onsdag, juni 29, 2005

Nattevandring

Efter en dejlig aften blandt rigtig gode venner gik vi en kort aftenstur. Min kone og jeg (samt vores lille vovse) var en tur ude på en mark bag ved præstegården. Derfra har vi udsigt ned over Hirtshals og Jammerbugten og Tanisbugt... samt det store vidstrakte hav med en del store skibe.
Det var bare dejligt at gå dér og se alle de mange forskellige farver, der udspiller sig på natte-himmelen - det bliver jo aldrig rigtigt mørkt heroppe. Ja, selv havet lyser mørkeblåt. Gud har virkelig været genial, da han skabte jorden i dens mangfoldighed. I filmen "Et smukt sind" mener en af hovedpersonerne, at Gud må være maler med alle de farver, han har brugt i sit skaberværk. Det må jeg give hende ret i... sikke farver og sikke en natur.
Bare lige lidt tanker inden jeg smutter til køjs - sådan en oplevelse skulle bare ud på en eller anden måde.
Jeg fik taget lidt billeder med vores nye digitalkamera.... måske kommer de op på siden en dag.

God nat....

tirsdag, juni 28, 2005

Når ministeren vrøvler om kulturkristne

I dag kunne man læse på DRs hjemmeside, at kun 41% af vælgerne til Menighedsrådvalget tror på Gud - resten støtter kirken pga. kulturen. Kirkeminister Bertel Haarder siger så: "Undersøgelsen viser, at det er så som så med kristendommen i Danmark" - og dertil kan han jo have ret. Men så fortsætter han, at man ikke skal rynke på næsen af de kulturkristne: "Det er da bedre at være kulturkristen end at vende kirken ryggen".
Og her er det så, at ministeren vrøvler - for hvor ville det være bedre, at de synligt vendte kirken ryggen end at de bare lod som om, at de er til stede i kirken. Det er horribelt, at tænke på, at ikke-kristne (det er min definition på folk, der ikke tror) at de vælger hvem, der skal styre kirkens lokale forhold og også vælge præst - altså den forkyndende linie i kirken.
Havde de så bare markeret rent flag i stedet for sådan noget halvt noget, så ville der være bedre grobund for dialog end her, hvor de er hverken eller.
Og på den anden side, så går de kulturkristne samt, dem der vender kirken (og Jesus i den) ryggen lige fortabt. Der er ikke en himmel for de kulturkristne - men der er en himmel for dem, der stoler og tror på Jesus Kristus som deres eneste frelser.
Lad os få luet ud i mængden ved at sende et girokort ud til alle dem, der er medlem af folkekirken. Betaler de ikke er de ikke længere medlemmer. Det vil betyde et fald af medlemmer og en dårligere økonomi, men det vil helt klart få folk til at være mere bevidst ved at de er tvunget til at gøre et valg.
Skal de så ind i kirken igen er de så nødt til at have en samtale med præsten, der ikke skal være forpligtet på at tage dem tilbage igen, hvis det alene har med spørgsmål om man så kan blive begravet eller viet at gøre.

søndag, juni 26, 2005

Dejligt vejr II

Hmmm - der var ikke ret mange hyldeblomster, der var modnet til at plukke ind. Vi fik nok til 1 ½ liter, så er der da nok til at starte op på vores nye eventyr med naturen.
Ellers er vejret jo stadigvæk godt, så i aften skal vi grille bare os to. Jeg har lavet lidt god kartofelsalat, så nam-nam.... kan jeg bare sige.
Ellers er det dejligt at se, at Magnus lige så langsomt kan søtte mere og mere på benet. Det vil være rart, hvis vi kunne slippe for at gå til dyrlæge i morgen... ikke at det er udslagsgivende, for hvis det er nødvendig må vi jo bare betale hvad det koster. Men lad os se hvordan han har det i morgen... jeg er optimistisk

Dejligt vejr

Der kom ikke så mange i kirke i dag - faktisk alamerende lidt i Horne Kirke, hvor vi næsten kunne klare os med et enkelt bord ved altergangen. Sig mig, hvad laver folk da? Selvfølgelig er det godt vejr, men der er jo gudstjeneste alligevel.
Jeg ville da gå i kirke uanset vejret - også selv om jeg ikke var præst.... nå, men folk er måske taget på ferie og ned og besøge familien. Men så burde kirken jo også lukke ned i sommerperioden, hvis der alligevel ingen er, der kommer i kirke.
Ellers skal vi ud i dag og samle hylleblomster til sommerdrik. Det vil være dejligt at have sådan noget i fryseren og så tage det op, når man lige har brug for lidt smag af sommer og sol, når vinteren kommer og banker på. Så det skal nok blive godt.
I aften skal der så grilles - vi har lidt kød fra vores Skt. Hans aften. Mums!!!

lørdag, juni 25, 2005

småtanker om tidens brug

Bruger vi egentlig tiden rigtigt? Eller er det andres dagsorden, der sætter vores dagsorden og altså den måde, vi bruger vores liv på?
Hvor ville det være rart at have en overordnet plan over alting - årsbasis, eller månedsbasis. "I år vil jeg..." - "denne uge er ikke fuldendt, hvis jeg ikke....". At jeg selv er med til at sætte dagsordenen i stedet for at blive skubbet/hevet/flyder frem og tilbage... eller til siden. Hvordan går vi det... eller hvordan gør jeg det? Og hvad skal det være?
-----------------------------
Jeg har småondt i maven - måske har jeg spist for meget vandmellon!! Magnus har ondt i sit højre forben og humper rundt og kan ikke støtte på det. Det er rigtig syndt for ham - og i morgen skulle han ellers have været til "eksamen" for at kunne gå videre i hundeskolen, men det er ikke godt, at gøre det med et dårligt ben (det kunne blive værre, hvis det ikke får den ro det skal have).
I morgen er det så søndag igen... jeg har ikke det store lyst til at gå i kirke og på prædikestolen - jeg er træt. Og har ondt i maven.... men det er som sagt nok vandmellonens skyld. Og jeg kan nok efter en nats søvn se anderledes på det.

mandag, juni 20, 2005

Folketingets formand

Vi havde besøg af folketingets formand, Christian Mejdahl og hans kone Eva til en sogneaften. Vi begyndte med fællesspisning ude på vores gårdsplads (ja, hvem kan sige, at de har haft folketingets formand til at sidde og spise på sin gårdsplads??!!) .
Det var virkelig spændende at lytte til - og ikke mindst hyggeligt. Han er jo en gæv jyde, der har arbejdet sig op til den højeste post, som man kan vælges til i Danmark. Men stadigvæk har han beholdt begge ben på jorden. Jeg tror ikke, at jeg har mødt et mere beskedent menneske, som samtidig ikke var selvudslettende, men bare lige til og stadigvæk have sine meningers mod. Dejligt - en mand man føler sig i godt selskab sammen med!

En dejlig aften, hvor der også var omkring 90-100 mennesker forsamlet trods sommervarmen.
Ellers er der ikke det store at berette om - på søndag skal jeg prædike til 5. søndag efter trinitatis og jeg blev indsat heroppe den søndag for 2 år siden. Det er mærkeligt, at der nu er gået 2 kirkeår, men sådan er det jo med tiden: Den går. Så er det op til os at fylde den med det vi er sat i og så må vi hver i sær benytte de evner det sted vi er sat under evighedsansvar.

fredag, juni 17, 2005

Venner på besøg i weekenden

Så er det igen blevet weekend - en weekend, der vil stå i vennernes tegn. I morgen får vi besøg af Lene og Morten og på søndag får vi besøg af Kaj og Annie fra Hanning. Det skal nok bliver rigtig hyggeligt at være sammen med dem igen.
Jeg fik lavet min prædiken færdig i middag - lidt i tolv. Den handler om at være blind som menneske, men i troen at blive seende igen.
Mit store ønske er virkelig at blive seende.

fredag, juni 10, 2005

Fredags-snak

Så er det igen blevet fredag - jeg synes tiden går enormt hurtigt. Hvor bliver den dog af - denne uge er forsvundet med lynets fart. Nu har vi snart været her i 2 år og jeg føler egentlig ikke, at der er sket noget på de to år, jeg har været her. Intet - andet end at jeg snart rykker et løntrin op og får lidt ekstra i posen og at jeg fra den 15. juli vil kunne genbruge prædikener, som jeg har lavet for to år siden... og ingen vil opdage det. Tragisk? Næ... ´men tragisk, at jeg ikke lige kan se, at der er sket noget forskel siden jeg kom her. Det samme uge efter uge - jeg er måske (håber jeg) blevet bedre til at holde mine prædikener uden at læse dem op fra manuskriptet, men så er det det.
Nogle gange vil det være rart hvis præstearbejdet bare var et job, som man kunne lægge fra sig, når man har fri. Det er det bare ikke. Man er præst! Der er noget dragende ved kontoret - at sætte sig ind foran computeren og skrive tanker ned. Prædikener ned. Taler ned... og nu også radioprogrammer, som ingen alligevel hører. Der bliver arbejdet for meget - præsten her og præsten hisset.
Alt er klar til weekenden - begravelsen i morgen og gudstjenesten søndag. Ja, jeg skal lige læse prædikenen igennem et par gange, så den sidder på rygmarven... men ellers weekend. Vi ligger udenfor i det dejlige solskin og læser på græsset. God weekend!!

