Jeg sidder netop og ser mindehøjtideligheden for Michael Jackson, dette er skrevet under højtideligheden og er mine umiddelbare reaktion og tanker.
Og hvis du siger: Jeg så det ikke… ja, så er det ikke fordi du ikke ville, fordi du ikke var interesseret eller fordi du ikke ville lade dig styre af dette Hollywood-medie-show! Nej, så er det fordi du bare ikke kunne eller fordi du i eftertiden vil kunne sige ”jeg så det ikke”. Så på den måde definerer du dig også selv ud fra denne begivenhed. Så du kunne lige så godt have set det… beklager!
Og ja – det var også et medie-cirkus. Især nyhedsværterne på TV2-NEWS har været pinlige!! ”Jeg sidder her og får gåsehud”. ”Fortæl os, hvad andre medier fortæller”. Men okay, det er jo de samme, der gejler en stemning op ved begivenhederne, ”det er så smukt, så smukt, så smukt”.
Show eller sorg?
Men hvad er det så, at jeg er vidne til? Det er virkelig Hollywood i højeste gear – man har lidt indtrykket af, at det her slet ikke er en mindehøjtideligehed, men endnu et show. Jeg sagde til Judith, at det kunne da lige passe, at han slet ikke er død, men det bare er et velsmurt propaganda-nummer for hans comeback-show”. Det ville virkelig have været et comeback, der ville noget… men nok også efterlade Jackson som den mest hadede mand i hele USA!! Men nej – indtil videre har Hollywood ladet ham blive i sin kiste, for selv om de kan meget på film, så i virkeligheden er en stjerne død, når hjertet holder op med at slå. I virkeligheden bliver den døde i sin kiste, om den så er lavet af billig træ eller i Jacksons tilfælde lavet af ægte guld. Det virker virkelig surrealistisk at tænke på, at i guldkisten ligger en død mand!
Men er det bare et show?
- Der var noget virkelig ægte over Stewie Wonders ”Det er det øjeblik, som jeg har håbet ikke at skulle leve og være en del af”. Der var noget smerteligt over hans sang! Men er det show eller sorg?
- En kvindelig skuespiller (Brooke Shields), jeg ikke kender, men som åbenbart var god ven af Jackson, står nu og forsøger at tale om hvordan de havde det sammen. Hun har åbenbart også været en barnestjerne, der var tvunget til at blive voksen alt for hurtigt. Grædende står hun og taler… er det show eller sorg?
- Lige nu står en bror og synger Charlie Chaplins
Smile
tho' your heart is aching
smile
even tho' it's breaking
when there are clauds in the sky
you'll get by
if you
smile through your fear and sorrow
smile and maybe tomorrow
you'll see the sun come shining thru for you.
Light up your face with gladness
hide ev'ry trace of sadness
altho' a tear maybe ever so near
that's the time you must keep on trying
smile
what's the use of crying
you'll find that life is stillworth while
if you'll just smile.
Selv om han kunne klare at synge sangen uden at stemmen knækkede (utroligt, når han står foran sin brors kiste) – så måtte han stoppe op til sidst. Igen: Er det show eller sorg?
- ”En tydeligt bevæget Usher sang Gone to soon”… er det show eller sorg?
Jeg føler mig faktisk lidt hårdhjertet, når jeg sidder og skriver dette… men det er jo skuespillere og sangere, der er vant til at arbejde med følelser og fabrikere sorg og følelser på scenen og på film. Så når de så står og viser følelser… så sidder jeg i hvert fald og tænker: Er det show eller sorg?
Kan I huske en af de sidste scener i ”Mrs. Doubtfire”, hvor dommeren afviser faderens grædende bøn om at få mere tid sammen med børnene med, at han ikke tror på at det han har set var ægte følelser… og ikke bare et shownummer.
Kan man sørge foran… ja… hele verden uden at det på en eller anden måde bliver show? Sikkert ikke – men midt i det hele, så er det vel også ægte… ja, det må være ægte… det bør være ægte… det skal være ægte! Især for hans egen egen familie, der tårevældet siger farvel.
Eneste sted, hvor det unægtelig var ægte var, da hans 12-årige datter Paris gik frem og sagde, at hun havde haft verdens bedste far. De tårer kan ikke være show. Det var ægte (der er sikker nogen, der vil kalde det for usmageligt at være vidner til det, men ja... jeg er ikke blandt dem). Til sidst var der gruppekram på scenen Det var en afsked med en mand og et menneske med en familie, der savner ham!
Og det – og alt det andet – bliver modtaget som ægte og sender følelser ud til en verden, der nu pludselig har endnu et samlingspunkt, som man ikke var bevidst om før. Det virkede bestemt ikke forlorent, jeg tror faktisk det var ægte... eller også rigtig godt show!
Folk gik ind til afskeden grinende og smilende - tog billeder af hinanden, for det her var en folkefest. Folk gik ud af hallen stille - som journalisten sagde: "Der havde været mere følelser og spiritualitet end de havde regnet med. Det havde været noget andet".
Gud på scenen
Til tonerne af gospelsangen, ”We are going to se the king” blev en guldkiste med Michael Jackson båret ind foran scenen. Hmmm… når nu Michael kaldes the king, så kunne det godt tolkes blasfemisk, at man bruger en sang, der handler om Jesus, om et menneske. Og så igen… denne religiøse tone holdt hele vejen igennem. Så set i det lys var det stort, at synge ”no more dying there, we are going to see the king”… det kan man ikke sige om ”King of the Pop”, men om King of the world, Jesus.
Man kan som kristen naturligvis kun glæde sig over, at mange af de sange, som der synges og mange af de ord der siges, relaterer til Gud. Stevie Wonder: ”I know God is good”.
Det er kun Guds kærlighed i Kristus, der kan løfte os til højere ”to higher grounds”, siger en datter af Martin Luther King.
En soulsanger (Smokey Robertson) har vist lige sluttet mindehøjtideligheden af med ordene: ”Jeg tror så meget på Gud. Jeg tror så meget på, at det her ikke er alt. Min bror er et sted, hvor han helt sikkert vil leve for evigt. Så han vil leve for evigt to steder… for verden vil aldrig nogensinde glemme Michael Jackson. Gud velsigne dig… jeg ved at han gør det”.
Hvor er det dog skønt! Men hvor var Gud og Jesus henne i Michael Jacksons sange? Jo, der var strejf af det – der var ting, der kunne tolkes i den retning, og der var også stærke tekster som ”Ill be there”. Men prøv forestil dig hvor meget, der kunne være blevet udrettet, hvis Michael Jackson havde brugt sit talent fuldt ud i Guds tjeneste? Hvis han havde sunget lige ud om Jesus i stedet for noget, der skulle tolkes frem? Ja, det er ikke til at sige!
Og så truer det hele spirituelle med at ryge en tur på gulvet under sangen ”We are the world”, hvor de forskellige symboler for kristendommen, jødedom, islam, jing og jang, buddhisme… flyver rundt og smelter sammen. ”We are all part of Gods great family”…
Hvad er det så for en gud, der er blevet snakket om? Det sidste brød jeg mig altså ikke om – en sammensmeltning af verdens religioner og kristendommen. Øv! Sådan "en-verdens-religion". Der var vist mange kager, der skulle meles her i aften: Afro-amerikanerne (eller hvad man nu må kalde dem i dag) prøver på at hente Michael tilbage, politikeren fra kongressen prøver at få lidt populistisk medvind efter Michaels død... og altså også religion. Er Michael Jackson - af udseende både mand og kvinde - samlingspunktet for pan-religiøsiteten?
Til sidst…
Når man ser den her mindehøjtidelighed, og hører de ord, der bliver sagt… når man ser hvor mange tv-kanaler, der sender live verden over herfra. Så må i hvert fald hele tiden holde mig for øje: Han var bare en sanger og danser. Og ikke ”bare” som noget negativt, men det er ikke en religiøs personlighed, det er ikke en politiker eller frihedskæmper, der er blevet skudt, det er ikke en forfatter, der har skrevet vægtige bøger.. nej, det er en sanger. Godt nok en stor og kendt sanger, der har øvet indflydelse på rigtig mange sangere og inspireret endnu flere. Men altså kun en sanger, en sanger… men nej, det er han ikke mere. Han er blevet mere end en sanger! Han er blevet mere end en danser! Han er nu blevet den utilnærmelige Michael Jackson – foreneren, legenden, en mand med en himmelsk mission. Som en sagde: Nu er han større end han nogensinde har været i sit liv!
Jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvor var alle de mennesker henne, da anklagerne mod pædofili og medierne kastede sig over ham? Den ene efter den anden stod nu frem – selv en fra kongressen ville fremlægge et forslag til en lov, der ville slå hans navn fast for altid, og altid og altid! Men hvor var de henne, da han virkelig blev fremstillet som et monster? Tja…
Det har været en mærkelig omgang at være vidne til, på en og samme tid rørende og provokerende. Men jeg er faktisk glad for at have set det, selv om jeg ikke havde regnet med at bruge en hel aften på det. Jeg tror faktisk aldrig jeg har brugt så meget tid på Michael Jackson som i aften. Jeg har egentlig altid synes, at han var mærkelig! Ødelagde sig selv – og døde til sidst af det. Som person var han yderst mærkeligt. Hvorfor fik han foretaget plastik-operationer? Hvorfor gemte han sig bag en hvid ansigtsmaske… hvorfor ødelagde han sig selv? Før han døde havde jeg i baghovedet, at Michael Jackson var en sanger, der havde sit bedste bag sig, og nu flygtede fra verden, til Dubai og andre steder…
Men ok… mange af hans sange er faktisk rigtig gode. Den første sang jeg hørte fra ham var ”Bad”… og wau… det er vist første gang at jeg er faldet pladask for en sang lige med det samme. De fleste sange skal man høre et par gang, før i hvert fald jeg synes om dem. Den her røg lige ind allerførste gang.
The man in the mirror
Nu er showet slut – kisten blev båret ud af tonerne af ”The man in the mirror”.
I'm Starting With The Man In The Mirror
I'm Asking Him To Change His Ways
And No Message Could Have Been Any Clearer
If You Wanna Make The World A Better Place
Take A Look At Yourself, And Then Make A Change
Michael Jackson er død… hans musik lever, og vil sikkert leve stærkere fra nu af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar