Der gik en lille spøg på Det teologiske Fakultet, at man skulle skynde sig at bestå sin eksamen i kirkehistorie, for pensum blev udvidet fra år til år. Nu skal man også til at huske den 30. september 2005, hvor Jyllandsposten fremlagde deres tegninger, der vel faldt nogle for brystet.
Men nu er det et år siden i dag - og så er der jo mange mennesker, der stiller spørgsmål om, om vi har lært noget - om de har lært noget. Det er utroligt politisk ukorrekt at tale om "dem" og "os", for (som Per Stig Møller sagde for leden) hvem er "de" og hvem er "vi"... det skal jeg nu nok kunne fortælle ham.
Erik Bjergager, chefredaktør for Kristeligt Dagblad har nogle gode tanker i dagens avis, under overskriften "Gud er død, Muhammed lever" - den er værd at læse. Han slutter af med ordene:
"Vi kan i Danmark og Europa kun ruste os til denne globale ånds- og kulturkamp
ved at forny forbindelsen til de rødder i kristendommen, der har næret værdierne
bag de frie samfund. Vi kan i disse disse opleve, hvordan vore muslimske
medborgere fejrer ramadan og viser et særligt fællesskab omkring bord og bøn.
Det kan kristne danskere tage ved lære af. Det går ikke længere med Nietsches
provokerende udsagn: Gud er død. Vi kan ikke vende kristendommen ryggen. Vi må
forankre os i vort eget identitetsgrundlag for at kunne udvise tolerance over
for de mange fredelige muslimske medborgere og for at sikre vore samfunds
fremtid."
Jeg synes han har ret - vi lever i et sækulariseret samfund, der pludselig står overfor en meget religiøst betinget samfunds- og livsforståelse. Hvordan reagere vi så?
Kan man ikke med en vis ret sige, at religion og politik som udgangspunkt er hver deres måde at anskue livet og tilværelsen på? At det er hver deres "tro" - for politik i sine vestlige form har jo også sine dogmer, som den ikke tillader at man anfægter. I sin hardcore-form finder vi en forkæmper for disse dogmer i Ralf Pittelkows "Efter 11. september".
Men sandheden findes ikke i grøfterne, men på midten af vejen. Lige nu synes jeg dog, at Danmark befinder sig i politik- og alt-kan-måles-og-vejes-grøften. For at vende tilbage til Lars von Triers "Riget"-prolog:
”Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af
det åndelige, for det er som om kulden og fugten er vendt tilbage”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar