Jeg var til temadag om ledelse på Menighedsfakultetet i Århus. Dér var mange ting, der var rigtig spændende at tænke videre over. En af de ting, der er rigtig håndgribelig, var en af foredragsholderne, der sagde lidt om sit eget virke som præst.
Det han sagde var, at han havde fundet ud af, at den måde han arbejdede på var, at han brugte lang tid på det, som han ikke var så god til (i dette tilfælde husbesøg, "som alle præster skal kunne lide og bruge meget tid på") og derfor kort tid på det han var god til (kommunikation og prædiken). Hvad betød det? Jo, det betød, at han ikke fik udviklet det han var god til, fordi det var der jo ikke tid til, når han brugte så lang tid på det andet, som han så aldrig rigtig blev god til. Resultat: Middelmådighed på hele linien!
Nu havde menighedsrådet fået etableret en besøgstjeneste, og han kunne udvikle sine evner som prædikant og et vigtigt diakonalt arbejde blev opprioriteret.
Jeg kan virkelig godt leve mig ind i det - for sådan har jeg det også: At det jeg er god til, det er der ikke tid til at videreudvikle, fordi jeg bruger mit krudt og tid på en masse andet. Jeg har for eksempel let ved at få skrevet prædiken eller en tale, og har lysten til at grave mig ned i nyt stof. Der er desværre ikke tid til at udvikle dette, da der er så meget andet, der kræver min tid, så derfor sker der ikke noget ny udvikling dér. Hvordan ændre det? Der er mange spørgsmål tilbage efter sådan en dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar