Når man som jeg er på et ugekursus hjemmefra, så er det på mange måder som at være i en osteklokke... man aner ikke hvad der sker rundt omkring i verden. Først nu går det op for mig hvilken katastrofe, der er foregået i Virginia... føj da!!! Det krymper sig virkeligt helt inde i mig, når jeg læser om det, der er sket. Og vide... det her er ikke bare en tekst eller en film, men virkelighed! Det er totalt urealistisk.... et sygt, sygt, sygt menneske.
På den ene side, så er jeg vred over at en person kan finde på at gøre sådan noget, men når jeg så ser filmen med ham... så virker det virkelig som en person, der overhovedet ikke vidste hvad han gjorde. Jo, alt var måske planlagt og iscenesat, men det var ikke ham.
Godt nok siger en sociologiprofessor "Jeg vil opfordre folk til ikke at tilskrive forbrydelsen i Virginia en enkeltpersons sindslidelse, men fokusere på den myriade af sociale faktorer, der spiller en rolle i denne slags voldsforbrydelser" (se TV2s hjememside).
Og det er rigtigt - hvis man skal forhindre noget sådan sker igen, så er man nødt til at se på de forskellige andre faktorer, der spiller ind. Men det ændrer ikke på, at alle de faktorer rammer ind i i forvejen følsomt og modtageligt sygt sind.
Men uanset hvad - det er er forfærdeligt - sørgeligt - ubegribeligt. Er det dæmoni? Gud du kender alle menneskers krinkelkroge ud og ind - du, der formede vores liv før vi var til... hvad gik der galt med Cho Seung-Hui?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar