Onsdags-tanker: NEJ

I sidste uge var der kunne man i den tværkirkelige avis, Udfordringen, læse en klumme af (den katolske?) teolog, Iben Tranholm om aktiv dødshjælp. Der siger hun blandt andet: "Jeg spørger mig selv, hvorfor ingen kirkelige stemmer, en hær af præster og biskopper, har rejst sig og råbt nej?" (læs resten af klummen her).

Her kommer der et lille råb fra en præst i Hobro: Nej! Vi skal simpelthen ikke åbne op for aktiv dødshjælp hverken ved børn eller voksne. Livet er for dyrebart til at man bare kan lukke af, når det bliver for hårdt. Og ja, det kan blive for hårdt, det kan virke uværdigt - men ikke nær så uværdigt eller hårdt, som hvis vi gik rundt og tog livet af hinanden.

Jeg synes tanken i sig selv er hård og uværdig for menneskeracen - men tænker man så fremad hvilke konsekvenser, der kunne komme, så er det da ganske forfærdeligt. Er det ikke oplagt for en spareivrig regering at se på om familien ikke selv skal betale med på en behandling, der virker nytteløs, når der nu er mulighed for aktiv dødshjælp? Eller hvad med ensomme gamle, der føler sig til overs og faktisk i vejen - og helbredet er ikke hvad det har været - hvorfor så ikke....?

Men altså: Nej her fra en præst i Hobro.

Onsdagstanker: Døden fra Lübeck

I forrige uge var jeg i Lübeck for første gang nogensinde. En af de ting, vi gerne ville se, var Marienkirche - og vi var sandelig så heldig, at vi fandt en parkeringsplads ganske tæt på.
Der havde det store berømte billede af dødsdansen hængt frem til kirken blev ødelagt af de allieredes bombning under 2. verdenskrig. Da kirken blev genopført blev der lavet et glasmosaik i det sidsteskib, hvor billedet havde hængt.

Tanken med billedet er, at vise folk fra hele samfundet - fra øverst til nederst, fra de højeste til de laveste og vise, at døden kommer til dem alle sammen. Uanset hvad, så byder døden op til dans på et eller andet tidspunkt.Overfor døden er vi alle ens - nemlig mennesker.
Temaet var ganske populært - i dag tåler vi jo ikke rigtig døden og synes noget sådant noget er morbidt. Men selv gennem de morbide billeder kommer der lys igennem ind i kirken. Det er et af hoved-besekederne i den lille tekst, der står bag på hæftet, man får, når man har betalt de 2 Euro, det koster at komme ind for at støtte kirken:

Et øjeblik i ro og fred
trods myldretid omkring.
En stund at trække vejret og tænke sig om.
Himmelhøjt over dig hvælvingernes rum
som drager og hiver i dig.
Dit blik panorerer, hæfter sig ved et kors
som ikke kun taler fra den ENES lidelser
men derudover fra dit livs grænser.
Tab ikke modet,
Lyset vælder ind og glans
oplyser også billederne af tvivl og nød.
Stråler igennem indtil dit hjertes dybeste afkrog.
Et håb der overvinder endda døden.

Du kan se vores billeder fra kirken og byen her: Tryk her

Onsdags-tanker: Larm og angst

H.C. Andersen fortæller i slutningen af eventyret ”Nattergalen” om hvordan døden nærmer sig den kinesiske kejser – og nu begynder samvittigheden og angsten at plage ham.

”rundt om i folderne af de store fløjlssengegardiner stak der forunderlige hoveder frem, nogle ganske fæle, andre så velsignede milde: Det var alle kejserens onde og gode gerninger, der så på ham, nu da Døden sad på hans hjerte:

 "Husker du det?" hviskede den ene efter den anden. "Husker du det!" og så fortalte de ham så meget, så at sveden sprang ham ud af panden.

 "Det har jeg aldrig vidst!" sagde kejseren; "musik, musik, den store kinesiske tromme!" råbte han, "at jeg dog ikke skal høre alt det, de siger!"

- Larm, musik, støj. Jeg sad i stillekupeen ved siden af en unge mand, der sad og lyttede til musik i høretelefonerne. Men så høj, at jeg faktisk blev forstyrret i mit arbejde, som jeg havde planlagt at lave på togturen.

- Larm, musik, støj. Unge mennesker, der kommer gående ned ad gågaden eller ud af stien bag vores hus med en Iphone imellem sig – med højt musik. Teenager-værelset bliver flyttet ud på gaden .

- Larm, musik, støj. Til en begravelsessamtale står radioen ude i køkkenet stadigvæk og spiller musik – så lokalradioen ledsager beskrivelsen af mors liv og levned.

Ja, jeg er en sur gammel mand – men så er jeg nok ikke ene om det. Men hvorfor larmen? Larmen som forstyrrende er åbenbart ikke nogen ny irritation. I 1956 blev den store psykolog C.G. Jung spurgt om han ville skrive noget om den tiltagende larm i samfundet. Og hans svar rammer situationen i ”Nattergalen”: Larmen  skal skjule noget, vi ikke vil høre. Den skal skjule angsten – eller som psykologen kalder det: Larmen som en kompensation for angsten.

”Der Lärm schützt uns vor peinlichem Nachdenken, er zerstreut ängliche Träume” – siger han blandt andet. Som jeg læser det (jeg fatter ikke lige det meste – men læs brevet her – eller forsøg det).

Larmen er en form for virkelighedsflugt. At flygte fra angst er som at flygte fra en ubetalt regning – den skal betales på et eller andet tidspunkt – og måske kommer der endda renter på.

Interessant, at man nogle steder tilbyder at man kan betale sig til stilhed som ”wellness”. Men det kan faktisk være gratis: Prøv dyrk stilheden lidt – prøv en dag uden larm, musik og støj – og se hvad der dukker op.

Onsdagstanker: Muren, der blev væk

Tænk, er det virkelig 25 år siden, at muren igennem Tyskland faldt? Jeg var 14 år - og var lidt ved at blive træt af at høre i fjernsynet, stort set, at "det her er en historisk dag". Synes efterhånden, at der var gået inflation i det ord!

Men hvor var det skønt, at se hvordan folk gik forbi de måbende grænsesoldater, der ikke vidste, hvad de skulle gøre  - og bare kløede sig i hovedbunden, imens glade menneskemængder passerede grænseposterne.
Trabanterne skulle på tur i Vest-europa. Husker, hvordan vi kørte forbi en Trabant halvvejs oppe på Lillebæltsbroen - den havde klaret hele turen, men turen op af broen var åbenbart for stejl. De skulle have taget den gamle bro.

Men nogle længes nu tilbage til tiden før murens fald, hvor der var orden på tingene og arbejde til folket. Jeg ved ikke om det var hvad denne mand følte - siddende i sin osende Trabant med blød hat i Dresden. Filmen er optaget i 2003. Pøj den osede - Babett, som kommenterer og som er opvokset i DDR, siger så: Sådan stank hele DDR.

Onsdags-tanker: Reformationen, der ville være blevet kvalt

Reformationsdagen var i fredags..

. jeg sad i toget og gjorde mig nogle meget pjattede og spekulative "hvis-nu"-tanker. For gad vide hvad der var sket, hvis Luther havde levet i dag og skulle have taget de samme opgør som den gang?

• Han kunne have slået det op på sin facebook-profil og så have talt hvor mange der "liker" det og få en eller anden diskussion, hvor "Tordenskjolds soldater" kan svine hinanden til og kalde de andre Klaphatte og deres argumenter for Jesus-remulade. Og "jeg har altså en dårlig mavefornemmelse, når jeg læser hvad du skriver, Martin". Og "dig, Luther vil jeg ikke diskutere med, for du flytter dig jo slet ikke" ("Her står jeg og kan ikke andet"). Og derefter stoppede reformationen.
• Han kunne have sendt den ud på præsternes mailingliste - hvor den vil blive diskuteret i op til flere dage og derefter bilagt af administratoren af mailinglisten fordi bølgerne gik lidt for højt. Dermed stoppede reformationen.
• Teserne ville blive udgivet som en bog og med mindre den havde titlen "Skæld ud på Paven" var den nok ikke nået ret længere ud end mailinglisten. Måske som udgangspunkt for et kursus på præster es efteruddannelse. Derefter stoppede reformationen.
• Fyens Stiftstidende og BT ville have fået fat på "et eller andet" - og så vil de have kogt de mange teser ned til en artikel, der har helt fat på noget uvæsentligt og som koger suppe på den sten. Og til sidst vil enten menighedsråd eller biskop få sognepræst Martin Luther fyret med baggrund i noget helt andet - sikkert et eller andet med "dekorum". Og måske træder ombudsmanden ind og erklærer at fyringen var uretsmæssigt - og det tager man så "til efterretning". Og dermed stoppede reformationen.
• Teserne kunne også være sendt som en kronik til Kristligt Dagblad og ligge på hjemmesiden, hvor man lige kan nå at læse de første par liner, før man skal betale for at læse videre. Og dermed stoppede reformationen.

Måske er der godt, at Luther levede på Luthers tid - for det er slet ikke til at slå ordentligt igennem nutidens informationsstrøm. Selv om jeg også kan stille endnu et "hvis-spørgsmål". Man kan måske med god grund sætte spørgsmålstegn ved om reformationen i det hele taget lykkedes - kirken blev netop ikke reformeret, men splittet i atomer :-(
Tænk hvad der ville være sket, hvis nu der ikke også vare så meget stormagtspolitik blandet ind i det - men hvis det hele kun handlede om tro - og det virksom i kærlighed.
Vi kan ikke ændre historierne, men takke for det gode, den har bragt, og lære at leve med dens konsekvenser.

Tillykke med reformationen.

Onsdagstanker: UPS - jeg gjorde det igen

Gik i procession som præst…. Det skete i søndags til afskedsgudstjeneste for min kære præstekollega, der gik på pension. Og det var alene for at hædre ham og vise ham kollegial og venskabelig opbakning, at  jeg tog scooteren derud for at deltage  i afskeden.
Vi var i alt 11 præster, der gik ind i kirken under korsang og alle rejste sig og iagttog os, imens vi gik ind og fandt vore pladser oppe ved alteret, hvor der stod stole klar til os – reserveret. Og da koret havde sunget deres sidste sang ved slutningen af gudstjenesten, da rejste vi os og gik som de første ud af kirken – også her rejste folk sig.

Det er længe siden, at jeg faktisk har skammet mig over et eller andet, jeg gjorde – men det gjorde jeg faktisk dér. Jeg bryder mig ikke om det højstemte og også lidt selvfede det er, at træde ind i procession og menigheden på den måde skal rejse sig op, når præsteskabet kommer. Jeg ved godt, at det er ikke fordi, at det er mig, der går ind, at folk rejser sig – men fordi det er embedet og det, vi på en eller anden måde repræsenterer. Men selv dér skammer jeg mig – især hvis man tager det almindelige præstedømme alvorligt. Vi er alle præster – vi er bare udvalgt for længe siden af et menighedsråd (ingen ved længere hvorfor) til at være præster, der skal forvalte sakramenteren og stå for undervisning, prædikener, sjælesorg og kirkelige handlinger.
Vi er ikke noget specielt – kan faktisk se en pointe i mit nabosogn i Vestjylland, hvor menigheden rejste sig, når præsten gik på prædikestolen for at vise ordet og evangeliet respekt – men ikke personen og ikke embedet. Ja, jeg bryder jeg mig heller ikke om at man skal rejse sig, når dronningen træder ind i kirken – kirken er dog det sted, hvor vi alle er lige. Kirken er stedet, hvor vi alle står i vores menneskelighed og kun kan én ting, uanset om man har krone på hovedet, ordner på brystkassen eller præstekrave og halsen, nemlig sige bønnen: Herre, forbarm dig over mig.
Derfor synes jeg, at det eneste tidspunkt, hvor man skal rejse sig for andre til gudstjenesten, er når et barn bæres ind i kirken eller når konfirmanderne skal konfirmeres.
Med mit syn på mig selv har jeg det ikke godt med at skulle gå i procession under andre omstændigheder - men der er nok andre, der har en anden holdning til det og gør det med glæde og bærer embedet, der æres. Men jeg er også lidt mærkelig – god onsdag!

Jesus blood never failed me yet

I 1971 blev en engelsk musiker og komponist, Gavin Bryars, bedt om at lave lyden til en film om folk, der boede på gaden i London. Han filmede forskellige mennesker, der levede på gaden – fik dem i deres forskellige ritualer, deres besvær og deres glæder. Nogle af disse hjemløse var konstant fulde, nogle var psykisk syge, nogle var velformuleret og nogle var slet ikke til at forstå.

Hjemme i studiet sad Gavin Bryars og klippede i lyd og film stykkerne, da han pludselig blev opmærksom på en undertone, en sang, der altid var der, når der var en bestemt gammel mand på filmen. Det var svært at skelne lydene – først lød det som noget værre mumlen, så Bryars fjernede lydene fra gaden og rensede lyden til, og så opdagede han, at den gamle hjemløse mand sad og sang. Den lille sang var ikke med i filmen – men Bryars tog den lille sang med sig, og han kunne ikke slippe den, så han forsøgte at finde ud af hvem denne mand var.

Han fandt ud af, at denne tigger og hjemløs ikke drak – men han holdt sig for sig selv, og snakkede ikke med nogen. Det var næsten umuligt at høre hvad han sagde, men der var noget glad over ham. Selv om han var gammel, alene, beskidt og hjemløs, så var der noget legesyge over ham. Han drillede filmholdet ved at forsøge at bytte hat med dem.

Men hvad der skilte denne mand ud fra de andre folk på gaden var hans sang. Hans sang var en simpel søndagsskole sang, der kunne gentages næsten i det uendelige. Og det blev den – han kunne sidde og synge den time efter time, efter time. Han sang:

Jesu blod har aldrig svigtet mig    har aldrig svigtet mig
Jesu blod har aldrig svigtet mig  Det ved jeg med sikkerhed
for han elsker mig højt

Det var en endeløs sang, der hele tiden bandt sig sammen forfra og forfra hele tiden. Mandens gamle utrænede stemme ændrede sig aldrig – blev ikke flad og forandrede ikke toneleje. Hele tiden var sangen den samme uanset hvor længe han sang.

Som musiker var Bryars fascineret af denne sang – og prøvede på at få bearbejdet et eller andet til det. En dag, da han sad og arbejdede i sit studie lod han den gamle mands sang køre, imens han selv skyndte sig ned efter en kop kaffe.
Da han kom tilbage et par minutter efter, så var kontoret, som normalt var fyldt af lyde og aktivitet, så var det stille og roligt. Den gamle mands stille stemme var spredt ud af studiet og havde fuldstændig forvandlet kontoret udenfor.

Jesu blod har aldrig svigtet mig    har aldrig svigtet mig
Jesu blod har aldrig svigtet mig  Det ved jeg med sikkerhed
for han elsker mig højt

Kontoret var som tryllebundet af stemmen – folk talte lavmælt til hinanden og dem, der gik omkring gik stille og roligt rundt i rummet. Mange sad bare i deres stole – fanget af denne stemme. Et par stykker sad og græd stille og roligt med tårerne løbende ned af deres kinder.

Selv om Gavin Bryars ikke selv troede, så var han forbløffet og kunne ikke lade være med at blive konfronteret af denne mystiske åndelige kraft, der var i stemmen og budskabet. Denne stemme tilbød et uventet budskab om håb og tro midt i den mørkeste og mest ødelagt nat. Denne hjemløse mand bragte et budskab fra Gud i en simpel sang:

Jesu blod har aldrig svigtet mig    har aldrig svigtet mig
Jesu blod har aldrig svigtet mig  Det ved jeg med sikkerhed
for han elsker mig højt

Bryars begyndte at længes efter den tillid og den tro, som den gamle mands sang udtrykker. Og han ville ære denne gamle mand ved at understrege hans simple budskab, at uanset din livssituation, så elsker Jesus dig, så kan du stole på Jesus.
Men det tog sin tid – først i 1993 synes han, at det var lykkes for ham, og resultatet var CD-en med titlen ”Jesus blood never failed me yet”. Og som alt i alt er 75 minutters sang med disse 5 enkle linier. ”Jesus blod har aldrig svigtet mig”

Kunne det være vores sang? 

Onsdagstanker: Sløjfede gravsten - del 2?

I mandags var jeg på tur rundt til mine bedsteforældres grave - bare for at sige hej - og tak for alt. Jeg var også på jagt efter en gammel venindes grav, som jeg nogenlunde vidste hvor var, men jeg var alligevel ikke helt sikker. Jeg fandt den aldrig - retningen jeg kiggede var korrekt, men udgangspunktet for eftersøgningen var forkert.
Men jeg så også en masse andre grave og navne sant titler - men der var også en grav, som jeg nærmest ikke kunne se, da den var fuldstændig dækket af højt ukrudt. Af en eller anden grund var der noget, der fik mig til at stoppe op og begynde at fjerne det ukrudt - hive det op og langsomt komme ind, så man kunne se stenen. Selve stenen var også dækket af nedfaldne blade og andet snask fra træerne, så det skulle fejes væk. Så kom chokket - manden, ser lå der (han hed vist John) havde kun ligget der siden 2011, det var ikke en af de grave, det stod til at blive sløjfet på grund af alder, men det er kun små 3 år siden, han døde. Egentlig lidt sørgeligt, at der ikke er nogen, der har gjort dette, når det er så kort tid siden, han døde. Men i mandags blev det gjort af en fremmed.
Og hvorfor fortæller jeg det? For at prale med min gode gerning? Nej, for jeg ved ikke om det var en god gerning, må man i det hele taget fjerne ukrudt hos en andens grav? Havde familien fået en rykker fra kirkegården, at nu skulle den grav altså ordnes? - måske kom en enke fra Maribo eller Kerteminde for at ordne graven, og så var alt ukrudtet væk!!
Ja, måske... men så kom hun dog af sted for at besøge sin mand (jeg tror faktisk, at der stod et andet navn på gravstenen også, men husker det ikke med sikkerhed). Men det er netop pointen i at jeg gjorde det -og ikke bare blev forarget over en misligeholdt grav - vi ved intet til historien bag graven. Måske er familien selv død - den sidste i den nærmeste slægt er måske borte. Måske er de så svage, at de ikke magter eller har glemt graven. Måske er vreden til John så stor, at dette er en straf at misligeholdt graven. Ja, eller også er det almindelig slendrian.
Under alle omstændigheder, så synes jeg, at Johns grav skulle kunne ses - han har levet og det for ganske nylig - han fik en gravsten, et monument over sit liv. Han var måske en skurk -  men det hører nu fortiden til, tilgivelsen til - især Guds, når vi står ved en grav.
Min hjælp er nok minimal - men som den barmhjertige samaritaner hjalp uden skelen til om manden på vejen var det værd, sådan stoppede jeg kort op. Du kunne også have stoppe op - være en mini-barmhjertig samaritaner. Hvem ved, måske er det en dag vores grav, der ligger forsømt hen - vi er nok ligeglad på det tidspunkt, men set fremad varmer det da, hvis der er en fremmed, der stopper op og fjerner ukrudtet. Fjerner de nedfaldne blade og andet snask fra træerne, så man igen kan se vores navne.

Jan Groth er død

"Der har Jan Groth boet" - sådan siger jeg hver eneste gang, jeg sammen med min kone kører forbi det lille hus på Fædresmindevej i Odense, ikke langt fra hvor mine forældre bor. "Der har Jan Groth boet" - hjemme i mine gemmer har jeg faktisk en side fra en telefonbog, hvor det kan dokumenteres, at rent faktisk har boet i det hus. Ja, og for at det ikke skal være løgn, så har hans børn faktisk gået i min mors børnehave...

Og hvem er så Jan Groth? Ja, han er musiker og en kristen en af slagsen. Jeg må erkende, at jeg faktisk ikke ved så meget om hans arbejde her i de sidste år - andet end at han var knyttet til Oslo Gospel Choir. Han repræsenterede Norge ved melodigranprix i 1991 - og så kom han ind i mit liv, da han lavede pladden Musikmaskinen, en fantastisk musikalsk rejse rundt i de troens frugter, tålmodighed, mildhed (Gal 5,22), hvor Jan Groth spillede en sang, som jeg har taget med mig til børnegudstjenester.

Hej, har du hørt om Herbert,

en meget langsom snegl.

Hvor han befandt sig

skete mange trafikale fejl.

Så myrerne blev irriter't

og billen gal, fordi

at Herbert kravled'

mens han nynned'

denne melodi:

Omkvæd:

Tålmodig, tålmodig

slap af og sænk dog farten.

Når det går for hurtigt,

så går det galt fra starten.

Tror du at, tror du at,

Gud mangler tålmod - nej!

Og tænk på hver en gang,

at andre ventede på dig.

Da Herbert var lidt yngre,

der så det sort ud tit

han glemte, han var snegl,

så han kravled alt for hurtig.

Han brased´ind i spindelvæv

gav myrene en på tuden

lig indtil Herberts far blev gal

og skældte Herbert ud.

Omkvæd...

Jo du kan nok forstå at

historien har en fejl,

hvis ikke, når du kører bag

en rigtig langsom snegl

du husker denne lektie

som Herbert lærte dig

og viser lidt tålmodighed,

mens sneglen går sin vej

Omkvæd...

Du kan høre den her - tryk her - jeg mener, at det er Jan Groth, der synger, meeen, synes ikke helt stemmen passer. Dette er også den danske version - der var en oversættelse af den norske.
Og så har han også indenfor de sidste år bragt nyt liv til evangelisten og sangeren Aage Samuelsens sange. Blandt andet denne skønne sang her:

Men nu er han altså død - slået til jorden af kræft-sygdommen! Du kan læse en nekrolog her (tryk her).
Det er mange år siden, jeg har hørt fra ham - men han har altid fyldt i min underbevidsthed, denne norsk-danske sanger. Tak for en masse gode sange - tak for titelmelodierne til min barndom.
Og på gensyn!

Onsdagstanker: Kirkebønnen i Hobro Kirke

Sådan lød afslutningen på kirkebønnen i søndags i Hobro Kirke. Bed med!
-----
Far i himlen, suveræne og almægtige Gud, trofaste overholder af din pagt og Frelser, vi beder til Dig på vegne af vores lidende medkristne i Irak. Ret dit blik mod dem, og oprethold og forsvar i din barmhjertighed dit folk. Styrk troen hos dem, der lider i Jesu navn. Styrk deres vidnesbyrd for Jesus, selv under dødstrusler (Åb 12,11).
Herre, engang delte du Det Røde Hav for at skabe en sikker vej for Israel, der flygtede fra Faraos hær (2 Mos 14,21-22); åbn nu en vej til sikkerhed for dit folk, der er nødt til at flygte.

Kærlige Far, Jesus forudsagde, at hans folk ville blive hadet af alle nationer og blive udsat for trængsler (Matt 24,9), som vi ser det ske for de kristne i Irak. Tillad dem ikke at falde fra troen eller at forråde hinanden, og bevar deres tro, så den ikke bliver kold (Mt 24,10-12). Hør klageråbet fra kirken i Irak og Kurdistan ja, hos alle dem, der lider under forfølgelsen og der græder over deres børn (Jer 31,15).

Nådige Gud, vis barmhjertighed mod vores medsyndere, der forfølger dine udvalgte. Ligesom Jesus bad dig tilgive dem, der torturerede Ham på korset (Luk 23,24), så hav nu barmhjertighed med dem, der korsfæster og halshugger de kristne i Irak. Åbenbar din nåde og herlighed for dem, så at de må vende om, tro og blive frelst.

Til sidst, Herre, send din Ånd til at inspirere kristne, der lever i tryghed og bekvemmelighed, at vi må ære vores brødre og søstres martyrium ved at leve frimodigt for Jesus; at vi må afsky synden i os selv - had, begær og afgudsdyrkelse – som vi ser vores brødre og søstre på frygtelig vis udsættes for; og at vi må leve med større besindighed og i fortsat bøn for Jesu sag i denne onde verden.

I Jesu Kristi navn, ham, der elsker os og har løst os fra vore synder (Åb 1,5), ham, som du har givet som hoved over alle ting til kirken (Ef 1,22), i din Søns navn beder vi. Kom, Herre Jesus. Amen.

Onsdagstanker: Sløjfede gravsten

På en hjemmeside kan man finde gravsten fra snart alle kirkegårde i Danmark. De skal dog være af en vis alder, men derefter kan man finde sine bedsteforældre, sine onkler og hvem, der ellers er døde fra en i fortiden.
Jeg har forgæves ledt efter en bestemt gravsten – min fars faster, Mary. En enlig kvinde – dvs. uden børn og direkte efterkommere, men alligevel en levende del af vores familie.
Nå – jeg kunne simpelthen ikke finde hendes gravsten – hun ligger på Haarby Kirkegård på Fyn. Og så nævnte jeg det overfor min onkel, og fik at vide, at den var blevet sløjfet efter at være blevet fornyet 1 gang.
Det var faktisk en lidt mærkelig ting. Ja, jeg har kun besøgt graven 2 gange i al den tid – sådan var det nu engang. Men jeg har altid vidst, at dér lå hun – og det gør hun jo stadigvæk, nu uden en sten. Og det er jo dyrt at have sådan en gravsten.

Hvor er vi mennesker mærkeligt indrettet – for nej, jeg ville nok ikke selv betale for graven, for hun er jo ikke der mere, og så hellere bruge pengene på levede mennesker. MEN det skær alligevel inderst inde, at nu er den del af familien væk. Men på en måde, så glider hun det sidste stykke ud af vores liv nu, hvor det sidste synlige tegn efter hende er borte. Jeg er så heldig, at ikke langt fra kirkegården, der ligger hendes hus (det er til salg lige for tiden), og det kan jeg finde og lade tankerne glide tilbage. Men hendes egen gravsten er borte.
Ja, jeg er et sentimentalt vrøvlehoved!
God sommer

Onsdagstanker: Hvad vi kan lære af tyskerne (del 2)

Som jeg skrev i sidste uge, så har vi denne ferie været i Harzen. Fantastisk lille sted – og tæt på os, dette klippelandskab. Skønt!
Sidste uge skrev jeg, hvor dejligt det var, at fok hilste på hinanden – også selv om man ikke kender hinanden. Denne gang vil jeg tage os med ud i trafikken. Jeg ved ikke om det er det samme i Tyskland som herhjemme, at der sker en forvandling af en, når man sætter sig ind i bilen: Fartdjævlen kommer op i en. Ham, der vil først frem, koste hvad det vil – og som egentlig synes, at alle andre er nogle idioter. Alt det, man ikke bryder sig om, når man selv cykler, det er udsætter man cykelister for.

Jeg ved ikke om det også er sådan i Tyskland, men det føles ikke sådan. Man skal blot nærme sig at gå over fodgængerovergangen – så stopper bilen på vej derhen. Herhjemme skal man have sat sit ben på første stribe før man kan være sikker på, at der bliver stoppet – og selv der kan en bil da godt nå lige at køre forbi (somme tider har jeg lyst til at gå med et nøglekneb foran mig med en nøgle rakt ud det kan da ikke være mere ulovligt end at de ikke stopper ….). Der er derfor rigtig mange mennesker, der stopper op ved fodgængerovergangen – og venter på at man har stoppet op – også selv om man med nedsat fart først ville nå ned til fodgængerovergangen, når fodgængeren var væk. Men hvis man ikke er vant til at bilerne overholder deres pligt til at stoppe, så venter man indtil man har set, at den holder stille helt henne ved fodgængerovergangen. Og ja, det er altså ikke befordrende for trafikafviklingen.

Der er en større forståelse for at man skal have tingene til at fungere i Tyskland. Man bøjer gerne reglerne lidt og slækker på ens rettigheder, hvis det betyder, at trafikken så kommer til at glide. F.eks. oplevede vi at komme i en kø fra en lidt befærdet vej og skulle ind på en stærkt trafikeret vej med tendens til kø-dannelse. Vi havde fuldt-stop og under danske forhold betød det, at man så kunne sidde der rigtig længe – for ”du har bare at holde tilbage”. Men her blev ”Fuldt stop” til en indfletning, så hver bil holdt tilbage for den næste bil – og på den måde blev trafikken afviklet. Og det i et land, hvor en regel er en regel og ”Ordnung muss sein”.

Ved ikke hvad der skal til for at ændre trafikkulturen i Danmark, men den er faktisk rigtig rådden! Men kan den ændres, så er det en god idé at tage ved lære af vore tyske naboer.

Onsdagstanker: Hvad vi kan lære af tyskerne (del 1)

I lørdags kom vi tilbage fra en uge i Harzen – og der slog det os, hvor venlige tyskerne egentlig er. Man smiler og hilser på folk ude på gaden, selv folk man ikke kender. Man møder en interesse og imødekommenhed fra folk, der sidder ved kassen i supermarkedet. Og når man siger farvel til kassedamen, inden man forlader butikken, så svarer kunden bagved også med et ”farvel”.

Løgstrup har ret, når han skriver, at vi aldrig har noget med et andet menneske at gøre, uden at vi har et stykke af den andens liv i vore hænder. Og det er op til os, om vi vil forlade dette menneske gladere og styrket eller det modsatte. Om vi vil styrke det positive i det menneske eller den negative følelse.

Sådan havde vi det i hvert fald efter en tur i Harzen – man bliver faktisk i bedre humør af at folk smiler og hilser. Ja, selv børnene kunne mærke det, vores ældste sagde: ”Hvorfor kan tyskere så godt lide børn?”. Og når vi nu snakker børn, så var det ikke kun voksne, der hilste - selv børn, der ellers legede hilste "godmorgen" eller "hej", når man gik forbi dem.

Vi kan virkelig lære noget af vores tyske naboer – se de folk, vi møder. Smil til dem – hils på dem – og oplev det selv. Hvor har jeg mange gange hilst på en og fået et mærkeligt blik som svar, ”ham kender jeg da ikke”. Eller jeg har nikket til en mand på knallert, der bagefter var ved at køre galt, fordi har skulle vende sig for at se hvem i alverden det var ”ham kender jeg da ikke”.
Så på med ”ja”-kasketten overfor vores medmennesker – lad os hilse på hinanden. Og så er der også noget med at Jesus har sagt i bjergprædikenen: ” hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også.”

Onsdagstanker: 12-tallet

Nu er vi nået så langt væk fra studenterfester og jubel over at have fået den højeste karakter, så nu kan jeg godt tillade mig at skrive dette:

Jeg havde en mærkværdig drøm, natten inden jeg skulle have den store skriftelige opgave tilbage i gymnasiet. Jeg drømte, at jeg fik karakteren 12. Jeg fattede virkelig ikke havde det var for en karakter - det var jo hverken godt eller dårligt - det var bare 12.
Det var naturligvis inden den nye skala blev præsenteret, så i dag ved folk nok hvad 12 er... men 12 er ikke det samme som 13. Ja, der er jeg jo ret logisk, hva?

Som jeg forstår det nye karaktersystem, så er det for at vi kan sammenligne mere direkte de forskellige landes karaktersystemer - for i udlandet havde man sådan en karakter, som man sådan set ikke kan få. 13 var karakteren, som viser, at man faktisk kan endnu mere end man egentlig skulle kunne. Det gav en gulerod for dem, der virkelig ville stræbe efter det uopnåelige indenfor faget, men give den en tand mere. Og der var rigtig langt imellem de 13-taller

Den mulighed er der ikke længere - muligheden for at stræbe efter det uopnåelige er væk. Og et eller andet sted er det da sørgeligt og en skam for "stræberne", at de ikke kan - nu må de ned til os andre, der aldrig har kunne nå så langt. Øv for dem - og godt for os. Så kan læreren så sige til stræberen, at det var et 12 tal med to pile opad... men det kan man alligevel ikke se nogen steder. Så lighed for loven, så er vi glade og tilfredse.

Onsdagstanker: Folkekirkens kondomer

I søndags kunne man i landets kirker høre om, at det er svært at være en kristen. At det koster.Jesus kigger sig over skulderen og ser en masse mennesker, der følger ham - han har kort sagt succes! Folk er spændt  - hvad vil mesteren og super-stjernen Jesus nu sige?
Det bliver ikke noget, der lyder sødt i deres ører: Hvis I vil følge efter mig, så koster det - jeg stiller krav. I skal endda hade jeres eget liv.
 
Havde Jesus haft en spindoktor, så ville han nok have sagt: ”Vi snupper lige en time-out her, vi snupper lige en pause, for vi skal lige have snakket lidt strategi her, Jesus. Det her er altså ikke nogen vindersag – drop den slags – det vil folk ikke høre”. Ja, på en måde kan man godt sige, at Jesus har en masse spindoktorer som efterfølgende har brugt RIGTIG meget krudt på at omtolke Jesu ord. Man kalder dem ikke  spindoktorere – men teologer og præster.
”Nu siger Jesus godt nok det her – men i virkeligheden mener han… Jesus mener ikke det vi hører her – så radikal er Jesus bestemt ikke. Når Jesus siger ”hader”, så mener han ikke hade som i ikke at elske, men som i at vi elsker far, mor, hustru børn mere end Jesus”.
 
Vi præster og teologer er rigtig gode spindoktorer for Jesus – for vi er rigtig gode til at pakke det kristne budskab ind i et sukkerlag, så det ser og smager mere indbydende. Vi fortæller kun halve sandheder – ”evangeliet er gratis - det er gratis at blive en kristen” – imens vi glemmer at fortælle slutningen af sætningen: Ja, evangeliet er gratis – men den koster alt at følge det.

• Den koster din hengivenhed at du er villig til at sige farvel til dine forældre, hvis de ikke kan acceptere, at du er en kristen,
• den koster dit vidnesbyrd, at du fortæller om Jesus og din tro, den koster at du bliver upopulær, fordi du holder fast på et standpunkt, som ”man” bare ikke har i dag – f.eks. i forhold til det seksuelle.

 
Det er super skønt, at folkekirken er til stede på Nibe Festival her i denne uge uge – men i stedet for at fortælle at det måske ikke ligefrem er en kristen dyd at være sin kæreste utro – at det måske ikke er en kristen dyd at drikke sig fuld og hoppe hen i det nærmeste telt, så står præsterne og deler gratis kondomer ud – endda med folkekirkens logo på. Der var en gang, hvor man delte Bibler rundt – den tid er åbenbart slut.
Ja, det er rigtig, at hyggen nede i teltet sker uanset om kirken deler kondomer ud eller ej - men det er så meget, der sker, uanset hvad. Det kan godt være, at den kirke, der deler kondomer ud, er en nærværende kirke. Men hvad er den nærværende med - vil det ikke være en speciel oplevelse at give en kondom til en pige en aften - og så næste dag tage imod samme pige, der græder over at have være sin kæreste utro? Deler man sådan noget ud, så er man også med til at blåstemple hvad den så bliver brugt til.
Skal kirken ikke også være sådan et sted som en modkultur - som et alternativ - og som en skulder at græde ud ved, når man f.eks. har hoppet ind i det forkerte telt? For hvis der er noget godt ved alkohol, så er det, at den åbner op og fjerner den religiøse blufærdighed, så man har mod til at snakke om de ting også. Og så skal kirken være dér.

Vi er rigtig gode til at pakke det kristne budskab ind i lag sukker – evangeliet er gratis. Jesus stiller ikke krav. At være en kristen har ikke konsekvenser på den måde du lever dit liv på. Du kan sagtens leve og ligne alle andre – for evangeliet og frelsen er gratis – så kom og vær kristen. Ja, du behøver ikke engang at komme – det er ok, at du holder dig på afstand – for det kræver ikke engang engagement eller noget at være en kristen. Det kræver ikke et ja fra din side. Kirken stiller ikke krav – Jesus stiller ikke krav – vi tager bare imod.

I søndags sagde Jesus: ”Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen?” – at være en kristen kirke er at være salt i verden, er at give livet smag, er at bevare alt der er godt og sikre mod forrådnelse. Har en kirke på Nibe Festival, der deler kondomer ud på – har den kirke mistet sin kraft? Har den kirke sagt så mange gange ”Evangeliet er gratis” – at den selv har glemt fortsættelsen ”men det koster alt at følge det”. Er kirken, der er sådan, som lunkent vand, der spyttes ud af munden på Jesus – som salt, der kastes væk?


En kirke, der ikke er forpligtet på Jesu ord og ikke er forpligtende, er ikke en kristen kirke. Et menneske, der ikke er forpligtet på Jesu ord, er ikke et kristent menneske. Vi skal være villige til at gå hele vejen med Jesus – ikke stå af på halvvejen – ikke tage halvdelen af budskabet med os og så lade resten ligge.

Onsdagstanker: 2 års fødselsdag

I sidste uge var det to år siden, at det vielsesritualet for folk af samme køn blev indført.

Jeg er ikke blevet klogere siden sidste år - jeg er stadigvæk bedrøvet over at min folkekirke har et sådant ritual, men også bedrøbet over at se, at ritualet bliver brugt til at sortere præster fra til stillinger. Mange steder er det blevet et must, at man skal ville benytte det nye ritual - ellers ingen ansættelse. Og det bliver - som i Kolding - brugt til at lægge præster for had i en hetz, også på partipolitisk plan.

Det er en lidt for spændende tid, vi lever i. Men hvem ved, måske mener jeg noget andet næste år.

Onsdags-tanker: Mit nytårsforsæt, der holdt

Vi skriver den 23. april - og nytårsaften er nu kun et sløvt minde... var der overhovedet nogen nytårsaften 2013-14?
Ja, det var der... for foruden at få kogt torsk med sennepssovs for første gang i mere end 15 år, da fremsagde jeg et nytårsforsæt, som jeg indtil dato har holdt: Drossel ned på din læsning af Kristeligt Dagblad - subsidiært: Lad helt være med at læse det.
Nå ja - at undlade at læse Kristeligt Dagblad er rimeligt nemt, når jeg ikke modtager bladet og når menighedsrådet ikke mener, at det er godt for os præster at holde os ajour med hvad der sker i Folkekirken vil de ikke betale - "vi betaler selv for vores avis". Der ligger et par stykker nede i "venteværelset" ved kirkekontoret - men den er der ikke rigtig ro til at læse i. MEN så er der jo den hjemmeside, der gemmer sig bag adressen www.k.dk - og det er netop selv samme avis.
Den side har jeg godt nok misbrugt mange timer på at være sur over. Læst et par stykker artikler og været så dum at læse hvad folk har skrevet om disse artikler - og om hvad folk mener om andres meninger om artiklen. Mange gange er man nødt til at læse de mange kommentarer, for www.k.dk har lagt en spærre ind, så man kan ikke læse ret meget af de fleste artikler - kun lige de første par linier. MEN da jeg naturligvis går ud fra, at man refererer artiklens indhold og udtalelser loyalt, så de omtalte personer i artiklen vil kunne skrive under på, at det var hvad de sagde/skrev/tænkte, så behøver man naturligvis ikke læse hele artiklen, men kun disse små referater af den i folks kommentarer.
Ja, jeg har brugt mange timer derinde - men det er intet at regne i forhold til de mange timer, jeg har gået rundt og irriteret mig og grimmet mig over de udtalelser og kommentarer, der er kommet på den side - både i selve artiklen og i kommentarerne under artiklen. Dels er mange af dem skrevet før forfatterne har talt til de berømte ti - dvs. de er skrevet imens følelserne sad udenpå tøjet (og det giver altså ikke de bedste og mest nuancerede synspunkter). Og havde dette følelseslag været skåret væk, så var indholdet langt væk fra hvad jeg anser som kristen tro og kristen etik - også selv om forfatterne klæber diverse religiøse titler på deres navn.
Så ja, jeg brugte mange timer på at læse på hjemmesiden, og mange timer på at rense ud og ja... begræde det billede af Folkekirken og det kristne folk, som jeg fik dér.

Så jeg lovede mig selv: Det skal du ikke udsætte dig selv for. Dels er det ikke godt for dit blodtryk, dels er det spild af din tid (da især, hvis du forsøger at tale dem til fornuft, for de er ikke ude på at komme til fornuft, men ude på konfrontation) og dels er det ikke godt for din frimodighed i embedet som præst.

Og ja - jeg har været inde på siden i år - f.eks. for at læse lidt om en biskop, der åbenbart ikke tror på en almægtig Gud - men elles har jeg faktisk holdt min sti rimelig ren. Når jeg sidder og lige har brug for at holde et break fra mit arbejde og lige skal skøjte nyheder og nyhedssider igennem, så hed det førhen: www.DR.dk, www.politiken.dk og derefter www.k.dk - nu hedder det www.dr.dk, www.politiken.dk og derefter www.eb.dk ... ja, det er en møgavis, men møget der hænger ikke så meget fast som den anden.

Onsdags-tanker: Danmarks besættelse

De tusind Aar, da blev de væk
i morges Klokken 5 af Skræk!

Sådan skrev Kaj Munk på besættelsesdagen 1940 - hvor vores stolte historie smuttede ned i et musehul og sagde "Jawohl!" - indtil det pludselig var mere fordelagtigt at sige "Yes!".

Tak til dem, der trodsede dansk zig-zak-kurs og kæmpede for det andet Danmark end det land, der sad i pengepungen.

Onsdags-tanker: Hvad ville jeg gøre?

Hvad ville jeg gøre, hvis jeg fik at vide, at jeg havde mellem tre måneder og femten år tilbage at leve? Og hvis jeg kunne mærke, at set nok blev tættere på de tre måneder end de femten år?

Ja, det sker jo ikke... Det sker kun for naboen eller for mange af de familier, jeg møder, når jeg er til begravelsessamtale. Men det sker jo ikke for præsten...
Jo, det gør - eller det kan, lige som det kan ramme slagteren. Sidste år døde en præst i nabosognet af kræft, kæmpede til det sidste, blev ved sit arbejde længere end de fleste nok ville have gjort.

Jeg prøver på at forestille mig det, men kan ikke. Vil jeg blive bange? Lige nu vil jeg svare nej, det vil jeg ikke. Jeg er ikke bange for døden. Vil jeg blive gal over at være blevet syg? Måske. Vil jeg blive bedrøvet? Ja, men et eller andet sted nok mest over den sorg, som min død sikkert (?!) vil bringe rundt om. Og hvad skal der ske med kone og børn - rent økonomisk skal de nok klare sig (så vidt jeg forstår), men rent menneskeligt. Børn bør have deres far, og en hustru bør have sin ægtemand.

Hvad ville jeg bruge min sidste tid til? Hvad ville jeg prioritere? Ville jeg blive ved - som min gode kollega, næsten til jeg segner - eller vil jeg trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet og verden og hellige mig familien? Eller vil jeg trække mig væk fra den også, fordi jeg ikke ønsker at de skulle se mig lide? Eller vil det bare være endnu værre for familien, at de ved, at jeg lider, men ikke må få lov til at komme ind og lindre eller i det mindste ledsage mig på min vej mod døden.
Tjah - tunge tanker at starte et år med...