søndag, september 23, 2007

3 Søstre

I torsdags var vi i teatret for at se Anton Tjekhovs stykke, "3 søstre". Et i første øjekast mærkeligt stykke. Jeg synes det var svært at finde ud af hvad plottet egentlig gik ud på... men så faldt brikkerne på plads. Alle personerne venter - venter på at lykken da må komme.
  • Lykken ligger et eller andet sted ude i fremtiden, måske ikke for os, men så for vores efterkommere.
  • Lykken ligger i at flytte et andet sted hen.
  • Lykken ligger i.... ja, alt andet end det, der er nu.
Men tingene bliver bedre, vi skal bare lige over den forhindring her, vi skal bare lige overvinde dette... så er den hjemme. Skuespillet handler altså om mennesker, der kun lever i drømmen om hvad fremtiden kan bringe.

Et uhyggeligt liv! Ligner det vores liv på nogen måder? - på vej ud og frem, aldrig hvilende i nuet. Aldrig tilfreds med nuet. Med det håb, at tingene bliver bedre ganske af sig selv uden at vi behøver at røre en finger?

Fra at være et noget mærkeligt stykke, vendte det i anden akt til at blive et uhyggeligt stykke, som jeg ikke sådan lige med det samme får sluppet. Og jo mere jeg tænker over det, desto slemmere bliver stykket - altså slemmere på den fede måde, at det giver noget at tænke over og overveje. Jeg smågrinede af en ældre teatergænger, der gik ud af teateret og sagde "Et pragtfuldt stykke... det er det bedste stykke jeg har set i lang tid". Jeg må nok bide i det sure æble og give ham ret.

Ingen kommentarer: