Jeg er såmænd allerede i gang med at forberede mig til på søndag. Denne gang har jeg også sagt ja til at levere lidt prædikenvejledning til et andet sted på internettet... men jeg tillader mig at bringe det her på min hjemmeside først. Bare lige lidt ord om den tekst fra Det gamle Testamente, der skal læses op på søndag.
5. Mosebog 8,1-3
Hele kapitel 8 kan kortes ned til udfordringen: Bliv i ydmygheden.
Også jøderne kendte, trods mange års slaveri i Ægypten, til nærmest nationalistisk hovmod. En af de lektier, folket gerne skulle have lært ved de 40 års vandring i ørkenen, var nemlig ydmyghed. Folket havde tydeligt kunne mærke, hvor voldsomt de var afhængige af andre en dem selv, nemlig af Gud.
De var afhængige af Gud – af det himmelske. Han lod dem sulte i ørkenen, men mættede dem og opretholdte deres liv, ikke ved noget de kendte, men ved noget nyt fra himmelen: Manna. Gud kan skaffe en vej – på trods af det, vi ser som umuligt, så kan han finde en vej. Han er ikke bundet til hvad der er naturligt eller ej. Naturen er hans tjener, der følger hans vilje. Gud sørgede for dem – Gud viste dem, hvor deres hjælp skulle komme fra.
De levede i kraft af ham, og de lever fortsat i kraft af ham – og vil også fortsat, når de rykker ind i det lovede land, leve i kraft af ham. Men ville de blive ved med at følge ham – ville de også åndeligt leve af Guds manna, dvs. de ord, der kom ud af hans mund. Tiden i ørkenen tjente nemlig også som en test om, hvorvidt de virkelig havde ham som deres første prioritet, som ham de ville følge og hvis befalinger de ville adlyde.Den lange ørkenvandring tjente altså ikke bare til transport fra punkt A til punkt B, men tjente til at gøre dem små i deres egne tanker, og Gud tilsvarende stor i deres tanker. Vel ikke fordi Gud havde behov for at vokse, han er den største, men for at de kunne få det rette perspektiv over tilværelsen. Gud havde vist dem på den hårde måde, at mennesket ikke lever af brød alene, men af hans ord.
Hele kapitel 8 kan kortes ned til udfordringen: Bliv i ydmygheden.
Også jøderne kendte, trods mange års slaveri i Ægypten, til nærmest nationalistisk hovmod. En af de lektier, folket gerne skulle have lært ved de 40 års vandring i ørkenen, var nemlig ydmyghed. Folket havde tydeligt kunne mærke, hvor voldsomt de var afhængige af andre en dem selv, nemlig af Gud.
De var afhængige af Gud – af det himmelske. Han lod dem sulte i ørkenen, men mættede dem og opretholdte deres liv, ikke ved noget de kendte, men ved noget nyt fra himmelen: Manna. Gud kan skaffe en vej – på trods af det, vi ser som umuligt, så kan han finde en vej. Han er ikke bundet til hvad der er naturligt eller ej. Naturen er hans tjener, der følger hans vilje. Gud sørgede for dem – Gud viste dem, hvor deres hjælp skulle komme fra.
De levede i kraft af ham, og de lever fortsat i kraft af ham – og vil også fortsat, når de rykker ind i det lovede land, leve i kraft af ham. Men ville de blive ved med at følge ham – ville de også åndeligt leve af Guds manna, dvs. de ord, der kom ud af hans mund. Tiden i ørkenen tjente nemlig også som en test om, hvorvidt de virkelig havde ham som deres første prioritet, som ham de ville følge og hvis befalinger de ville adlyde.Den lange ørkenvandring tjente altså ikke bare til transport fra punkt A til punkt B, men tjente til at gøre dem små i deres egne tanker, og Gud tilsvarende stor i deres tanker. Vel ikke fordi Gud havde behov for at vokse, han er den største, men for at de kunne få det rette perspektiv over tilværelsen. Gud havde vist dem på den hårde måde, at mennesket ikke lever af brød alene, men af hans ord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar