tirsdag, maj 31, 2005

Kan en prædiken skrives om tirsdagen?

Ja, det er det store spørgsmål i dag - for hvor kunne jeg godt tænke mig at få skrevet min prædiken i dag. Jeg har gjort mig lidt tanker om hvad den skal handle om og tror også, at den kan bære igennem.
Tankerne er, at det skal være nummer to prædiken i en serie om tro. Første var i søndags, hvor spørgsmålet lød: Hvordan komme til tro? Anden del skal så handle om at prioritere troen. Den første tekst var om den rige mand og Lazarus, men hvorfor endte den rige mand i dødsriget. Det var neturligvis også, at han ikke havde øje for sit medmenneske, men at han ikke havde det må vel også skyldes, at han ikke havde troen - eller hvad?! Og hvorfor troede han ikke - han havde måske for travlt med en masse mulige ting. Der var en masse andet, der trak opmærksomhed og tiden til sig. Ligesom teksten på søndag, hvor folk er inviteret til festmiddag, men ingen har tid til at komme med... det har en masse andet, de skal nå. Og så går invitationen videre til andre.
Det er i hvert fald de tanker jeg har nu... lad os se om de kan bære og også om den bliver skrevet i dag.

torsdag, maj 26, 2005

Nattergal?

Vi sidder netop ude i udestuen og udenfor i den tætte granskov begynder der at synge en ny fugl, som vi ikke har hørt siden sidste år. Nu er jeg ikke ekspert på fugle, men hvis jeg skulle gætte på noget, så må det være en nattergal. Det lyder virkelig som det, vi har på vores fugle-cd med fuglestemmer.
Det lyder lidt spøjst, hvis der skulle være en nattergal så lang mod nord, ikke?

Tanker efter en gudstjeneste

Det tog lidt over en time med skriftemålsgudstjeneste m. altergang. Det var en dejlig oplevelse. Det var min anden af slagsen og jeg har det stadigvæk mærkeligt ved at være den, der går rundt og siger "Så tilsiger jeg dig og dig dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn". Det er rigtig mærkelig og indtil videre føler jeg mig lidt akavet i situationen - men jeg tror nok, at folk opfatter mig som sikker i situationen. Og jeg er da også rolig og ikke nervøs - men det er stadigvæk noget nyt. Selv om jeg da har været til skriftemål rigtig mange gange, men da var det mig, der var den, der knælede.
Jeg synes det er træls, at det ikke var en anden præst med, så jeg kunne høre ordene selv over mig, men det må være en anden gang.
Nu skal jeg have lavet lidt på min prædiken - jeg bliver ikke færdig i aften også fordi jeg gerne vil hygge lidt med Judith ude i vores dejlige udestue. Jeg vil prædike om troens vigtighed og komme lidt ind på hvad tro er og hvordan jeg kommer til at tro. Det er et vanvittig svært emne, men jeg vil forsøge mig frem. Gud i vold.

onsdag, maj 25, 2005

Den "stille" periode

Jeg har i de forgangne dagbog-notater skrevet, at det er en stille tid. Det er måske en sandhed, der har visse modifikationer... der er rigtig meget at lave! Men nu er det sådanne ting, som jeg selv er herre over... eller som jeg selv har valgt skulle ligge nu.
Her i dag har jeg arbejdet meget med hjemmesiden og har i går sammen med to fra menighedsrådet fået gennemtænkt nogle rigtig gode tanker om projekt hjemmeside. Men det er et stort arbejde og det besværliggøres naturligvis ved at det skal drøftes til et menighedsrådsmøde og godkendes. Men sådan er det jo, når det er en offentlig instants, der skal lave noget og som alle gerne vil have lidt at sige til. Mit spinkle håb er, at vi kan få den op at køre til efter sommerferien - straks derefter, så det kan komme i kirkebladet september-oktober. Men det kommer an på hvordan den demokratiske proces er.

