GIRO 413

 I går var det 80 år siden, Giro 413 blev sendt første gang. Programmet, hvor man sender penge til et godt formål og samtidig sender en hilsen til familie eller venner – gerne med et musikønske.

Giro 413 har sin helt egen musikalske afdeling. Der er suppe, steg og is. „Tre hvide duer“. Mutter med kost og spand, som kommer for sent til sin egen begravelse. Og indimellem et ønske med lidt mere vild musik. Men den slags bliver som regel lagt tæt på radioavisen, så man kan nå at afbryde sangen, før man er tvangsindlagt til hele musikstykket.

Jeg husker søndag eftermiddagene fra min barndom. Mor havde lavet varm mad og vasket op. Far sov middagssøvn ovenpå, og mor brugte tiden på at stryge. Og så skete der noget, som ikke skete ret tit: Radioen blev tændt.

I nogle hjem stod radioen altid tændt. Hos os stod den tavs, bortset fra Pressens Radioavis og Morgenandagten. Men på de særlige søndage sad jeg ved spisebordet og tegnede, mens mor stod ved strygebrættet, og så lød det:

„… og du skal også have en hilsen, Gerda Hansen fra Rødovre. Vi fejrede dig på Damhuskroen og samlede ind til Giro 413. Det var en skøn dag, og derfor skal du have …“

Jeg lyttede hver gang med en lille spænding i kroppen. Måske kom der en hilsen til mig?

Selvfølgelig gjorde der ikke det. Det vidste jeg jo godt. Men alligevel ventede jeg. Måske var det denne gang, det umulige skulle ske.

Senere flyttede jeg hjemmefra. Til Aarhus, som godt kan komme til at stå lidt som et ensomhedens sted, når man ikke kender nogen. I begyndelsen var der mest studie. Studie, studie og studie. Det var måske også meget godt. For hvordan skulle jeg ellers have klaret mig igennem, hvis der hele tiden kom forstyrrende venskabelige afbrydelser?

Om søndagen gik jeg i den lokale kirke. Hver søndag. Jeg kom i god tid og så på de ældre mennesker, der talte sammen, satte sig ved siden af hinanden og udvekslede de små ord før gudstjenesten. I det halve eller hele år, jeg kom der, var der ingen, der talte med mig eller hilste på mig. Så de har nok heller ikke opdaget, da jeg pludselig holdt op med at komme.

Bagefter gik jeg hjem, forbi bageren, hvor jeg flottede mig med en kage og den store Jyllands-Posten. Hjemme åbnede jeg et glas kartofler og en dåse JAKA-bov. Kartoflerne blev kogt, og JAKA-boven stegt på panden med en masse krydderier. Det var faktisk lækkert.

Så spiste jeg. Ryddede op. Satte mig i sofaen med avisen og den tændte radio. Giro 413.

Og bagefter en middagssøvn.

Nogle gange kan jeg godt længes efter den gamle søndagstradition. Men så fik jeg venner og kæreste, og pludselig var der ikke længere tid til Giro 413. Jeg fik også at vide, at JAKA-bov var noget af det mest klamme, man kunne spise.

Sådan kan livet også ændre sig. Man får mennesker omkring sig, og det er godt. Men man mister samtidig nogle af de små ritualer, som engang kunne fylde en hel eftermiddag.

Når jeg om søndagen kører bil med familien på vej et eller andet sted hen, finder jeg dog P5. Så er familien tvangsindlagt til at høre Giro 413.

Og heldigvis afbryder de stadig de lidt vildere musikønsker med radioavisen.

Den gamle erfarme præst

Jeg har rundet de 50 år så godt og grundigt, at jeg er blevet 51 år. Og egentlig er det ikke noget, jeg går og tænker så meget på. Jeg har fået noget hælespor, så jeg humper afsted… men et eller andet sted, så er det et eller andet excentrisk over en præst, der halter. Man tænker lidt: Hvad har han dog oplevet. Og tænker ikke, at det bare er fordi han er blevet lidt småfed.

 Ved mit første embede var jeg præst sammen med en gammel præst med en masse erfaring. Han sagde de gode ord til mig, at jeg kunne lære af hans erfaring og han ville lade sig smitte af mit ungdommelige gåpåmod.

 Jeg har siddet og regnet på det. Da jeg synes, han var en gammel mand, da havde han den alder, jeg har nu. Og da jeg anså ham for at have en kæmpe erfaring, havde han været præst noget, der ligner det samme antal år som mig.

 Men det gode ved at være nået dertil, hvor man er gammel og burde have meget erfaring, er at så behøver man ikke have ungdommeligt gåpåmod. Man behøver ikke være ung med de unge – men kan være gammel med de unge. Også lidt kikset måske. Det er ok – for jeg er sådan en præst, der går og halter og ser excentrisk ud.

 Jeg behøver ikke lave videoer, hvor jeg gør grin med sakramenterne, men kan nøjes med at lave videoer, der gør grin med mig selv. Viser, at jeg ikke tager mig selv højtideligt – godt kan grine af mig selv og mine fejl og mangler. At jeg er fuld af fejl – og tvivl – og jeg har ikke et svar på alle ting, men måske kan vi snakke os frem til noget. Kigge i Bibelen og sammen blive klogere.
 En præst, der er sammen med dem, også når de har mistet en af deres kære – måske jævnaldrende.

 Og et eller andet sted tror jeg, at det er det, de unge gerne vil have. De vil ikke snakkes ned til af en præst, der giver nadver-shots. De vil ikke snakkes efter munden. De vil ikke tales ned til hverken på tictoc eller fra prædikestolen, men have en at vandre med. At de vil have en mentor og ikke en kontrollør.

Det håber jeg i hvert fald. For det er det eneste, de kan få hos mig. Og kan de ikke bruge mig, så er jeg heldigvis nået op i den alder, hvor jeg godt kan tåle en afvisning. Det gode ved at jeg er så gammel, er at jeg har opøvet evnen til at kunne sige "nå - pyt". At jeg nu kan være ligeglad. Det er ikke uden grund at min pytknap er løbet tør for strøm.
Meget erfaring giver også evnen til ikke bare at gå til i den dårlige samvittighed eller i det affald, der bliver lagt foran min dør af folk, der ellers ville brække ryggen af selv at bære det på deres skuldre. En gang ville jeg drukne i det, men den erfarne præst har lært, at flyde hen over det hele. Floating on crap, som det hedder på nudansk.

Nå - dette blog-indlæg fik en lidt mærkelig drejning her til sidst. Det var ikke meningen,

Men mon ikke, at der er en eller to, der kan bruge mig - ung eller gammel eller derimellem. Et eller andet sted derude. Ikke at jeg føler mig som gammel og helt faldefærdig - bortset fra den hælespor, men det går vel over.

Jeg er ikke rigtig gammel
jeg er ikke rigtig ung
Jeg er både og og hverken enten eller
Jeg for ung til pensionen  
og for gammel til Tic-Toc
håber der er en, der bruge en som mig.
 

Statsministeren: Når Gud får vigepligt

Det er først nu, det er gået op for mig, hvad statsministeren faktisk sagde i sin nytårstale:

“Og i Danmark er det sådan, at når demokrati og religion støder sammen. Så er det Gud, der har vigepligt.”

Det er en sætning, der fortjener modsigelse. Ikke fordi kristne ønsker teokrati eller præstestyre.
Når en politiker i denne tid udtaler sig, så kan jeg ikke lade være med at skelne som Bertel Haarder gør i sin bog Sjælespark mellem demokrati og politikerstyre.
I statsministerens forestilling - der naturligvis er rettet mod muslimerne, men derfor rammer kristne – der er en hovmodig forestilling om, at mennesket kan sætte sig som øverste instans over Gud.

Det er ikke første gang, vi hører den tanke. Og det skal siges klart: En løgn bliver ikke mere sand af at blive gentaget.

Demokrati handler om folkestyre, om magtens deling, om rettigheder, samvittighedsfrihed og beskyttelse af mindretal. Det handler ikke om, at staten eller et flertal kan definere sandhed, moral og samvittighed. Når politikere begynder at tale, som om de kan udstede vigepligt til Gud, bevæger de sig ud over demokratiets rammer og ind i magtens overmod.

Statsministerens ord er hovmodige ord. Ord, hvor mennesket sætter sig op imod Gud. Men Gud viger ikke. Og derfor skal vi som kristne heller ikke.

Det betyder ikke oprør. Det betyder ikke foragt for demokratiet. Det betyder noget langt mere grundlæggende og bibelsk: At der findes en grænse for statens krav på lydighed.

Den grænse formuleres klart i Apostlenes Gerninger 4,19-20, hvor Peter og Johannes svarer myndighederne:
Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham

Eller sammenfattet: Vi må adlyde Gud mere end mennesker.

Kristen tro har altid levet med denne spænding. Vi beder for øvrigheden, vi deltager i samfundet, vi stemmer og tager ansvar. Men vi bøjer ikke knæ for staten som den højeste autoritet. Det knæ er allerede optaget.

Derfor giver det også mening at slutte, som jeg læste fra alteret nytårsdag, med ordene fra Jakobs Brev 4,15-17 – ord, der sætter både politikere og os selv på plads:

“I skulle hellere sige: ‘Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.’ Nu praler I og bruger store ord; men al den slags pral er af det onde. Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.”

Måske er det netop dér, nytåret burde begynde. Ikke med store ord om vigepligt til Gud – men med ydmyghed over for Ham, som ingen stat og intet flertal kan sætte sig over.

Kongens nytårstale 2025

Jeg tror, jeg har hørt regentens tale hvert eneste år i hele mit 51 årige liv. Nogle gange med mere trodsighed end andre. Så vidt jeg forstår, så startede det med at være en uformel nytårstale - skåltale - i en lille kreds af rigets spidser (kongens venner), som så blev åbnet og institutionaliseret til at være regentens største og vigtigste tale i løbet af året - ja, en slags knald eller fald, der er hele monakiets vigtigste opgave og eksistensberetigelse. Så der er meget på spil i det 5-10 minutter talen varer.

Sidste års tale (31. december 2025) var hverken den anden, som den nuværende konge holdt. Den første tale var båret af at folk ville ham det godt. Den anden bevæger han sig ud i at han selv skulle holde sig oppe. Og det gjorde han da vist egentlig meget godt. Nogle kalder den for kold og fortænkt - andre manglede omtalen af at det er blevet dyrere at være dansker... andre så den for politiske eller i hvert fald uset politisk. Præster og bevidst kristne klapper i hænderne over det kristne budskab, der var naturligt i talen.  

Vores kristne kulturarv byder os at være kærlige – ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste. 
Dén næste, som både er dem, vi har valgt til i livet, og dem, vi har forbigået eller taget afstand fra. Deri ligger udfordringen. 
Vores opgave er at forsøge at finde rum i vores hjerter til at være nænsomme – også når det falder os svært. 

Det har fået mange til at sige, at han omtaler centrum i den kristne tro - ja, jeg har endda læst: Dette er centrum i det kristne evangelium.  Om det er centrum i den kristne tro - det kan man diskuterer, men det er i hvert fald ikke centrum i det kristne evangelium. Centrum i evangeliet er Jesus og har sit indhold i Jesus. Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror (Rom 1,16). Evangeliet handler om tro og frelse fra fortabelsen - "For således elsked Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv" (Johs 3,16 frit efter hukommelsen).

Evangeliet er ikke derfor et moralsk program - "at være kærlige - ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste". Så nej, kongen omtalte ikke centrum i evangeliet.

Er det så centrum i den kristne tro? Ja, hvis centrum i den kristne tro er "Elske din næste som dig selv", det dobbelte kærlighedsbud. Eller om det er Johs 3,16, der er centrum i den kristne tro.

Jeg vil mene, at kongen omtalte centrum i den kristne etik - og det er rigtigt godt at han gør det. Og på den måde holder han sig også indenfor hvad alle på en eller anden måde kan tilslutte sig. Det er egentlig ikke specielt kristent - det kan selv humanister tilslutte sig. 
Her talte han som alle danskeres konge - ikke som kirkens "overhovede". For så havde han slået ind på en forkyndende linje, som ville være (med rette?) kritiseret. Som præst i den kongelige danske folkekirke, så mangler jeg stadigvæk at se ham som kirkens konge også på en større offentligt platform end f.eks. hans bog med kongeord, som kun læses af folk, der virkelig vil det her - eller kristne, der gerne vil kunne klappe i hænderne over småkrummer fra deres herres bord.

Godt nytår - og kongen længe leve.

Rebildfesten eller Relativfesten

Mens grillpølserne syder, og korpsmusikken blæser amerikanske marcher ud over Rebild Bakker, fejrer vi i dag det uforgængelige venskab mellem Danmark og USA. Igen. Som vi har gjort det siden 1912. Man kunne næsten tro, at vi havde noget til fælles ud over Netflix, cola og burgerkæder.
Der vajer de så side om side: Dannebrog og Stars and Stripes. To flag, én fest – og nul kontakt til virkeligheden.

For mens vi synger om frihed og venskab, står amerikanerne og piller ved Grønland med en "hvad-hvis-vi-køber-det-denne-gang" attitude - eller vi kan også besætte den. Og når russerne rasler med sablen i Østersøen, er svaret ikke: "Don't worry, Denmark, we've got your back." Nej, det lyder nærmere som: "Held og lykke, lille ven – og pas godt på jeres Lego". 

Men Rebildfesten kører ufortrødent videre. Politikere smiler, som om nogen har bedt dem om at spille i en reklamefilm for “Det Gode Venskab”. De taler om fælles værdier og historiske bånd, mens virkeligheden står ude i kulissen og ruller med øjnene.

 Er det ikke pudsigt? Når USA ønsker noget (som for eksempel et kæmpe militærnærvær i Thule), så er det partnerskab. Når Danmark ønsker noget til gengæld (som lidt solidaritet, hvis det går galt), så er det: "I gør ikke nok selv". Og glemt er fortidens eksempler på at vi altid har stået last og brast med USA også da de bevægede sig ud over hvad man kan begrunde og gik ind i Irak trods "beviser" på masseødelæggelsesvåben.

Rebildfesten burde måske omdøbes til Realtivfesten – hvor venskabet er relativt, og principperne fleksible. Vi kunne endda lave en ny tradition: Hver gang nogen nævner “fælles værdier,” tager man en snaps og spørger sig selv: “Er det mig, eller lugter det her lidt af orange gas?”
Så lad os endelig fejre dagen. Men måske med et skilt i baggrunden, hvor der står:
“Velkommen til Rebild – hvor illusionerne blæser lige så smukt som flagene.”

Lee - alle de mennesker!

Så var jeg igen i biografen. Jeg er på "refugie-weekend" alene i sommerhuset og gør ting, som jeg normalt ikke gør. F.eks. at gå i biografen.... endda for anden gang i løbet af en uge.

Temaet var det samme som i torsdags: Anden Verdenskrig. Den handlede om en overfladisk gammel model og fotograf, Lee Miller, der ad omveje ender som en af de bedste og største vidner om Holocaust. Hun rejste som krigskorrespodent til Paris - og alle troede at det bare var en stor fest, for krigen var slut.
Men lige så langsomt kom det frem at flere tusind mennesker, jøder, homoseksuelle, kunstnere, folk med en anden mening end nazisterne, var forsvundet. Kørt væk i togvogne - og nu var de væk.
"Ingen folk bliver bare væk".... 
"Jo, det gør de".

Lee Miller finder disse togvogne - og efterhånden som portene bliver åbne, så hører man det håbløse "Ingen tegn på liv" lyde fra soldaterne, der åbner dørene.

Da Miller står i Adolfs Hitlers personlige lejlighed - og endda lader tage et billede af sig selv i Hitlers badekar, så falder hun om halsen på sin grædende fotograf-kollega og ven, der ved synet af den tomme lejlighed, hvor Hitler før boede: Alle de mennesker.

Den sætning ramte mig som en boksehandske. Alle de mennesker. 

Det begyndte som tanker, det begyndte som ord, det begyndte som slogans - det begyndte med at man kiggede væk, fordi man havde nok i sine egne problemer. Og det endte med en masse mennesker, der blev slagtet.

Sådan er det også i dag - alle de mennesker, der dør i krig. Det er da utroligt, at vi ellers ser os som den ultimative højde af vores "udvikling", men det eneste vi er blevet bedre til er at slå ihjel. Alle de mennesker. Alle de mennesker.

Forvandlingen fra overlegen og overfladisk high-society-dame til vidne til bunden af den menneskelige sjæl, og hvor kvinder er bunden af bunden og dem, der lider og hvem, der udsættes for overgreb, "bare fordi".... det er en fantastisk historie. Se den - se den - se den.

Kate Winslet har kastet Titanic af sig, og virkelig vist, at det ikke var forgæves at hun overlevede på den dør ude på Altanterhavet. Hun spiller fantastisk!

Så gør dog noget

Som kristen er min tro ikke at vi mennesker skal redde verden - min tro er at Jesus skal frelse verden. Mit håb er ikke at vi som mennesker kan skabe en ny bæredygtig verden, men at Gud vil gøre alting nyt til sin tid.

Men eftersom jeg tror, at Gud har skabt verden- bogstaveligt talt - så er det hans jord, og vi er derfor i bedste fald forpagtere, så synes jeg, at vi griber den opgave helt forkert an. Når folk drukner i deres underjordiske garageanlæg, når der er oversvømmelser et sted og tørke et andet sted - når isen forsvinder, når det største problem synes at være, at vi skal længere væk og op for at stå på ski... så er der noget galt.

"Jamen sådan har cyklussen altid været. Der er ikke sket noget, som jordkloden ikke selv har kunne rette op på". Og det er fint at have den indstilling, men ikke som argument for ikke at gøre noget også selv om det koster. Også selv om deet koster at man får ødelagt sin udsigt og ikke kan sælge sit hus. 
For hvis nu man kunne gøre noget - hvis nu det er menneskeskabt alligevel... så er det fatalt at ikke at gøre noget.
Mennesker sulter, mennesker drives fra hus og hjem.. og det har jeg som en kristen en holdning til, også selv om jeg har mit håb til Gud. Eller måske netop derfor.

livets Gud har dine hænder,
derfor er det dig, han sender, 
når din næste lider nød (Lars Busk Sørensen).

Om lidt kommer regeringen med sit udspil - og lur mig, om det ikke er "det muliges kunst". Og det hjælper sikkert som en skrædder i Helvede.

Radikale udfordringer kræver radikale løsninger. Det hjælper ikke, at jeg ikke tager ud at rejse, når dem op Facebook, rejser tre gange om året. Det hjælper ikke at jeg skærer ned på mit kødforbrug, når de andre hælder overskudsbøffer ned i skraldespanden (den grønne.... men er vel klimabevidst). Det hjælper ikke noget det jeg som forbruger gør - jeg vil have min røde bøf, gerne to gange om ugen, helst.

Hvad hjælper? Man kan se, hvad der hjalp. Under corona-nedlukningen havde klimaet det for en gang skyld godt. 
Måske skal man slet ikke rejse med fly - som nation
Måske skal man slet ikke køre til Østrig i sin benzinbil (for jeg skal køre non-stop) - som nation
Måske skal man slet ikke bo i en by og arbejde et andet sted - som nation. Måske skal man bo, hvor man arbejder - det vil også få gang i ydreområderne og forhindre at folk går til i fælles ensomhed inde i byernes anonyme menneskemasser. Jeg kender f.eks. ikke dem, der bor to huse ned af vejen, hvor jeg bor.
Men det er der ikke stemmer i.
Det er der ikke betalingsballance i.
Og det hjælper ikke noget, at vi gør det her som lille bitte nation. 

Men hvis vi ikke gør det - så kan vi lige så godt lade være. Det hjælper ikke noget med tiltag, der ikke er radikale. Naturen er på skideren. Og dermed er vi også. Og skal vi gøre noget, så er det ikke tiden til lappeløsninger.

Kaldet til det himmelske rige er derfor endnu mere grønt - sammen med: Undskyld Gud, at vi har smadret din jord. Vi vidste ikke hvad vi gjorde... eller?

Cand. Theol. Carsten Vang

I denne uge døde lektor Carsten Vang - alt for tidligt, set med vore øjne, men jeg tænker "lige til tiden", hvis det er set med Guds øjne. Eller Herrens øjne. 

Herren - skal udtales sådan som man virkelig kan høre, at det er et forsøg på en dansk oversættelse af det hebræiske JHWH, Guds navn. Sådan udtalte Carsten det ALTID... hans hebræiske sad så fast som en anden dialekt. Han kunne sit Gamle Testamente - han kunne sin bibel. Han levede sin tro.

Jeg kender ikke så forfærdeligt meget til Carsten - vi kendte hinanden, vidste hvem hinanden var, men jeg har ikke siddet og snakket med ham.
Jeg har dog kendte til hans eksistens længe før jeg begyndte på teologi-studiet. Hans ansigt havde på en eller anden måde bidt sig fast i mig fra de pjecer fra Menighedsfakultetet jeg så som barn. Hver eneste gang jeg fik sådan en i hånden, så skulle jeg lige se om han stadigvæk var ansat. Ved ikke hvorfor - men for mig blev han Mr. MF. 

Mit første personlige møde med ham var, at jeg skulle købe kopi af en bog, Kitschen, tror jeg forfatteren hed. Den kostede 50 kroner... og jeg har aldrig læst den,
Men jeg var så nervøs over at skulle henvende mig til ham, at jeg sikkert har rystet på hænderne og stemmen. Han smilte kærligt til mig, måske fordi han havde lidt ondt af mig... Jeg var meget nervøs de første år og følte mig ikke hjemme i den akademiske verden, følte nok at jeg ikke hørte hjemme, men det bare var et spørgsmål om tid, før de andre opdagede det også. Så jeg var nervøs - han var med til at give mig trin på trin tiltro til. at jeg nok kunne.

Carsten var den første underviser på MF, man mødte som ny studerende, for den gang skulle alle begynde med introduktionsfaget til Det gamle Testamente: Bibelkundskab. Man havde også undervisningen over på universitetet, men bibelkritikken var så grel, at faget hurtigt blev omdømt til Bibelondskab. Jeg husker en timelærer, der slog på, at Moses ikke havde levet, for han havde i hvert fald svært ved at forestille sig, at han selv både kunne være fører, profet og kriger. Jeg ved ikke om hans undervisning var finanseret af Kinderæg, for som reklamen siger "Det er hele tre ting på en gang - nej, det går virkelig ikke". Vi andre havde svært ved overhovedet at forestille os, at underviseren overhovedet var lærer. 
Men på MF fandt jeg at Kinderæget Moses, der er alle tre, faktisk godt kunne have været dér. Carsten var eminent til at forklare og undervise ud fra en solid tro på Bibelens ægtehed og pålidelighed. Man behøvede ikke parkere sin hjerne for at holde fast i Bibelen.
Der var ikke meget drivtømmer over Carsten - nej det var fantastisk at have sådan en solid træpæl at holde fast i, når man første gang stod i bibelkritikkens modstrøm. På sin stille og stærke måde lagde han fundamentet i en masses præsters tillid til Bibelen. 

Der er mange, der med rette er taknemmelig for Carstens virke. Han har været en trofast forsker og underviser, han har haft utrolige høje krav til sig selv (det var måske derfor at han aldrig blev doktor). Han var en af den med den største viden indenfor GT og dets historiske baggrund.

Han holdt fast på Bibelen - hele Bibelen, for begynder man først at trevle den op i mistænkelighed, så varer det ikke længe, før alt smuldre. Det smuldrede ikke for Carsten - tværtimod det holdt, også da kroppen smuldrede i sygdommen.

Tak, Carsten.
På bensyn, Carsten. Det er min tro, at du nu er hjemme hos HERREN!!

Anmeldelse: Quislings sidste dage

"Jeg var i biografen og se  filmen "Quislings sidste dage,". Den havde premiere i dag, men der var kun 3 inde for at se den. Men den er rigtig god - du burde se den".

Nogenlunde sådan lød en SMS til mig torsdag-eftermiddag. Jeg røg på nettet og læste om filmen og også, at den blev taget af plakaten den kommende weekend, hvor jeg var bortrejst. Så det skulle være i aften. 2 timer senere sad jeg i biografen - som den eneste. Som absolut den eneste i hele salen.
Men det gjorde ikke filmen dårliger.
Hold da op en film. Det er en stærk og tankevækkende film, der tager os med ind i de sidste måneder af Vidkun Quislings liv. Det er vist kun ham og Judas, der har fået et eftermæle, så man bare kan sige: "Du er en Judas" - eller "du er en Quisling" og så fordømme dem. 
Men var Quisling en Quisling i sine egne øjne? Nej, han så sig selv som en modstander mod en helt anden - og jeg vil sige, større fjende og mere modbydelig fjende end Hitler: Stalin. Han valgte Hitler - nok også ud fra politisk ståsted, det kender jeg ikke noget til - men som det mindste onde af to onder. England havde historisk set ikke været god ved Norge... eller Danmark, for den sags skyld. General Nelson satte sin kikkert for det blinde øje og sønderbomede vores hovedstad bare fordi vi var neutrale i forhold til Napoleons Frankrig, og hvis vores flåde var kommet i hænderne på Napoleon, så havde han den største flåde i Europa. Det gik ikke - så "der bombes".
England var derfor heller ikke nogen, man kunne læne sig op ad (og er det fortsat heller ikke, i deres imperalistiske selvhævdelse). Vi har samme problematik i den store forfatter Knut Hamsun, der ikke ville se mod England, men håbede at fik man bare talt Hitler til fornuft, så ville han være Norges redning. Det var bare de forkerte folk, der sad og styrede personificeret (som jeg husker det) ikke i Quisling, men i den øverste civile leder, rigskommissær, Josef Terboven.

Josef Terboven og Vidkun Quisling havde et komplekst og anstrengt forhold under den tyske besættelse af Norge. Som Reichskommissar (rigskommissær) var Terboven Hitlers direkte repræsentant og øverste leder af det besatte Norge, hvilket betød, at han havde den endelige autoritet i landet. Quisling, der blev leder af den norske marionetregering (ministerpræsident) i 1942, var teknisk set underordnet Terboven, hvilket ofte førte til konflikter.

Terboven havde ikke tillid til Quisling og betragtede ham som inkompetent og upålidelig. Han undlod at give Quisling reel magt og holdt nøglebeslutninger under tysk kontrol. Samtidig var Quisling afhængig af tysk støtte for at bevare sin position og forsøge at gennemføre sin vision om et fascistisk Norge. Forholdet mellem de to var derfor præget af gensidig mistro og rivalisering.

Quisling forsøgte at vinde Hitlers gunst og sikre mere magt til sin regering, men Terboven sørgede for, at Quislings indflydelse forblev begrænset. Dette illustrerer, hvordan tyskerne opretholdt fuld kontrol over de besatte områder, selv når de støttede lokale kollaboratører som Quisling.

Han stod med en større fjende, hvis ondskab han havde set og kæmpet imod i Ukraine. I filmen beretter han om at han har set mødre spise deres egne børn. Han har gået i lig til knæene. Hans indsats i et land, hvor 1/3 var ramt af hungersnød, var fantastisk, men lærte ham også hvad ondskab var, og den hed ikke Tyskland, men bolchevisme. Den tog han med sig - han ville redde Norge. Også selv om det var med drømmeren Hitler, imens han selv var realisten.

Filmen udspiller sig i 1945 og begynder, da Quisling hører om kapitulationen og møder op hos politiet og bliver arresteret.  Han får besøg af den unge præst Peder Olsen, som bliver hans sjælesørger. Dette intense spil mellem disse giver et unikt indblik i både skyld og benægtelse i mødet mellem præsten og en mand, der fastholder sin uskyld.

Fra et sjælesørgers synspunkt er filmen dybt fascinerende. Den udforsker præstens rolle som både trøster og sandhedssøger, mens han balancerer mellem at være åben for Quislings sjælekvaler og udfordre ham på hans moralske og etiske valg. Skuespilleren Anders Danielsen Lie spiller præsten med en følsomhed, der bringer en sjælesørgers dilemmaer til live: hvordan giver man sjælefred til én, der ikke anerkender sin egen skyld? Er sjælesorg en samtale, hvor meget af en selv, er der så på spil= Og skal bringes i spil?
Samtidig leverer Gard B. Eidsvold en mindeværdig præstation som Quisling, der med sit komplekse kropssprog og ansigtsudtryk fremkalder både afsky og eftertænksomhed. Man holder både med ham og tager afstand fra ham.

Interessant nok er filmen inspireret af præstens egne dagbogsnotater, hvilket rejser et vigtigt spørgsmål om tavshedspligten. Mens notaterne er en uvurderlig historisk kilde, kan filmens produktion også betragtes som et brud på præstens fortrolighed. Som præst og sjælesørger kan man dog være taknemmelig for dette "brud," da filmen åbner døren til en dybere forståelse af både Quisling som menneske og sjælesørgerens udfordrende rolle.

Jeg tænker ikke, at det er en film for den "brede masse", de kan gå ind og se "Gladiator 2", der gik i salen ved siden af. Men for alle, der interesserer sig for sjælesorg, etik og historie, er "Quislings sidste dage" en film, der efterlader et varigt indtryk og giver stof til refleksion. En stor anbefaling værd!

Ikke leve sit eget liv

Bag Kristeligt Dagblads betalingsmur finder man i dag en artikel med overskriften: "Præstesøn: Min far så ikke, at jeg kunne have det svært. Han havde travlt med at tage sig af alle de fattige og forhutlede". 
Jeg kan stadigvæk huske, da min dreng på 10-11 år sagde til mig: "Far, jeg ved godt, at som præst kan man ikke leve sit eget liv". Den falder vist ret godt i tråd med det, denne præstesøn har oplevet. Vi har så meget opmærksomhed på at hjælpe andre, at vi hurtig kan glemme vores eget liv. Jeg har en jul købt ind til forskellige mennesker til julehjælp, så jeg nåede kun lige at købe ind en halv time inden lukketid den 23. december. 
Ja, vi vil gerne hjælpe - vi skal hjælpe. Jeg har en gang fået gæster langvejsfra, og da vi havde sat os, ringede telefonen: En fra menigheden var lige kommet fra sygehuset og fået at vide, at de ikke kunne gøre mere imod hans cancer. Selvfølgelig gik jeg hen til mine gæster og sagde, at jeg var nødt til at smutte en times tid. Da vi stod og var godt tidsmæssigt presset forud for vores sølvbryllup, så tog jeg da naturligvis 5 timer for at sidde ved dødslejet hos en dødssyg kvinde. Selvfølgelig. 
Men den "selvfølgelig" har også en bagside. Stress, kan være en af dem. Og så den dårlige samvittighed over de gange, man ikke kan stå til rådighed. Eller overfor ens familie. 

Der er mange, der har en holdning til hvordan vi præster skal bruge vores tid. Vi skal være tilgængelig - vi skal tage vores telefon 24-7 - vi skal sige ja til selv den skøreste og gudsforladte idé - vi skal altid have noget klogt at sige (men vi skal ikke have tid til at læse og dygtiggøre os) og samtidig skal vi i vores familie være mønster-kristne. Gode forældre, der naturligvis prioriterer vores børn højere end vores arbejde, når bare ikke det mærkes i praksis, for du skal tage telefonen.

Jeg tager ikke telefonen som en selvfølge altid mere. Har jeg gæster, så lader jeg den ringe, ligesom jeg lader den ringe, hvis jeg sidder i samtale med nogen på mit arbejde. Nu er jeg altså nødt til at være sammen med mine gæster. Nu er jeg nødt til at hjælpe drengen med lektierne. Nu er jeg nødt til at bruge tid på at spise pandekager med familien.
Så kan folk smide en besked - som jeg så hurtigst muligt checker og hører om det er noget, der skal reageres på. For det er heldigvis sjældent at det er en, der ligger på et dødsleje, der ringer. Det er oftest, at man lige skal høre hvornår der er konfirmation om 3 år eller at man skal booke bryllup til om 1 år. Det kan jo godt være, at man ikke skal ringe om det om aftenen til præsten eller i weekenden. Det undergraver, at jeg som præst så tager telefonen, fordi præsters tilgængelighed bliver undergravet af henvendelser, der lige så godt kunne sendes til kirkekontoret i dennes åbningstid. 

Jeg har været for længe om at indse at jeg først og fremmest skulle være far, ægtefælle, menneske og så præst. Jeg vil hellere kaldes en levebrødspræst, vel vidende at jeg gør hvad MIT kald byder mig, end jeg vil kaldes en levebrødsfar. 

En ny slags gudstjeneste?

Det første oplæg til en gudstjeneste finder vi i Apostlenes Gerninger: ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne” (ApG 2,42). Det er hovedelementerne i en gudstjeneste – det, som man med senere ord kaldte for de 5 b-er. Bibelen, Badet, Bordet, Bønner og Broderskabet. Det er hvad der skal til for at have en gudstjeneste. Nu er jeg præst i en dansk folkekirke – endda i en domkirke, hvor jeg har pålagt mig det åg, at domkirken skal være den kirke i stiftet man ser hen til for at se hvordan gudstjenesten i Den danske Folkekirke skal være. Jeg synes det er dejligt at stå for alteret og lede gudstjenesten – men det er måske kættersk at sige, at det ikke er det mest spændende at være til gudstjeneste som menighed. Når jeg ikke har en opgave. Når jeg bare sidder – det samme mønster med 1 salme, hilsen, bøn, læsning og salme – og så endnu en læsning og trosbekendelsen, for så inden endnu en læsning og prædiken at have en salme. Og salmerne skal helst være efter mønsteret: En længere kendt, en kort, en lang…. (er jeg den eneste, der tænker på sangen: En kort, en lang, en trekant, en stang…?. Jeg havde en provst, der sagde til mig, at hvis han skulle i kirke, så ville han helst være der som præst, for det andet var da en tand for kedeligt. Så kan man lige så godt være i gang. Er den præst den eneste, der tænker sådan? Jeg tror ikke på ”de tomme kirker”, men tæller man antallet af hoveder i kirke, så er det procentvist ikke mange i forhold hvor mange, der kunne deltage. Så måske er jeg ikke den eneste. Hvis man nu skulle opfinde gudstjenesten på ny – hvis man skulle opfinde gudstjenesten i dag ud fra de 5-b-er… hvordan ville den så være? Ville den være som vi f.eks. finder den i Folkekirkens højmesse? Jeg tænker det faktisk ikke. Det her opslag er ikke for at komme med nogle idéer, for jeg aner faktisk ikke hvordan man skal kunne lave en vedkommende, relevant og sand gudstjeneste. Men lad os prøve tænke: Hvordan vil det se ud? Vil vi sidder på bænkerækker – eller måske om caféborde? Vil vi rejse os op i flok, sidde og lytte til en person i en udkigstønde – eller måske en, der stod og fortalte ud fra en bibeltekst, som dagens emne havde sat fokus på og ikke en række af tekster, der måske gav mening, da de blev udvalgt i det første århundrede. Hvor vil det være dejligt at få en ny slags gudstjeneste. Jeg er med.

Fastelavn - et MIT navn?

Kan du kende forskel på rigtig og forkert - tør du viser din sårbarhed, dit mørke, din ulykke? Eller gemmer du dig bag en maske?

----------------

Det er fastelavn

Masker, prinsesser, sørøver. 

Jeg klæder mig også ud

Smilet er mit kostume 

Ler og sir alt er i orden. 

 

Det er fastelavn

Hvis jeg ingen boller får

jeg laver ej ballade 

Jeg går og ligner mig selv

Ler og sir alt er i orden. 

 

Det er fastelavn

Død, pine, monstre. 

Måske er jeg mest til Halloween

Det mørke og dystre.

Jeg går og ligner MIG SELV

Ler og sir som en død. 

 

Jeg er mest til Halloween

Dér jeg mig. 

Dér tager jeg masken af

Er mig selv 

"Han spiller godt"

 

Det er fastelavn 

Boller op og boller ned

Ingen i min mave

De ser ikke jeg er klædt ud

Jeg går og ligner mig selv

Ler og sir alt er i orden. 

 

Det er fastelavn

Masker, prinsesser, sørøver.

Min maske er groet fast

Den er blevet mit ansigt

Jeg går og ligner mig selv

Ler og sir alt er i orden. 

 

Fastelavn, er mit navn

"Han er altid glad"

Og jo længere jeg går med masken

desto mere forsvinder mit eget ansigt. 

Jeg går og ligner mig selv

Ler og sir alt er i orden. 

 

Det er fastelavn

- hverdag

- hver dag

Jeg går og ligner mig selv

Ler og sir alt er i orden. 

 

"Sikke et smil"

Tavshedens sekunder

 

Jeg vil tro, at det sker hver eneste gang, jeg står på prædikestolen – det er sikkert kun et sekund eller to, men oppe i mit hoved, føles det som længere tid.

”Dette hellige evangelium, skriver evangelisten Johannes” – jeg slukker for mikrofonen og synger med menigheden ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab”. Derefter tænder jeg for mikrofonen igen og begynder at læse dagens tekst. Jeg rammer slutningen af teksten – folk begynder at sætte sig og kigger op på mig. Imens folk begynder at sætte sig, starter sekunderne… tanken kommer ”Skal jeg lade være med at prædike? Skal jeg lade være med at sige noget? Er jeg nu sikker på at det er rigtigt det, jeg har forberedt? Er det godt nok? Nej, er det bedre end godt nok, for det er déroppe vi skal være? Nej, du er nødt til at begynde – hvis du venter meget længere begynder folk at synes det er mærkeligt. De vil begynde at kigge på hinanden – måske vil jeg kunne se organisten kigge ud oppe bag sit orgel. Nu begynder den første at hoste eller rømme sig. Nej, så langt skal vi ikke nå… det vil være meget mærkeligt om du ikke sagde noget. Kom så i gang”.
Og så begynder munden – ”En mand midt i 50-erne var blevet mere og mere irriteret på sin kone, fordi hun var så…” – hjernen stopper de mærkelige tanker fra før. Vi er nu en helhed, krop, tanker, sind og sjæl… opmærksomheden er rettet mod indholdet af min prædiken og mod den reaktion, som jeg ser hos folk og min præstation styres af den reaktion eller mangel på samme, jeg oplever.

Er det ikke mærkeligt?! Det synes jeg i hvert fald – er det en form for angst, jeg har? Angsten for at skuffe, angsten for stilheden, når der skal tales…?

Jeg har flere drømme bag mig, hvor jeg står i den situation – ”kom så i gang”, råber en fra menigheden, imens de første begynder at rejse sig for at gå. Og jeg står til sidst alene oppe på min prædikestole – alene, helt alene i min stilhed.

Jeg er ikke ene om den slags drømme – flere af mine kollegaer har udtalt, at de har drømt noget, der ligner dette. Mærkeligt… men for mig følger drømmen eller mareridtet, som det vel er, med op hver eneste søndag.

Og ja, jeg har faktisk også prøvet det. Det var ikke på en prædikestol, men til en undervisningsaften om kristendommen. Det var en periode, hvor jeg var presset af arbejdet og derhjemme var der også gang i den med et nyfødt barn og en 2 år ældre dreng. Jeg ville jo både være den gode far og den dygtige præst, så jeg sad og kiggede mit manuskript igennem, imens jeg så tegnefilm. Mit hoved var overloaded med opgaver, da jeg stod om aftenen og skulle holde mit oplæg. Og pludselig i slutningen af mit oplæg kunne jeg ikke mere. Jeg stoppede bare, sagde øh et par gange... jeg havde fuld manuskript hele vejen, jeg skulle bare læse op. Men min mund ville ikke.
Til sidst måtte jeg bare sig, "Jeg tror jeg stopper her - og så kan I gå i grupper". Det er totalt ubehageligt - tavshedens sekunder. 

Det er også en del af det, jeg har med mig på prædikestolen. Deroppe er det kun 1-2 sekunder, måske den tid, det tager for at folk sætter sig, og der er stilhed… derfor kan jeg godt lide at begynde, før folk har sat sig. På den måde kommer jeg mine tanker i forkøbet. Så tankerne ikke når at begynde, før jeg siger ” En mand midt i 50-erne…”.

Ikke at jeg er hæmmet af de to sekunder – det er ubehageligt og bare dybt latterligt. Og nu er det delt med dig.

Ella og William - et moderne eventyr

Hvordan ville eventyret om Hans og Grete, hvis det var skrevet i dag og hvis det var politisk korrekt. 
Lad os prøve se....
Hans og Grete - sidste år var de to navne, der var mest givet til børn, William og Grete. Og hvem siger, at drengen altid skal nævnes først? Og være den kloge og udfarende? Så det er blevet til eventyret om Ella og William.

Ella og William
Ved udkanten af en stor naturlig skov fyldt med biodiversitet boede der en fattig arbejdsløs pilot, Lilian, med sin kæreste og deres to sammenbragte børn. Pigen hed Ella og drengen hed William.
Desuden boede der hos dem en teenager, der havde fået lov til at bo hos familien, fordi hen ikke længere kunne spejle sig og identificere sig med sin egen stereotype familie. Hen hører vi ikke meget til i fortællingen, da hen for det meste er på sit værelse – men hen er kun med, for at vise, at den lille sammenbragte familie havde blik for det sociale og en mentalt overskud, der dog ikke var realistisk, da de ikke havde penge nok til at klare selv deres egen husstand, men ”hvor der er hjerterum er der husrum og vi skal ikke kun tænke på os selv” som Lilian sagde. Selv på deres overførelsesindkomst og med den besparelse, de havde vundet ved at flytte ud i skoven i et hus, de selv havde bygget ud af affaldstræ, så havde de nemlig kun lidt at gøre med. ”Men økonomisk velstand og deraf kommende overforbrug, er ikke lige med lykke”, som Lillian altid sagde. Det kunne dog godt mærkes, at det efter de mange kriser og dårlig ledelse af landet, var meget lidt at gøre med. Da de ikke var pensionister eller havde gasvarme, kom de ikke i betragtning til hjælp fra regeringen, der på det tidspunkt kun ville give til deres kernevælgere.
Den mad, som de selv havde fabrikeret i deres egen have, var ved at være spist. Lilian anede slet ikke, hvordan hun skulle skaffe det daglige brød, og hun nægtede igen at tage arbejde som pilot og derved blive delagtig i klimaets fortsatte ødelæggelse. Og hendes kæreste kunne slet ikke se sig selv i et 8-16-job som lønslave og passe andres børn i en opbevaringsanstalt som børnehaver er i dag. Kæresten var uddannet pædagog, men havde aldrig fået arbejde og det nagede hende, men det er en anden historie. Måske var det det nag, der fik hende til at gøre ting, som man i gammel terminologi ville kalde for onde.
Om aftenen, da Lilian var kommet i seng og lå og tænkte over sin ulykke, sukkede hun og sagde til sin kæreste: "Hvad skal der dog blive af os. Vi har slet ingen mad til børnene, knap nok til os selv." - "Ved du hvad," sagde kæresten, "i morgen tidlig følger vi børnene ind i den tætte skov. Vi giver dem hver et stykke stenalderbrød, og så går ud for at kortlægge skovens dyreliv. De kan ikke finde hjem igen, da de altid er afhængig af vores hjælp og at vi i et og alt altid har taget ansvaret fra dem, de vil derfor ikke finde hjem, og så er vi af med dem." - "Nej, det gør jeg ikke," sagde piloten, "jeg kan virkelig ikke nænne at lade de børn blive ganske alene i den store skov. De bliver jo ædt af ulven, der netop er kommet tilbage i naturen." - "Du er en rigtig mainstream og privilegie-blind dansker" sagde kæresten vredt, "vi dør jo allesammen af sult. Du kan såmænd godt begynde at grave en grav til os alle sammen ude ved kompostbunken". Kæresten blev ved at plage hende, til hun gav efter. "Men det gør mig dog skrækkelig ondt for de stakkels børn," sagde Lilian.

De to børn havde ikke kunnet sove af sult og fordi teenageren havde spillet på sin computer hele natten. Men netop derfor havde de hørt, hvad de to voksne havde sagt. Det var ikke første gang, at de forsøgte det tricks, men sidste gang havde de deres mobiltelefon, og kunne derfor finde vej hjem ved hjælp af et share-ware kortprogram. Da de gamle var faldet i søvn sneg Ella sig derfor op af sengen, men kæresten havde låst lågen ind til mobil-hotellet, så hun ikke kunne få fat på sin mobiltelefon. William græd og sagde til Ella: "Nu er det ude med os." - "Vær stille, William," svarede hun, "Læg du dig kun roligt til at sove. Vi skal nok klare den, vi er nemlig smarte og kan klare os uden hjælp fra de voksne og i hvert fald ikke til det offentlige, jeg ville dog gerne have ringet til Børnetelefonen." ”Skal vi ikke også stole på Gud?”. ”Det er måske også en god idé – jeg havde også en usynlig ven, da jeg var på din alder”. Og sådan faldt de begge i søvn.

Tidlig næste morgen kom kæresten og sagde til børnene, at de skulle stå op – teenageren kunne hun ikke få liv i. De fik hver et lille stykke stenalderbrød. Ella tog brødet i lommen og brækkede det i små stykker, og mens de gik, vendte hun sig hvert øjeblik om og kastede et lille stykke på jorden. "Skynd dig dog lidt, Ella," sagde piloten, "hvad er det dog nu, du kigger efter." - "Det er min due, der sidder oppe på taget og vil sige farvel til mig," sagde Ella. "Det var dumt sagt. Jeg siger ikke at du er dum, men det, du sagde lige nu var vist ikke helt gennemtænk," forklarede Lilian, "der er ingen, der ejer naturen – vi er en del af naturen og duen er fri og tilhører kun sig selv. Lige som vi er frie og tilhører os selv som en del af et større hele. " Men efterhånden som de gik, kastede Ella alle brødsmulerne på vejen.

Kæresten førte børnene så dybt ind i skoven, som de aldrig i deres liv havde været. Der tændte Lilian et bål og kæresten sagde: "Sæt jer nu her og hvil jer, og sov, hvis I er søvnige. I aften, når vi er færdige med at kortlægge dyrelivet i denne del af skoven, kommer vi og henter jer." Ved middagstid tog William sit stykke brød frem og delte det med duen, der var fulgt med hjemmefra. Der var desværre ikke nok også til Ella, der jo havde strøet sit på vejen. Så faldt de i søvn, og det blev aften og duen var fløjet hjem, men der kom ingen og hentede de stakkels børn. Da de vågnede, var det mørk nat, men Ella trøstede sin papsøster og sagde: "Vent bare til månen kommer frem, og vi kan se brødsmulerne, så kan vi nok finde hjem." Men duen havde hakket alle brødkrummerne op, og der var ikke en tilbage. "Vi finder nok vej alligevel," sagde Ella, der havde været FDF-er en måneds tid, men stoppede da lederne havde inviteret dem med i kirke. Hvad har spejderliv og gammel forældet overtro at gøre? Desværre skulle de gangen efter have haft om emnet ”At finde hjem, hvis du farer vild i skoven”. Ella blev en kort stund vred på spejderledernes prioritering af pensum, men faldt dog hurtigt til ro igen, da lederne åbenbart stadigvæk var fanget af deres mangelfulde opdagelse i et samfund, hvor uddannelse, penge og status betyder alt.
De gik hele natten og hele næste dag, men de kom ikke ud af skoven. De havde ikke fået andet at spise end et par bær, de havde fundet, og var så trætte, at de ikke kunne stå på benene. Den næste dag gik de videre, men de kom kun dybere og dybere ind i skoven, da de opdagede et lille hus. Da de kom helt hen til huset, så de, at det var lavet af groft rugbrød og taget af fedtfattige pandekager af Rugmel og øko-spelt. Ruderne var ren gelatine af soyamælk. "Nu kan vi da få noget at spise," råbte Ella glad. "Kom William, tag du et stykke af vinduet, det er dejlig sundt, så spiser jeg noget af taget." Ella stillede sig nu på tæerne og brækkede et lille stykke af taget for at prøve, hvordan det smagte, og William gav sig til at gnave løs på ruden.
Pludselig gik døren op og ud kom en hvid sic-kønnet privilegieblind mand, lederen af et mellemstort nordsjællandsk firma med speciale i computer-komponenter. "Hvordan er I kommet herhen, lille børn. Kom ind med mig og bliv hos mig, jeg skal ikke gøre jer fortræd." Han tog dem i hånden og gik med dem ind i huset. Maden var imidlertid en ægte boomer, og slet ikke så rar, som han lod. Når han ikke solgte barnet til Clinton-familien eller andre velhavende amerikanske familier, så dræbte han det kogte det og spiste det, og det var det, han ønskede at gøre med Ella og William. Tidlig næste morgen tog han fat i Ella med sin tørre hænder, bar hende ud i stalden og lukkede hende inde bag et gitter. Så gik hun ind og ruskede William vågen og sagde: "Stå op, din drivert, og hent noget vand og lav noget god mad til din søster”. ”Min pap-søster” indvendte William. ”Hold mund! Hun sidder ude i stalden, og når hun er blevet rigtig tyk og fed, æder jeg hende". William gav sig til at græde, men det nyttede ikke, han måtte gøre, hvad hvide mand forlangte. Så hurtigt kommer man altså ind i samfundets magtstrukturer!
Nu fik Ella den dejligste mad, men den stakkels William fik ikke andet end junkfood. Hver morgen gik den hvide mand ned til stalden og råbte: "Stik din finger ud, så jeg kan mærke, om du er blevet fed." Hun stak imidlertid et afgnavet ben ud mellem tremmerne og den hvide mand, der ikke kunne se, da han var meget privilegieblind, troede, at det var hendes finger, og kunne ikke begribe, at hun blev ved at være så mager. Da der var gået fire uger, og Ella ikke blev en smule tykkere, tabte han tålmodigheden. "Skynd dig lidt at bringe vand op," sagde han til William, "enten Ella er tyk eller tynd, vil jeg spise hende i morgen." Tårerne løb den stakkels lille William ned ad kinderne, men han måtte gå. "Hjælp os dog, du gode Gud," sagde han ”for selv om jeg ved, at du ikke er til, så har jeg brug for noget at holde mig til, om det så er fiktivt eller noget, der virkelig betyder noget, som venskab eller et håndvåben”. "Hold op med det tuderi," sagde den manden, "det hjælper dig dog ikke. Jeg er selv en del af etablissementet og går i kirke nok gange til at det bliver bemærket, og mig har Gud aldrig sagt noget, men alle tror, at jeg er en from mand. Og det giver stemmer og omsætning i mit firma".

Den næste morgen måtte William tænde den store elovn, der brugte løs af strømmen nede fra kulkraftværket og sætte kedlen over. "Vi skal først bage," sagde den hvide mand, "jeg har købt en præfabrikeret dej importeret fra Japan". Han puffede den stakkels dreng hen til ovnen, og varmen slog ud af den, det rene energispild. "Kryb ind og se, om den nu også er rigtig varm," sagde han. William kunne nok mærke, at det var meningen, at han skulle steges derinde, den hvide mand havde trods sin privilegieblindhed set, at al junkfooden havde gjort William overvægtigt, lige til at spise. William sagde derfor: "Hvordan skal jeg dog komme derind? "Din åndsamøbe," sagde den hvide mand, "åbningen er da stor nok. Kan du se, der er endogså plads nok til mig," og i det samme stak hun hovedet ind i ovnen. Da gav William ham et puf, så han røg derind, og i en fart smækkede han lågen i og låste børnesikringen. Den hvide mand begyndte at hyle og skrige, men William skyndte sig blot af sted, og den hvide mand døde i den energi-dårlige ovn, der om noget var personificeringen af ham og hele hans generations mislykkede og egoistiske verdensbillede.

William løb lige ud til Ella, åbnede gitteret og jublede: "Nu er vi reddet, Ella, jeg har dræbt den hvide mand," og Ella sprang ud. ”Der er desværre mange flere som ham. Han var en sørgelig personage, der kun gjorde hvad han var opdraget til i et samfund bestemt af gamle falliterklærede normer. Hvad du gjorde mod ham, var forkert, men situationen tvang dig til at tage et andet menneskes liv. Havde vi haft en Gud at bede tilgivelse til, så havde vi været bedre stillet, men vi må selv bære det autonome menneskes kors, og forsøge enten at bortforklare det onde, vi har gjort, eller gøre det godt ved at købe CO2-kvoter”. Sammen gik de tilbage til den hvide mands hus, for nu var der jo ikke noget at være bange for.
Der stod store kasser fyldt med mobiltelefoner. "De er bedre end brødkrummer," sagde William og tog en hel mængde i sine lommer. "Lad os nu skynde os at komme ud af skoven," sagde Ella, og de begav sig på vej. Ved hjælp af kortet-appen varede det heller ikke ret længe, før de kunne skimte deres gamle hus mellem træerne, men det var svært at finde lige netop deres, da hele skovbrynet synes at være fyldt med huse lavet på samme måde af affaldstræ. Men de kunne se en tyk hvid due sidde på tagryggen af et af husene – det måtte være dér. Da gav de sig til at løbe af alle kræfter, men var noget belastet af at William var blevet så tyk efter at have spist junkfood i så lang tid. De kunne derfor ikke løbe så hurtigt som de gerne ville, men de kom dog ind i stuen og faldt Lilian om halsen. Lilian ikke haft en glad time, siden børnene var blevet forladt i skoven. Den onde kæreste havde fået tilbudt et forholdsvist højt betalt arbejde som direktør for den kommunale børne- og fritidsforvaltning. Da hun stod og skulle vælge mellem principper og et forholdsvist højt betalt arbejde, så valgte hun det sidste. Hun havde desuden fundet sig ny kæreste og var flyttet ind til storbyen og afsagt sig forældremyndigheden over William.
William viste nu alle mobiltelefonerne, ”dem kan vi sælge, genbrug er det nye sort” sagde han. Lilian svarede: ”Det kan vi desværre ikke leve af i ret lang tid – og når de så bliver slidt op, så vil de stadigvæk være ødelæggende for miljøet. Nej, hør her. Jeg har længe haft en Facebookside ”I pagt med naturen”, hvor jeg lagde små film op med økologiske og bæredygtige lifehacks. Søge-algoritmerne er blevet ændret efter et krav fra Folket, og nu har folk fundet mig. De kommer herude og betaler for at få inspiration til at leve i pagt med naturen. Og Gud har vi stadigvæk ikke brug for”.
Nu var alle sorger slukt og de levede længe i fryd, glæde og harmoni – teenagedrengen var flyttet ind ved siden af og var faktisk begyndt at omgås andre mennesker. Ja, selv duen blev taget til nåde. Den havde dog kun handlet efter sin natur, så helt i unåde havde den aldrig været. Snip snap snude nu er historien ude.

En mand, der hedder Otto... eller Ove

Pas på Spoilers!!
Denne weekend var en tur tilbage i gemmerne - den gamle historie om sure Ove, der bliver elskelige Ove og får noget at leve for, lige inden han dør.
Man kan ikke regne med at en svensk film bliver en sællert i USA - hvordan det så går, når man spænder Tom Hanks på som gnavne Ove ved jeg ikke. Det, jeg har kunne læse mig til, er at man har modtaget den fint, men man er ikke overimponeret af den.
Jeg er faktisk benovet over hvor meget ens de to film er - sådan at jeg forestiller mig, at de næsten ikke har lavet ret meget om på manuskriptet. Der er et par jokes, som er med i den amerikanske ("Jeg hedder Otto" - "det er et navn, man ikke høre så tit" - "jeg hører det tit"... thø-hø...) og den anden vej rundt. Castingen til rollerne er forskellig - Rolf Lassgård, der spiller Ove virker måske noget ældre end Tom Hanks selv om de er jævnaldrende, men Ove kunne med sin makeup og skallede isse mere gå som en 80 årig. Og så råber Otto mere end Ove... men det er måske fordi amerikanere råber mere end svenskere?! :-)
Den mexicanske Marisol vinder hurtigere vores hjerter end den iranske Paravaneh, der måske er mere realistisk i også at være en smule mere kontant overfor Ove, men dog ender med at tage os og Ove med storm. Persongalleriet er mere opdateret, for nu er det åbenbart ikke så slemt at være bøsse som dengang, så det er blevet et transperson i stedet for. "Malcolm" spiller en noget mere fremtrædende rolle i den amerikanske film end i den svenske. 
Noget, der undrer mig, er at man ikke hører så meget om Ottos barndom og ungdom som man gør om Ove. Jeg har sådan en fornemmelse af, at amerikanere godt kan lide det med flash-back og at man får en større begrundelse for hvorfor Ove/Otto var sådan en gammel sur mand, også før han blev gammel. 

Og det er der måske heller ikke i den svenske. Nogen rigtig forklaring på hvorfor Ove er så sur på trods af at han har et stort hjerte. Det kan da ikke bare være, fordi han har mødt "hvid-skjorterne", der aldrig præsenterer sig med navn, men bare kommer og ødelægger. Det tænker jeg ikke kan retfærdiggøre så meget galde.

Så hvorfor bliver gamle mænd sure? Hvorfor står jeg i risiko for at blive en sur gammel mand? Vi kender dem jo nok alle sammen - har dem fra vores barndom, naboen, der byggede et rækværk imellem husene, da der flyttede en børnefamilie ind i det andet hus. Kollegaen, der har prøvet alle nye idéer og bare synes at dem, der ikke er afprøvet og kasseret slet ikke er værd at blive afprøvet. Eller... de er der jo altid og alle steder. Hvorfor? 
De er jo altid sjove at gøre grin med - som det sker i de to film - fordi de ser sig selv som de eneste, der opfører sig ordentligt, men de ser ikke at de faktisk selv overtræder grænserne for hvad der er god opførelse. Men hvorfor bliver vi sure? Der er nogle, der siger, at unge vrede mænd, bliver sure gamle mænd, når de bliver gamle. Så de har måske altid været det. Så de har måske altid været det?  Jeg vil egentlig gerne undgå det, fordi jeg kan måske godt føle at jeg har det i mig, at jeg drages i retningen af at blive den sure gamle mand - som en reminder imod at blive det, har jeg stillet "de to gamle sure mænd" fra Muppets Show på mit kontor.
Jeg vil gerne vide, hvorfor mænd bliver sure, når de er gamle, og så vil jeg undgå det. Det må være min opgave at finde ud af: Hvorfor bliver mænd så ofte sure, når de er gamle?  

Walking Dead

Den 31. oktober 2010 kom det første afsnit af Walking Dead – en serie om zombier i et smadret samfund, der efter 177 afsnit og 11 sæsoner nu er nået sin slutning.

I disse – for mig – snart 11 år har jeg levet med i en gruppe overlevende og kæmpende mennesker, der forsøger ikke bare at leve på trods af zombier, der forsøger at spise en, men som også forsøger at leve trods at samfundet er brudt sammen og det er alles kamp mod alle. Hvordan man er nødt til at slå ihjel for ikke at blive slået ihjel. Man er nødt til at gå på kompromis med sin etik – og hvad gør det ved et menneske. Hvordan små samfund bygges op, men styres mere eller mindre af uretfærdighed og at ”alle er lige, men nogen er mere lige end andre”. Det gamle samfund flyttede med – og det blev altid alles kamp mod alle.

Man kan ikke drive 177 afsnit og så kun handle om døde mennesker, der forsøger at spise en og smitte en med et enkelt bid… eller hvordan man er nødt til at hugge en kniv igennem bedstemors hoved, når hun udånder, fordi barnebarnet går fra at være et elsket menneske til at være et elsket måltid. Det, der er interessant og spændende er de problemstillinger, som opstår, når vi mennesker træder ud af civilsamfundet. Hvad gør det ved mennesket. Tingene er ikke bare sorte og hvide – for dem, der er onde i dag er mennesker som i går blev ødelagt og nu bare forsøger at beskytte og kæmpe for sin familie. Kampen gør at mennesker bliver ødelagt og forrået.
Det er simpelthen så spændende – og så det at vi følger en flok, hvor der kommer nye til og falder nogen fra. Man holder med flokken, men ikke altid. Nu sidder jeg med den fornemmelse af, at jeg er lidt øv over at slippe de mennesker. Øv, at det er slut nu. Men mon ikke at der bliver en masse spin-offs 😊

Jeg ærgrer mig over at jeg nok aldrig får min kone til at se serien, fordi den netop har det overnaturlige horror-element med døde levende. Og helt ærligt – at se et hoved bide løs efter en og leve, indtil det får en kniv igennem sig, er jo overhovedet ikke realistisk. Og i første afsnit springer man også let og elegant over hvorfor den her virus eller hvad det er, pludselig forvandler levende mennesker til Walkiing Dead.

MEN se den – se den – se den!! Og begynd i dag. Den ligger på Disney+

Din lokale engel

Så er det snart december – julemåneden – og nu er det snart på sin plads ”at pynte op”. Så vi finder den store kasse med julepynt frem og sender en tsunami af rødt og hvidt ud i vores stuer og sætter elpærer op overalt udenfor. Julemåneden er en skøn tid at være i – også for os i kirken, for det er den måned, hvor det er tilladt at tale tro. Man behøver ikke have det, som om man taler om, at man har hæmorider, at man er lidt skamfuld, men man kan tale om ”et barn, der er født i Betlehem” sådan uden at hviske.

Men når det så er skrevet, hvor meget i tsunamien af julepynt bærer præg af kirkens budskab? Vi har hjertet, der fortæller om kærlighed, lysene, der forkynder Jesus som verdens lys, vi har et krybbespil måske? Jo, og så er der englene… men har du mon ikke flere julenisser end du har engle i kassen? Men sådan er det nok bare – nu skal vi jo heller ikke presse det med troen for meget, og engle har uden tvivl en stærkere religiøs aura over sig end nisserne. Og derfor er der vel kun en enkelt eller to engle, der pryder byens gågader.
Engle hører ikke kun til i julemåneden, men hele året. Og især de engle, jeg vil hylde her med denne klumme. Dem møder du onsdag eller torsdag, og de er skyld i, at du kan læse disse linjer. Jeg tænker på reklamebuddet. Selve ordet ”engel” er nemlig ikke et ”religiøst ord”. Da Det nye Testamente blev skrevet, og man skulle navngive disse væsener, så valgte man et almindeligt ord for budbringer, nemlig ”angelos” - som så er blevet til vores danske ”engle”.
Når du møder englene, der kommer med reklamer, så bør du faktisk være glad. Ja, send dem et smil og et ”hej – sikke du slæber” eller noget andet, der viser at de er set og anerkendt i deres arbejde. Her i gågaden i Haderslev ser man et meget flittigt bud – jeg ved ikke hvor mange ruter han har, men har slider i det, og er meget samvittighedsfuld. Sådan tænker jeg at alle buddene er. Selvfølgelig kan der være en øv-dag, hvor man ikke rigtig gider, hvor alle postkasserne er proppet og hvor de tiloversblevne reklamer roder sammen i den lille trækvogn. Og hvor er nummer 34 3. sal midt for? Især i centrum er det meget svært at finde rundt i husnumrene, få åbner døren, når man ringer på den låste hoveddør og ikke på alle postkasser står husnummer og etage. Så de unge mennesker skal manøvre i et ukendt territorium – især, hvis de tager en ny ekstra rute. Så vær glad, når du ser sådan et bud. Lønnen er virkelig ikke noget at skrive hjem om, og nu kan jeg kun skrive for min egen drengs vegne, men han er ikke reklamebud af nød, det er til ”det ekstra”. Men det er en god måde at åbne arbejdsmarkedet på for de unge mennesker. At der er et ansvar, en opgave, der skal udføres. Så lad os prøve at sænke barren lidt for dem, og ikke kræve det samme af dem som af vores kollegaer i Post Danmark. Giv dem gode oplevelser, giv dem et smil. Og er der noget, der er uhensigtsmæssigt, for nej, de må ikke bare smide en ordentlig stak på gulvet, så læg en seddel eller tal med vedkommende og hjælp dem til at blive bedre. Ikke skæld ud – og for alt i verden: Sæt ikke billeder på Facebook. Det hjælper ikke noget – andet end at skræmme potentielle reklamebud væk.
Vær glad, når din lokale engel kommer med et sæt reklamer eller denne fantastiske avis – og især i denne tid, hvor det blæser og regner. Der er det faktisk sjovere at blive hjemme med varm kakao og computer end at gå med reklamer. Men de går alligevel ud. Så en lille hilsen varmer: Godt gået.

Punktum?

 

Punktum, punktum, komma streg - sådan tegnes Nikolai.

Med de kække ord slog det nye medlem af Kristendemokraterne, Jens Rhode, fast, at partiet ikke vil afskaffe aborten og principielt ikke er imod aborten, men at partiet igennem længere tid, kun har ville have antallet af aborter bragt ned.

Jeg er medlem af Kristendemokraterne - har vist været det i lidt over et år. Jeg har stemt på Kristendemokraterne lige siden jeg kunne - et enkelt år stemte jeg dog på Jakob Haugaard og et andet på Socialdemokratiet (det var i Odense til byrådsvalg, fordi jeg ikke brød mig om at et systemskifte skulle ødelægge en rød tradition, der var siden en gang i 30-erne). Men ellers har jeg stemt på KD, hvor jeg kunne det - og de sidste mange valg, har jeg ikke stemt med mindre at KD stillede op, for jeg ville ikke andet end KD. Det betød, at jeg ikke stemte sidst til kommunalvalget, da de ikke stillede med en kandidat og jeg stemte heller ikke til Europaparlamentet af samme grund.
Jeg stemmer på KD - og ellers ikke.

Jeg ved godt, at man siger, at man ikke kan være fuldstændig enig med et parti - men at man må finde det parti, hvor man er mindst uenig. Men hvad om man har nogle kardinalpunkter, som betyder alt for en, hvor alt andet egentlig er ligegyldigt, for det får man lige så godt andre steder, hvad så, hvis de bliver taget ud af pakken. 

For mig er den ting loven om provokeret abort. Jeg vil ikke se ned på folk, der vælger det - jeg vil ikke slå dem i hovedet - det er mennesker, der i denne situation har valgt ud fra hvad de fandt bedst og vi skal ikke tilbage til strikkepindene... men det ændre ikke på, at det er små mennesker, der får taget deres liv. Man er begyndt at sige, at fostre ikke er mennesker - det er lodret forkert. Menneske fra undfangelse til død. Og derfor skal det beskyttes - især det sted, hvor det er mest sårbart: I livmoderen og som gammel.

Men hvad gør så sådan en som mig, der har det som et af sine kardinalpunkter og også føler at de andre bliver udvandet? 

Lige nu har jeg en mail skrevet, som jeg overvejer at sende - med en udmeldelse. Jeg ærgre mig over det - men lige nu er mit indtryk, at mit parti er rykket fra mig, og at der stadigvæk er plads til sådan en som mig. Men jeg gider ikke også dér at være et tålt mindretal (eller er det et mindretal? eller er det bare en holdning, som partiet bør kunne rumme, hvis de skal i mål, men som man holder nede, for det er ikke den officielle linje?). 

Og det er så også slutningen på at stemme på KD... og så er der ikke noget tilbage for mig at stemme på. 

Så:  Punktum, punktum, komma streg - sådan tegnes partiløse Kim.

24. marts

I dag er det den 24. marts. Der skete en del på denne dag. Rent lokalhistorisk, så erklærede Frederik 7.  at kun Slesvig og ikke Holsten, skulle knyttes til Danmark med en demokratisk forfatning. Det havde jeg nok ikke bidt så meget mærke i, hvis jeg ikke selv nu boede i Haderslev.

Samme dag blev der indført pressefrihed i Danmark – og vel også i Slesvig. Det vi ser som en af grundpillerne i vores demokrati: En fri presse. At vi kan ikke bare kan sige det, som vi gerne vil sige, men at vi også kan få det sat i avisen.
Man havde ikke kunne forestille sig, hvor vidt det kunne brede sig, at selv almindelig mennesker uden nogen som helst kundskaber, ville komme til at sætte sig til tastaturet og skrive på Facebook og lægge film på YouTube, hvor vi fortæller at statsministeren tager FUUUULDSTÆNDIG fejl på. Og også det, er en frihed, vi skal værne om også ved at bruge den rigtigt.  Jeg blev dog lidt paf, da jeg så at YouTube har en ”Politik vedrørende medicinsk misinformation om COVID-19”. Jeg må ikke sige, at hvis du undgår asiatisk mad, så vil du undgå Corona. Eller: jeg må ikke påstå, at vaccinen mod COVID-19 indeholder fostervæv. Jeg må heller ikke påstå, at affyring af fyrværkeri kan rense luften for virus og derved forebygge spredning af virus eller at antallet af dødsfald ved sæsoninfluenza er højere end ved COVID-19. Gør jeg det får jeg en advarsel og efter 3 yderligere overtrædelser vil jeg ryge ud af Youtube. Det ser jeg som et demokratisk problem at et kontor et eller andet sted slår ned uden nogen retslig instans bag.

I det hele taget er der et demokratisk problem med ytringsfriheden mange steder – vi vil ikke høre på hinanden. Eller rettere: Vi vil ikke høre på dem, der ikke mener det samme som os. Taler jeg imod Mette Frederiksen, så vil alle, der holder med hende, kalde mig for en sølvpapirshat og slynge ud: ”Jamen så kom med din plan for at føre Danmark ud af denne krise. Det er nemt for dig at sidde og kritisere!”. Støtter man statsministeren, så er er man bare en partisoldat, der ønsker Mette som diktator langt ind i fremtiden. Det er ikke nok at sige, at den anden tager fejl, for du er også nødt til at svine den anden til.

Den 24. marts 1911, bliver pryglestraffen afskaffet ved lov. Men der er mange måder at prygle på. Der er den fysiske: Pia Kjærsgaard måtte den 24. marts 1998 måtte flygte ind i en bank for at undgå autonome på Nørrebro. Man kan også prygle andre med skrift: ”Hvis der var en vaccine mod dumhed, så burde du tage den”. ”Sæt dig ind i de ting, du udtaler dig om, før du skriver, for så er vi andre fri for at høre på dine idiotiske holdninger”. ”Du tror da ikke på alt det satanisten Mette siger!!??”.

Den engelske popduo Pet Shop Boys udgiver deres første LP ”Please” den 24. marts 1986. Vær venlig. Jeg har skrevet det før her på disse sider: Please. Vær venlig. Pressefriheden, ytringsfrihed er ordnet ved lov – men holdes levende ved at vi også selv overholder den. Vi kan ikke gøre noget ved Youtube-politik, men vi kan gøre noget ved den måde, vi omtaler og tiltaler hinanden. Vi behøver ikke være enige – det bliver vi aldrig. Men vi kunne jo prøve at efterleve de ord, som vi kalder for den gyldne regel: ”Hvad du vil, at andre skal gøre mod dig, det samme skal du gøre mod dem”. Det gælder både i gerning og i det sagte og det skrevne ord. Så Please – husk i dag er det 24. marts.

Hawking og Graham

To evangelister er død indenfor en måned. Amerikaneren og præsten Billy Graham døde den 21. februar og englænderen og fysikeren Stephen Hawking døde i går den 14. marts. Begge er verdenskendte indenfor hvert deres feldt – begge har talt til og med verdensledere og kendisser. Når de talte, så lyttede man – de havde stærke budskaber. Hawkings glædelige budskab, evangelium om man vil, var at der ikke er nogen Gud – mennesket bliver befriet fra at indrette sit liv efter en metafysisk magt. Billy Grahams glædelige budskab – tese om man vil – er at der er en Gud og at vi er elsket, ønsket og villet af ham og at i Kristus bliver vi befriet til at indrette sit liv efter en almægtig Guds kærlighedsplan, der i sidste ende aldrig ender.

Hawkings forventninger til døden er, at det er som at slukke for en computer – eller som når en computer går i stykker. Så virker den bare ikke mere. På samme måde med den menneskelige krop: Når den ikke virker mere, så er der ikke mere liv. Som der ikke findes nogen himmel for ødelagte computere, sådan findes der heller ikke nogen himmel for ødelagte mennesker. Livet er en kemisk, biologisk og psykologisk proces uden nogen åndelig virkelighed. Kort sagt: Efter livet intet. Vi har kun dette liv til at nyde universet og verden omkring os. Tanken om et liv efter dette er et eventyr. Tanken om en himmel er for mennesker, der er bange for mørket.
Grahams forventninger  til døden er, at det kun er begyndelsen – livet er langt mere end hvad vi har her. Spørgsmålet er så om vi lever vores evighed sammen med Gud i det, Bibelen kalder for evigheden, eller om vi kommer til at leve den borte fra Gud, det vi kalder for fortabelsen.
Graham er blevet citeret for at have sagt: ”En skønne dag vil du læse og høre at Billy Graham er død. Du skal ikke tro et ord af det. Jeg vil da være mere levende end jeg er nu. Jeg vil bare have ændret adresse. Jeg vil være gået ind foran Guds ansigt”. Tanken om at der ikke er noget efter livet, er for mennesker, der er bange for mørket – det mørke, der er uden Gud.

De to evangelister er tavse nu – deres værk, deres udtalelser taler videre for dem. Deres liv og gerning råber i hver deres retning – det er umuligt at begge to kan have haft ret. En af dem må nødvendigvis have taget fejl.

Hvis Hawking havde ret, så vil ingen af dem opdage det i det øjeblik, da døden gjorde en ende på deres syge og svagelige kroppe. Ingen af dem ville opdage, at Graham havde taget fejl og Hawking havde ret, for så er de bare væk. Computeren er gået i stykker og kan ikke repareres – menneskene, personlighederne Stephen Hawking og Billy Graham er bogstaveligt talt ikke mere. De er borte. Slut.
Et eller andet sted – i en verden, hvor vi godt kan lide at hovere lidt, ”hvad sagde jeg” – så er det da lidt bittert, at der ikke er bare et par minutter, hvor Hawking kunne tænke: ”Jeg havde ret - selvfølgelig”. Men de minutter findes ikke i hans teorier.

Hvis Graham havde ret, så vil begge tværtimod have opdaget det i det øjeblik, da døden gjorde en ende på deres syge og svagelige kroppe. Begge ville opdage, at Graham havde taget ret og Hawking havde taget fejl. Hawking har opdaget, at han har spildt sit liv på videnskabelige teorier, der bygger på det falske aksiom og naglefast udgangspunkt, at der ikke findes nogen Gud. Han har lært den store designer at kende.
Det kan godt være, at Hawking mente at hans videnskab har gjort Gud overflødig, men lige nu vil Gud have gjort hans videnskab overflødig. Hans teorier og store IQ hjælper ham ikke i forhold til at han på lige fod med os andre skal stå foran den dommer, der skal bedømme alle levende og døde.  
Og så vil Graham stå og hovere: ”Hvad sagde jeg?” – eller nej, det ville han ikke. Ifølge hans eget udsagn, vil han være gået ind foran Guds ansigt. Og er alle hans prædikener og vidnesbyrd et afglans af hvad han selv tror og bygger sit eget liv på, så vil Jesus sige om ham: ”Denne han er fri”.

På samme måde vil Hawking falde på knæ foran Gud – den Gud, der ser igennem de smarte statements ved forelæsninger og i bøgerne. Som skraber IQ-en af, den tragiske skæbne med sygdom, der har lænket ham til kørestol og maskiner – ind til det inderste. Så det er mennesket foran sin skaber. Var der derinde bare den mindste tro, om det er på størrelse med et sennepskorn… I Guds hænder vil det vokse sig til det største træ.

Som vi dybeste set ikke ved hvordan mødet mellem Graham og Gud foregik – sådan kan vi heller ikke sige noget om hvordan mødet mellem Hawking og Gud foregik.

Hvis altså der var et møde… hvis det ikke bare var computeren, der blev slukket.

Jeg tror ikke på at det er slut, når hjertet stopper med at slå og blodet i mine årer stopper deres brusende tur rundt i mig. Og hvad hvis jeg tager fejl? Ja, så er jeg det ynkværdigste af alle mennesker – som Paulus beskriver os kristne. ”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” (1 Korintherbrev 15,19-20).
Hvis jeg tager fejl, så har jeg spildt mit liv ved at elske Gud og følge efter Jesus Kristus. Ikke at jeg synes at livet er mindre smukt, mindre skønt – mindre værd at leve med Kristus, for jeg lever det med det ønske at jeg vil leve det i overensstemmelse med ham, der designede livet… han må da vide et og andet om hvad der gør livet værd at leve.

Hvis ateisten tager fejl, så har vedkommende spildt sin evighed.

Uanset hvad har vi forspildt liv.

Må Gud være de to evangelister nådig.