At diskutere...

Jeg har i de sidste dage haft mulighed for at høre nogle programmer, da jeg har været en del ude at køre i bil. Det var i to forskellige sammenhænge, men snakken kom begge på et tidspunkt ind på det at diskutere med hinanden. Det ene var om abort og det næste var om stamcelleforskning.

Den første gang sagde vedkommende (jeg tror - men er ikke sikker - at det var Martin Karsnik) at kirken i USA var blevet bedre til at diskutere uden at bruge religiøse argumenter. Som f.eks. ved abort, hvor man ikke kan diskutere på religiøst plan, da det hurtigt bliver påstand mod påstand. "Abort er mord" - "Nej, det er ikke" - "Abort er mord" - "Nej, det er ikke"... man skal som kirke ikke have diskussionen dér, men på et almentmenneskelig plan, hvor man har argumenter og ikke påstande.
Den næste var om stamcelleforskning, hvor en ledende forsker lagde ud med at sige, at man skulle "se på tingene som de er, og ikke for religiøst". Man skal se på hvad fordele for menneskheden denne slags forskning vil kunne give.

Jeg har det lidt sådan, at så har disse folk jo allerede afsluttet diskusionen, før den overhovedet er kommet igang. Hvis man på forhånd har kridtet banen op og tegnet op dér hvor man vil diskutere, så er det jo ikke en ordentlig diskussion. Tag f.eks. det han siger er en påstand, nemlig at "abort er mord". Jamen så må man jo gå ind i en diskussion for at modbevise den anden om at abort ikke er mord... og modsat. Men ved at sige, at det ikke er noget argument, men en påstand så ligger mistanken i mig, at det er fordi det er et så godt et argument mod abort, at det ikke kan modbevises. Så hellere affeje det inden det bliver bragt i spil.

Og det med stamcelleforskning - lægen var jo utrolig arrogant! Man skal se tingene som de virkelig er... ergo: Jeg ser tingene som de virkelig er. Lyt til mig. Man skal ikke være for religiøs - hvornår er man det? Kirken får ellers at vide, at man ikke kan gradbøje troen, så hvordan bliver man så mere eller mindre religiøs?
Og man skal hellere se på hvad stamcelleforskning kan give menneskeheden... det lyder jo ganske tilforladeligt. Men hvorfor ikke sætte en etisk diskussion ind her og stille spørgsmålet: Er det en etik, der siger "Målet helligere midlet" vi ønsker? Eller er der nogle ting, som vi som mennesker ikke vil gå på kompromis med uanset om det så bringer noget godt med sig?

Det er sjovt, hvordan ellers oplyste mennesker, der er åbne og kan deres argumenter, alligevel kan aflevere sådan en brøler. Det må helt klart være en ommer... eller er det "religionskritikkens tilbagekomst", som man taler om? I så fald: Velkommen tilbage - det var ikke længe du var væk!