I morgen er der skriftemålsgudstjeneste i Horne Kirke, hvor jeg skal prædike og være liturg. Jeg har skrevet en prædiken om Bibelen som kompas, men den ryger altså ikke ud på min hjemmeside, den skal opleves "live".
Ellers god aften...

lørdag, maj 14, 2005

Telttur aflyst

Vi sov ikke i telt i nat - for da det kom til stykket gad vi ikke at bruge tid på at pakke det sammen her til morgen. Vi vil hellere bruge tiden ude i haven eller på at få ryddet lidt op og gjort rent.
Der er præstegårdssyn i næste uge, så vi skal i hvert fald have vasket gulv... selv om de jo nok kommer rendende ind i deres beskidte sko alligevel. Nå - men det kan være, at vi kan afværge det.

fredag, maj 13, 2005

Fredag er slikdag

Der er en del debat om Grosbøll - heldigvis er stemningen for at det er yderst mærkeligt, at han er kommet tilbage. Det er godt, at det er sådan - han skal heller ikke tilbage. Det er rigtigt, at der er gået for lang tid med (ser det ud til) ingen ting, men det er da åbenlyst for enhver: Han hører ikke hjemme som præst i folkekirken. Nå - men jeg har fri og jeg kan hverken gøre fra eller til. Hvad jeg mener i denne sag er jo fuldstændig ligemeget - han bliver fyret eller bliver ansat igen uden hensyntagen til hvad jeg mener.
Men det er da spændende at se dem, der stiller sig frem og forsvarer ham... så kan man da se hvilke præster, der er troende og hvilke der ikke er. Så på den måde, er det da godt med denne debat, som kan være med til at skille fårene fra bukkene (for at blive i en bibelsk terminologi).
De bedste latter, jeg nogensinde har mødt - og den, der glædte mig mest var, da jeg præsenterede mig over på vores ungdomsskole med at jeg var en præst og jeg troede på Gud. Dér grinede de... hvor var det dog godt! For det viser jo det latterlige, som det er, at naturligvis er præsten da troende... at sige det er latterligt, for sådan bør det være.
Nå... som sagt har jeg fridag i dag. Så det er igen weekend - endda en weekend med pinse. Vi har haft en rigtig slapperdag, hvor vi ikke har lavet det store. Vi har været inde i Hjørring og kigget lidt på butikker, slappet af ude i haven og været en tur ved stranden. Men vejret har også været til rigtig at slappe af.

Vi overvejer lidt at snuppe vores telt og lægge os ud i Tornby Klitplantage i nat, men jeg ved ikke om det bliver til noget, for det er jo også lidt bøvlet at pakke teltet sammen igen efter brug. Men lad os se om det bliver til noget, for det kunne da være rigtig hyggeligt.

I går fik jeg plantet en masse af vores planter om - der var en af dem, hvor der faktisk ikke var jord i urtepotten - der var en smule tørt et eller andet ubestemmeligt, men ellers var resten bare rødder. Utroligt! Men nu har de fået ny jord og større urtepotter de forskellige. Og så begyndte jeg i sidste uge et eksperiment med tomatplanter - så jeg har 7 små spirer stående i mit kontorvindue - det skal nok blive spændende om jeg kan få tomater ud af dem.

Jeg vil smutter for nu.... pas godt på jer selv! Nå ja, emnet for min dagbog... om fredagen har købmandsbutikken i Åbyen billig slik - 5.95 for 100 gram slik. Så vi har købt en ordentlig masse til weekenden!

onsdag, maj 11, 2005

Velkommen tilbage Grosbøll - Fanden er løs i Folkekirken

I denne uge så jeg et kort TV-program, der havde sat sig for at finde ud af, hvad udtrykket "Fanden er løs i Laksegade" betød. Med en snild omskrivning bliver det hurtigt til noget, der atter er bekræftet i dag: "Fanden er løs i Folkekirken".
Præsten, der ikke tror på Gud, Thorkild Grosbøll har fået åbnet en port, så han atter kan komme op på sin prædikestol og prædike sin gudsforladthedens evangelium.
Jeg sammenligner naturligvis ikke Grosbøll med Fanden - men at Grosbøll nu kan få lov til at svine om sig med sin teologi skyldes da helt klart, at Fanden har fat i den lange ende i kirken. Dels ved at alle biskopperne har vendt Bibelen og de homofile ryggen ved deres forkvaklede håndtering af vielse af homofile i Folkekirken - men nu lader vores kirkeminister så en gudsfornægtende præst tilbage, fordi præsteretten er den sidste udvej og den tager alt for lang tid.
Ja, men det tager ikke lang tid at ødelægge Folkekirken, men det tager lang tid at bøde for de skader, Grosbøll laver. Ja, for dem, der tror på hans vrøvl tager den en evighed et vist sted.

Jeg er mildest talt meget gal over at han er tilbage - jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvordan jeg skal reagere på det. Er jeg virkelig ansat i den samme kirke som Grosbøll?
Jeg ved godt, at jeg er naiv nu, men eneste vej ind for Grosbøll er (det er sådan en regel, der lige er blevet opfundet) at han genbekræfter sit præsteløfte overfor sin nye biskop Jan Lindhardt. Og her kommer det naive: Kan Grosbøll virkelig få sig selv til at skrive under på det præsteløfte, når han ikke tror på Gud? Han gør det sikkert uden at blinke.... men jeg har lov at håbe og bede.

Grosbøll skal naturligvis have mulighed for at komme tilbage, hvis han angrer sine fejl og søger hen til nåden hos Gud - ligesom det også er det eneste, sted, jeg skal være. Men hans udtalelser tyder ikke på noget skift - han er den samme, og som sådan hører han ikke hjemme i Folkekirken. Basta.... eller også hører jeg ikke hjemme i den. Men det kan der jo også godt være noget om.

tirsdag, maj 10, 2005

Arbejde med andre ting - begyndende pinsetanker

Jeg kan godt mærke, at jeg ikke længere har konfirmander, for der er godt nok en masse tid til "alt det sjove". Her i dag er jeg begyndt at skrive til bibelhæftet SPORET for juniorer. Det er faktisk rigtig spændende, men også svært at skulle lave en forklaring på 18-19 Paulusvers, så det ikke fylder mere end 900 anslag! Det er - skal jeg hilse og sige - ikke ret meget.
Og så er jeg netop gået i gang med at skrive prædiken til på søndag - pinsedag. Nu har jeg i de sidste to gudstjenester talt om mission og om at gå ud med evangeliet/sandheden, så kan jeg måske bruge Judas´ spørgsmål på søndag: "Hvordan kan det være, at du ikke vil åbenbare dig for verden, men kun for os?". Det er da et spørgsmål der er værd at holde en prædiken over - for er det ikke det, der rammer os alle på en eller anden måde.... hvorfor kan Gud ikke bare åbenbare sig, så ALLE kan komme til tro?!
Det er i hvert fald min indgangsvinkel lige nu.

mandag, maj 09, 2005

Fårupsommerland

I går havde vi en rigtig hyggelig dag, hvor vi var i Fårup Sommerland. Det var lidt småkoldt og det haglede også, men det havde den helt klare fordel, at der så ikke var ret mange derude, så der var ikke de lange køer, som man ellers hører om. Jeg tror ikke, at jeg orker at være dernede, hvis der er for mange folk, så man skal stå i kø det meste af tiden.... zzz
Vi købte et årskort, så vi kan komme derned, når vi vil... og så forhåentligt rammet et tidspunkt, hvor der ikke der det store run på forlystelserne. Vi er ikke så imponeret over antallet af forlystelser - der er for lidt i forhold til hvor mange mennesker, der kommer strømmende dertil.
I denne uge skal der laves en masse af de ting, som jeg normalt ikke har tid til pga. det almindelige arbejde. Ja, faktisk er der ikke ret mange aftaler i denne uge, så det bliver godt.
Jeg skal lave en forklaring til et bibelhæfte for børn - det skal nok blive spændende at være med i det. Og i denne uge får jeg besøg af en klasse i skolen, der skal høre om pinsen.... ja, og hvis jeg kan få lavet et program til radioen vil det også være super. Jeg har lidt småidéer, jeg lige skal have arbejdet igennem.
Nå - nu lyder det til at kontoret er blevet gjort i stand, så jeg kan sætte mig ind og komme i gang. Der er blevet smidt rigtig mange planter ud - vores gravermedhjælper havde vist forenet sig med Judith, så der røg 3 af mine yndlingsplanter ud (også min forlovelsesplante, som vi fik af far og mor, da vi blev forlovet). Nå - det var vist allerede døde.
Jeg glæder mig til denne uge...

lørdag, maj 07, 2005

Lørdagstanker

Så er det igen lørdag-aften - i morgen skal der igen prædikes. Jeg var færdig med prædikenen kl. 13.15 efter at have arbejdet med den siden klokken8.00. Men det var ikke helt koncentreret arbejde, da jeg havde gang i en debat på en mailingliste for præster. En ganske principiel debat om hvorvidt der er plads til LM-er og andre missionsfolk i kirken.
Dybest set synes jeg ikke at der er plads til andre end det, jeg vil betegne som bibeltro, men sådan blæser de teologiske vinde bare ikke.. og det er måske også meget godt. Som min kirkehistoriker sagde, var det sådan, at dem man smed ud af kirken i dag, kom tilbage og smed en ud af kirken i morgen.
Lige nu blæser vindene imod os - det er os, der nu er i modvind - vender de en gang, så må vi tage ved lære og ikke gøre den samme fejl, som vi bliver udsat for nu.
Jeg satster på at Guds ord igen må komme til ære og værdighed i vores kirke. Det handler ikke jo ikke om personer - vores kamp er ikke mod mennesker, men mod åndsmagter. I den kamp - og i kampen for folkets frelse må vi bruge det eneste våben vi har til rådighed: Guds ord! Vi må søge sejr ikke i vores egne kræfter og evner, men i vor Gud.
I morgen skal der prædikes igen i de danske kirker - i mine to sogne bliver der prædiket om at vidne på trods af modgang. Vi skal vidne - også selv om det er upopulært eller det, som vi ser som sandheden ikke er i folks smag. Vi skal vidne ved den måde vi lever vores liv på.
Sådan prædiker den unge præst, men hvordan lever han?

fredag, maj 06, 2005

Schindlers liste

Vi sidder netop og ser Schindlers List... en forfærdelig film. Hvordan kunne det dog ske? Hvordan kunne tyskerne gøre det? Det er umenneskeligt

torsdag, maj 05, 2005

Kristi himmelfartsdag

Vi har haft to gde gudstjenester her i dag - der kom ikke så mange til gudstjeneste i Asdal, men det er jo sådan som det er. Træls, men vi havde en god times tid sammen.
Der var nogle flere i Horne - også selv om mange af den faste flok er udenbyes til konfirmationer.
Judiths forældre og Jakob og Hanne er på besøg - det er rigtig dejligt. Vi skal senere en tur til Lønstrup, når vi lige har fået os en middagssøvn. Vi er jo ved at blive gamle.
Prædikenen til Kr. Himmelfartsdag kommer først op en gang i aften - jeg sidder ved den anden computer, hvor prædikenen ikke er på.

onsdag, maj 04, 2005

En rigtig god aften!!!

Jeg vil bare lige hurtig fortælle, at vi har haft en kanon-god aften. Vi havde lavet 150 sangark og de 130 blev brugt, så det var en rigtig god flok. Vi begyndte med en dejlig gudstjeneste i Horne Kirke, hvortil der var korsang og trompet-spil. Da folk kom til kirken stod der trompetister oppe i tårnet og spillede - flot!!
Efter gudstjenesten gik vi i samlet flok og med fakler i hånden op til vores ungdomsskolen, hvor der var tændt bål, og da vi kom stod trompetisterne igen og spillede for os og slog over i fællessang, hvor vi sang nogle af vores gode fædrelandssange. Efter en kop kaffe havde en af lærerne på skolen lavet en lille film med interview af en af de ældre i byen, som kunne fortælle om hvordan 4. maj var i 1945. Og så sluttede aftenen med sangen "Nu er jord og himmel stille" og et fadervor. En rigtig - rigtig dejlig aften.
Tak, Gud, for 60 år med frihed - velsign os og gør os værdige til en fremtid i fred og frihed.

Færdig med 2. prædiken i denne uge

Så fik jeg halet prædikenen indenbords til i morgen Kr. Himmelfartsdag. Jeg har jo frihedsgudstjeneste her i aften, så den handler ikke om befrielsen, men om mission - om at gøre brug af det evangelium, hvor himmelfarten er kronen på værket.
Ud fra teksten fremhæver jeg fire grunde til mission:
1. Jesu befaling
2. Himlens gevaldige tilbud
3. Helvedets realitet
4. Jesu himmelfart.
Men de bliver lagt ud på hjemmesiden, når de er holdt... så hold I kan godt glemme det!!!

Frihedsonsdagen

Så er det i dag 60 år siden at Danmark blev befriet fra tyskerne - det er værd at fejre og det bliver det også med et brag af en gudstjeneste i aften i Horne Kirke - alle sejl er sat!

Jeg blev færdig med prædikenen i går kl. 20.00 - men så havde jeg også brugt det meste af en arbejdsdag på det. Træls og latterligt at bruge så lang tid på det, men den skulle bare være god, så der skulle lægges alle kræfter i den. Jeg havde godt nok en bærende idé, som også viste sig at holde, men det var svært at få det formuleret rigtigt. Men det lykkedes altså.
Det lykkedes også at lave et sangark til kirken og ungdomsskolen, hvor vi går hen med fakler og synger om et bål efter gudstjenesten. Vi (Judith og jeg) lavede 150 sangark - Judith hjalp med at få det kopieret ordentligt, da sangarket består af 2 A4-ark, der skal lægges ind i hinanden og det kunne jg ikke lige gennemskue så hurtigt som hun, hvordan de skulle lægges, så teksten passer sammen.
Jeg var så nede ved den lokale bogtrykker og fik ham til at folde dem og lægge dem sammen, fpr jeg gad ærligt talt ikke sidde og folde 300 ark og lægge dem sammen til et hæfte - det er for latterligt.
Så skal jeg ellers i gang med at lave prædikenen til Kristi Himmelfarts dag, som jo er i morgen. Men jeg håber også - ja, jeg satser stærkt på at jeg også kan få vasket gulv forskellige steder i huset. Vi får besøg fra Århus i morgen, så det bliver godt.

tirsdag, maj 03, 2005

Spændende - og dog

Gårsdagens møde i programudvalget var både og... for det var egentlig bare at høre hvem, der ville stå for programmerne til nogle søndage. Og så kunne man selv finde på et ½ times program. Det giver selvfølgelig en stor portion frihed, men det ville måske være godt med en gennemtænkt strategi om hvad der blev behandlet i programmerne. Men sådan er det jo, når det er frivillige, der står for det, så må det være de pludselige indskydelser.
Der var intet med at der blive udgivet et program for en eller to måneder, så folk kunne se hvad der kom - det ville ellers være rart i stedet for at ens program forsvandt, men at man gjorde opmærksom på at her blev det eller det emne behandlet. Nå - det kan naturligvis komme.
I dag kommer programchefen fra Radio Hirtshals og laver et interview med mig ang. vores frihedsgudstjeneste i morgen. Jeg har endnu ikke fået skrevet prædiken til det endnu - jeg har en eller to idéer, men ikke noget gennemtænkt koncept endnu.

mandag, maj 02, 2005

Mandags-knokkel

Vi fik indrettet vores bederum i går ude i anneksbygningen. Det er dejligt med sådan et stille rum, hvor man kan trække sig tilbage og bede og læse i fred. Jeg håber vi må kunne få det brugt meget.
I dag har budt på første dag efter ferie - det plejer ellers at være den dag, at alle skal ringe og aftale dåb og bryllup - eller andet, men der har kun været 2 telefonopkald, hvilket må siges at være ganske lidt.
Jeg var til præstekonvent hos Hirtshalspræsten - det var hyggeligt at være sammen med andre præster, selv om der ikke var ret mange til stede.
Da jeg kom hjem og havde ordnet forskellige kontorting smuttede vi ud i havecentret Solbakken og købte rigtig mange roser og lidt klatre-blomster. Dem har vi så frem ti nu gået og arbejdet med og fået plantet på terassen. Et hyggeligt arbejde, men hold da op hvor bliver man beskidt og også træt. Her om 15 minutter skal vi have aftensmad og så skal jeg videre til Goofer (vores juniorklub for børn i 4., 5. og 6. klasse). Og så er jeg kommet i bestyrelsen og programudvalget for den lokale kristne radio og vi skal i aften have vores første møde.
Jeg glæder mig lidt til det arbejde og de udfordringer, der er i at lave radio-programmer. Jeg håber det er noget, der kan give et nyt input i hverdagen og arbejdet - for jeg ser det som en del af mit arbejde som sognepræst.
Det bliver nok ret sent inden jeg kommer hjem - men vi får se.

søndag, maj 01, 2005

Søndags-afslapning

Det blev ikke til en tur hverken til portnerbrian eller Cloes Tårn - da det kom til stykket tog vi bare vores cykler og trillede ned til Bjarne i Hirtshals og var med til gudstjeneste dér. Det var ok - bare træls, at der var en organistvikar, der spillede dræææbende kedeligt! Den slags skulle forbydes - man bliver helt stakåndet af at synge så langsomt....

Resten af dagen er indtil nu gået med stort set ingenting. Vi ville låne trailer hos formand Jørgen, men det endte med en kop kaffe i stedet (hyggeligt)- så da vi var ude ved gartneriet for at købe planter, så var de ved at lukke. Nå - vi tager der ud i morgen igen. Vi fik dog købt to roser - flotte roser, men ved ikke helt hvor de skal plantes endnu. Der mangler lidt grønt ude på vores terrasse.
Jeg håber på at jeg kan få færdiglavet et andagtsrum i vores anneksbygning i præstegården. Det ville bare være dejligt med sådan en krog, hvor man kan sætte sig hen for sig selv og bede og læse lidt. Men mon det bliver til noget - vi får se.
Den kommende uge er væmmeligt stressende - der er rigtig mange ting, der skal ordnes og tre prædikener, der skal skrives. Men mon ikke det går alt sammen - det skal jo gå. Man kan jo ikke stille sig op på prædikestolen og sige, at man ikke har lavet nogen prædiken, fordi man ikke havde tid! Sikke dog et ramaskrig det ville føre med sig.