søndag, juni 05, 2005

En god weekend

Det blev en rigtig god weekend med huset fyldt med folk. Det er nu ikke mange, der kan have så mange mennesker til overnatning, spisning og på besøg uden at de kommer til at gå hinanden på nerverne. Der er jo helt vildt meget plads her i præstegården!!
Vi var i Fårup Sommerland i går, lørdag. Det var lidt småregnende fra tid til anden, men det var ikke koldt, så gjorde det ikke så meget. Men det var hyggeligt at prøve de forskellige ting sammen med familien - noget hyggeligere end sidste gang. Der var lidt mere atmosfære i går. Så kunne man købe lidt kød og smide på nogle grill, der gratis blev stillet til rådighed... eller havde man selv med kunne man bare smide det på. Det synes jeg er en rigtig flot service!
Det var en rigtig dejlig gudstjeneste - desværre... men ikke overraskende, var der ikke så mange i kirke i Asdal Kirke klokken 9.00. Det er mærkeligt, at folk bare ikke går i kirke der? Hvad tænker de dog på?! Hvorfor går de ikke i kirke, er det fordi de ikke er kristne i Asdal Sogn? Er det fordi de er ligeglad med kirken? Er det fordi de er ligeglad med kristendommen? Hvad sker der, hvorfor bruger de ikke deres kirke? Jeg kan ikke forstå det!! Jeg kan ikke forstå det!!
De skal naturligvis ikke gå i kirke for min skyld - der går ikke noget af mig ved at prædike for 8-9 stykker til en gudstjeneste. De skal gå i kirke for deres egen skyld - de skal gå i kirke for menighedens skyld... den mangler dem. Og Gud mangler deres stemme i salmesangen.
Hvorfor går de ikke i kirke? Lad os håbe, at de hygger sig med deres kryderboller og rundstykker om morgenen, så kan vi bede for dem, at de ikke får den galt i halsen. Men så har de jo kirken til at begrave dem... ja, jeg ved godt, at jeg er grov nu, men sådan er det, når man bliver lidt træt i hovedet over et problem og et uløseligt spørgsmål: Hvorfor går de ikke i kirke?

torsdag, juni 02, 2005

Prædikenen i hus og weekenden foran os

Lige et par småbemærkninger her på randen af fredagen.
Jeg blev færdig med prædikenen i formiddags og den fulgte meget godt de tanker, jeg allerede skitserede før i min dagbog. Og jeg tror også, jeg kan arbejde med tros-spørgsmålet på næste søndag. Måske noget om Gud som den, der skænker troen. Som den, der leder efter os... Nå - der er godt og vel en uges tid til at tænke det igenem.
Vores gode veninde Lene fra Århus har ellers fået embede - hun ringede glad og fortalte det. Det er et fire-sogns-pastorat et sted i Århus Stift på godt 1000 indbyggere. Det bliver da rigtig spændende.
Ellers kommer hele min familie på besøg i morgen og frem til søndag eftermiddag. Det skal nok blive hyggelit.

onsdag, juni 01, 2005

Svaret var: Nej!

Næh... man kunne åbenbart ikke skrive en prædiken om tirsdagen. Det meste af eftermiddagen gik medat formatere harddisken og lægge alle programmer og tekster, musik og hvad ved jeg ind på computeren igen. Og så virkede skidtet alligevel ikke helt efter hensigten, så jeg skulle have fat på Kirkeministeriets IT-kontor for hjælp her i morges. Sad i telefonkø i 25-30 minutter. Det er det, man skal regne med sådan en ventetid tager. Selve vejledningen tog kun 5-6 minutter, så det var ganske hurtigt. EDB.damen overtog bare computeren via internettetog lavede de nødvendige ændringer og så virkede. Fejlen skyldes en programeringsfejl på den CD-rom, som jeg havde fået udleveret....
Ellers er dagen ved at være slut nu. Sidder og børste tænder, imens dette skives. Jeg få skrevet prædikenen færdig i morgen formiddag - har lavet et godt forstudie og nogle gode noter. Jeg tror faktisk det bliver en rigtig god prædiken - en med et budskab og bid i.