Stakkels Jane Aamund

Jeg kender ikke meget til Jane Aamund, men jeg så hende tilfældigvis i Godaften Danmark - jeg zappede rundt mellem vores to kanaler på fjernsynet for at slippe for at sætte mig ind foran computeren og arbejde igen.
En journalist fra Godmorgen Danmark havde lavet en bog om hende, der byggede på mere end 30 timers samtale - en meget åbenhjertig bog. Hun har været meget igennem, også med kræft, så at hun lever er måske et under. De talte til hende som om hun var et meget klogt menneske, og det er hun måske også... som sagt kender jeg hende ikke. Det virkede måske lidt for påtaget her klokken 18.50 mellem en masse champagne-pjat i forbindelse med fødslen i lørdags, at man så sidder og taler dybt om "Hvad er livets mening?" - "Det er at være i ballance med sig selv" svarede hun så.... det er jeg ikke helt enig med hende i - livets mening er at kende Gud!
Jeg kan ikke huske sammenhængen, men enden på det hele blev, at de talte om at vi kan bestemme meget i livet, men... og sådan sluttede hun interviewet "skæbnen lægger altid dete sidste kort". Det betyder: Vi kan bestemme meget, men i sidste instans er det det skæbnen, der bestemmer.
Det lyder smukt og godt - men set fra en kristen synsvinkel så lyder det enormt koldt og trøstesløst.... tænk: I sidste ende, når alt kommer til alt, når livet er levet, når alle ens valg er truffet, når alle idealerne er fulgt... så kommer der en kold og blind "skæbne" og lægger det sidste kort, som totalt ændre hele livets spil.

Stakkels Jane Aamund - så klog, men alligevel så langt væk, åbenbart. Får hun fat i en anden mening med livet end at være i ballance med sig selv, får hun Gud som meningen med livet, så kan hun også se, at det er ham, der lægger det sidste kort... ja, ikke bare det sidste kort, men ham, der lægger alle kortene - brolægger vejen hjem ikke med dårlige undskyldninger (det fører et andet sted hen), men med nåde. Han bestemmer - ikke skæbnen.