For en times tid siden blev jeg færdig med C.S. Lewis´ Rejsen til Venus, der er en slags allegori om syndefaldet. Et menneske ender på Venus og står som rådgiver overfor Eva. Og var det nu kun ondt, der kom ud af syndefaldet - havde mennesket ikke syndet, havde Gud jo ikke mulighed for at vise den største form for kærlighed: At give sig selv hen i døden for syndere!Her på Venus hedder fristelsen ikke en frugt, men fristelsen hedder: Gud har da ikke sagt, at du ikke må bo på klippeøen!! Der er da ikke noget fornuft i det bud.... og et bud skal kun overholdes, hvis man føler for det, eller fordi man har set noget fornuftigt i det… men er det så at adlyde Gud, eller har man sat sig selv og sine følelser og fornuft op som Gud? Spændende tanker i en tid, hvor "alt er relativt" også etik og moral.
Læs mere om denne særprægede roman - tryk her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar