Nogenlunde sådan vil der måske komme til at stå på onsdag i Hirtshals-Bindslev-avisen.
”Nu i aften, så er vi gledet, hjemmefra for at ses på stedet: Hellehøj” – sådan lyder det i Bo Christensens Hellehøjvise. Og på trods af en vejrudsigt, der ikke kunne love tørvejr, så gled lidt over 200 hjemmefra i onsdag i sidste uge for at ses på Hellehøj til det årligt tilbagevendende ”En sommeraften på Hellehøj”. En aften med udendørsgudstjeneste, folkedans og en rigtig god vendelbo-hygge.
Folk gik ikke forgæves efter en herlig aften. Himmelen holdt nogenlunde igen med de våde varer –folk dog måtte have deres paraplyer frem kort i begyndelsen af Horne-Asdal-sognepræsten Kim Legarths prædiken. Eller som han selv kaldte det: Lidt overvejelser over hvad, der er værd at leve for.
Ud fra to billeder slog han fast, hvor vigtigt det er, at vi har noget, som vi ser som vores mening med livet – som det, der gør livet værd at leve for mig. ”Vi fik livet, vi blev født… vi eksisterer, men vi har ikke bare automatisk noget at leve for. Vi er selv nødt til at finde vores mening med livet – det, som vi synes er drivkraften i vores liv. Og hvad er så det?”
Sognepræsten kom frem med nogle forskellige overvejelser om dette emne, men måtte dog slå fast, at det ikke bare var sådan et emne, der var let at tale om. Og det var også svært selv at komme med et bud på for ens egen vedkommende. Han gjorde dog et forsøg: ”Det, som gør livet værd at leve for mig – det er at Jesus lever – at Gud elsker mig. Og at han har givet mig et liv at leve. Livet bliver måske ikke lettere af det – men for mig at se bliver det rigere, for så er livet ikke bare blind tilfældighed, men det er i hans hænder”.
Efter gudstjenesten var der sædvanen tro folkedans – med folkedansernes imponerende dragter var det som at komme på en tidsrejse tilbage til før verden gik af lave. Der var også en del af de fremmødte, der tog imod invitationen og selv fik svunget træbenet til de gamle kædedanse.
Da klokken var halv ti var pladsen igen sig selv – tømt for grille, messingblæsere og spejdere, men de folk, der gik derfra, havde en god sommer-oplevelse med sig… trods det ikke voldsomt sommerlige vejr. Mon ikke de fleste af disse følger sognepræstens opfordring til at gå hjem og sætte et kryds i kalenderen til næste år? Krydset skal i så fald sættes på første onsdag i juli.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar