Sidste søndag i kirkeåret

I går sang vi

"Herre Kristus dig til ære
slutter vi vort kirkeår!"

- og skam få den præst, der ikke satte den salme på tavlen den søndag! Jeg ved nok, at rent indholdsmæssigt og betydningsmæssigt, så er sidste søndag i kirkeåret ikke noget særligt... men jeg har det sådan, at for mig er netop denne søndag den absolute største søndag i kirkeåret. Jul, påske, pinse, fastelavn... rent søndagsmæssigt må I gerne for min skyld beholde dem og afskaffe dem, bare jeg kan få lov til at ha´ sidste søndag i kirkeåret. Desværre havde jeg fridag i går på den søndag, men det var ikke med vilje... jeg opdagede først bagefter hvilken søndag det var... og øv, hvor jeg synes det er træls.

Men hvorfor kan jeg så godt lide denne søndag?

• For det første kan jeg godt lide den pga. omtalte salme - den er bare så god. Alene det at der er en salme i salmebogen, som man KUN kan synge den ene søndag på et helt kirkeår, gør den jo speciel.
• For det andet, så er der dømt total nostalgi over søndagen. Vi kan tænke tilbage over alle de mange søndage, der lå bag os og alle de kirkelige oplevelser, der har været dér. Nu begynder vi på noget nyt... første søndag i advent, der er vi allerede i gang. Salmerne og de første antaster til julens prædikener er fundet og betjeningen forventer, at der ligger salmer klar helt frem til og med en gang i Hellig tre Konger. Men ved sidste søndag i kirkeåret, der kan vi dvæle ved søndagens "sidsthed".

Og nej, jeg har det ikke bare sådan fordi jeg er præst. Sådan har jeg - mere eller mindre usagt og ureflekteret - haft det med den søndag. Som teologistuderende kan jeg huske, at jeg en helt søndag gik rundt og var gal over at vi ikke sang salmen til gudstjenesten... spørg selv Judith. Jeg var simpelthen nødt til at gå i kirke til 16-gudstjenesten i Domkirken, for den VILLE jeg synge.

Nå - men så er det jo snart advent.... godt kirke-nytår og glædelig advent.