Onsdags-tanker: Julen står for døren

Nå, nu kan selv jeg vel ikke komme udenom, at det snart er jul. På tirsdag samles man fra nær og fjern i familiens skød og glemmer for en tid al verdens kvaler. Eller som Homer Simpsons siger, at julen er den tid på året, hvor folk fra alle religioner finder sammen for at mindes Jesu fødsel.

Jeg håber, at I må få en fantastisk jul - en rig jul, men mest rig på kontakt, på samtaler, på nærvær med dem, der allerhelst vil være sammen med.

Glædelig jul!

Onsdags-tanker: KærlighedensHøjsang

Jeg skal lige beskrive scenen for dig.

Vi befinder os i et land i Mellemøsten i hjemmet hos en præst - vi kan kalde ham for Jim. Han virker "undercover" som præst. Det vil sige, at han har et dækerhverv, han laver, men det er ikke hans egentlige grund til at være i landet. Han laver netværk, får muslimske venner, og da han er oppe i årene, så kan han tillade sig at tale om Jesus uden at man bliver fornærmet på ham. Der er en dyb respekt for ældre mænd.
Jim har inviteret os ind for at møde en af disse muslimske venner, som han lige så langsomt er kommet til at snakke med om dybere ting. Vennen kommer - ulasteligt klædt. Han beklæder en høj stilling, og det ses. Hans opførsel ikke mindst overfor kvinderne er meget upåklagelig og respektfuld. Hilser ikke på dem ved at give hånd, men bukker og holder hånden på sit hjerte.

Under samtalen prøver vi at finde ud af om humor er det samme i Danmark som i dette land. Vi fortæller en vittighed, men han smiler bare høfligt. Nitte... Vi vil så høre hvad unge i hans alder kan fortælle af historier og jokes, når de er sammen. Ja, han kan ingen vigtigheden, men vil gerne dele et ord med os, nemlig: Et liv uden Kærlighed er som en fugl uden vinger.

MÆRKELIGT at denne mand ikke er gift!! Charmetrold

Nå, men den griber Jim og tager sin bibel op. "Jeg vil gerne læse noget for dig fra vores Bibel, for den har også meget at sige om kærlighed". Jim fandt stedet frem og jeg troede at han ville læse op af Højsangen i Det gamle Testamente. Smukt tænkte jer... Og så læste han op på arabisk for sin ven, der lyttede andægtigt.
Jeg fattede ikke en brik - men mine tanker røg i retningen af Kærlighedens Højsang i Det nye Testamente... "Sjovt" tænkte jeg "Rytmen i oplæsningen passer lige på den måde, jeg ville læse op af Kærlighedens højsang"... I ved, 1 Kor 13... Kærligheden er mild, den misunder ingen. kærligheden er.... Om jeg ejer al visdom og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, så nytter det mig intet.

Da vennen var gået, ville jeg høre, hvad Jim havde læst... Og ganske rigtigt. Det var Paulus'. Tekst og ikke Salomos tekst. Jeg kunne ikke forstå et hak af arabisk, men rytmen, ordenes placering, oplæsningen... Det er den samme. Rytmen er den samme, om den så bliver læst på dansk eller på arabisk... Sjovt, at poesi på den måde sprænger grænser og bygger bro, selv om man ikke lige ser, at der er en bro...

Og indholdet er det samme - Kærlighedens storhed. Ikke den kærlighed, som nogen af os kan præstere, men Guds kærlighed... Tør vi kalde den for Jesus?

Prøv find din Bibel frem og læs og smag på ordene - du finder teksten i Paulus´ første brev til Korinth kapitel 13.

Onsdags-tanker: Guds kærlighed

Jeg så en film for mange år siden, hvor en rig og betydningsfuld på forskellig vis havde hånd i hanke med den lokale præst. Den rige mand bestemte over kirken og gjorde præsten hvad den rige mand sagde, så tilflød der mange penge til kirkens arbejde. Ja, den rige mand havde også en stor del at skulle have sagt i forhold til forkyndelsen. Så på den måde kunne den rige mand også styre lokal befolkningen, der sad og lyttede til præsten.
Jeg husker ikke hele historien, men pludselig fik præsten altså nok - og vendte sig mod den rige mand og fik de lokale med sig. Han truede dem med at hvis de ikke gjorde som han sagde - og kastede den rige mands åg af sig, så ville de høre om dom og fortabelse et helt år. Men hvis de gjorde, hvad han sagde, så ville han gennemgå og prædike over samtlige steder i Bibelen, hvor ordet "kærlighed" stod.
Folk vendte den rige mand ryggen og alt blev fryd og gammen.

Jeg tænker ofte på den film - eller den sidste scene. Tænk et helt år eller mere ud fra ordet kærlighed - mangfoldig midt i ensformigheden. Tænk et helt år eller mere med dom og fortabelse.
Jeg har nogle gange lyst til at lukke af og sige, at jeg ikke vil prædike over Guds kærlighed - og så meget som nævne ordet kærlighed i mine prædikener i en periode. Hvorfor? Jeg aner faktisk ikke om jeg "misbruger" det ord for meget - men jeg har lidt på fornemmelsen, det der er, hvad der sker ... sådan generelt. At vi præster er for hurtige til at nå "i havn" og finde løsningen i påstanden om at Gud er kærlighed, at den et eller andet sted bliver for "billig". Når noget bliver sagt tilstrækkelig mange gange, så kan det godt slå over og blive trivielt og dermed ligegyldigt. Det må evangeliet om Guds kærlighed aldrig går hen og blive. For Guds kærlighed er hverken billig eller triviel.

Jeg har lyst til at eksperimentere med en periode, hvor jeg ikke nævner ordet kærlighed.... jeg tror jeg begynder næste søndag. Eller søndagen efter igen... Ja, det kan godt være, at vi lige skal have advent og jul overstået... så kan det være, at jeg skal... en gang efter påske. For hvad er påsken uden kærlighed? Ja, måske har mit eksperiment lange udsigter.

Onsdags-tanker: Kristne og politik

I sidste uge var vi igennem endnu en lokal valgkamp - der er blevet afgivet løfter på et tidspunkt, hvor det kunne være en fordel, og så er de blevet trukket i land efter valget, hvor det så så ud til at være en fordel.
Igen har bekendende personlige kristne gået til valgbordene og sat deres kryds - men hvad bestemte dette kryds? "Man skal stemme efter politisk overbevisning", men hvad bestemmer den politiske overbevisning? Ens økonomi? Ens status i samfundet (man plejer jo at sige, at man er glødende rød i sine unge år og så rykker man mod højre i takt med at indtægten stiger og jo mere "sat" man bliver)?

Var du kristen, da du stod henne i stemmeboksen - eller gik du på kompromis med din tro og overbevisning og satte krydset ud for et parti, der i bedste fald er religions-neutral?

Onsdags-tanker: Menneske først og kristen så ... (del 2)

Det er det grundtvigske slogan - som jeg lige var inde at berøre for 14 dage siden. Lad os prøve tage den op ved hjælp af en, der levede på samme tid som Grundtvig.

Den kristne filosof, Søren Kierkegaard ønskede i sine skrifter at finde ud af en ting: Hvad vil det sige at være en kristen. Han ønskede at svare på de fundamentale spørgsmål: Hvad er et menneske - hvad er det, der gør et menneske til et menneske? Hvad vil det sige at være en kristen?

Det har mange andre forsøgt at give et svar på. Kierkegaards genistreg er at kæde de to spørgsmål sammen, sådan at svaret på det ene er svaret på den anden. At være kristen og menneske hører for Søren Kierkegaard uløseligt sammen.
Hvad er det at være menneske? Det er at være kristen.
Hvad er det at være menneske? Det er at være kristen.

Kristendommen er ikke en række kristelige meninger, men det er en bestemt måde at være menneske på. En måde som mennesket ikke selv kan etablere – det er kødets etablering. Det er en måde, der er muliggjort pga. Guds gerning. Kristendommen er ganske udogmatisk for Kierkegaard. Han ser Kristus som den, der sætter ham fri til at være menneske på en særlig måde – det er kristendom, og altså også sandt menneske.

Onsdags-tanker: Amen i kirken (del 1)

"Det er så sikkert som amen i kirken" - siger man. Jeg har et projekt, hvor jeg gerne en gang vil tælle hvor mange "amen"-er der bliver sagt i løbet af en gudstjeneste. Men det kommer jo an på om der f.eks. er dåb - og det kommer også an på præsten.Ikke alle præster slutter deres prædiken af med et amen.
Tanken lyder, at et så stærkt ord som amen, tør de ikke bruge om deres prædiken, at "det står fast". Det er jo dog ikke Bibelen/Guds ord, men min prædiken, det efterfølges (at disse præster så når alt kommer til alt alligevel ikke anser Bibelens ord for at stå fast, kan måske forklare, at man helst også vil væk fra at sige amen efter bibellæsningerne)... men mere om det en anden gang.

Der kan jo være noget fornuftigt - ja, måske endda... ja, skal vi sige fromt ydmygt (?) ikke at sige amen efter prædikenen, men jeg siger nu for det meste amen. Det er ikke fordi jeg mener om mine prædikener, at de står fast - lige så fast som Bibelens ord - MEN jeg beder til og håber på... og somme tider endda bilder mig selv ind - at der er overensstemmelse mellem det, jeg lige har sagt på prædikestolen, og så det, der står i Bibelen. Jeg vil i hvert fald i hvert fald ikke vove mig op på prædikestolen og sige noget, som jeg ikke tror er bibelsk forkyndelse. Så det er måske en god prøve til mig selv - vil jeg turde sige "amen", det står fast, efter min prædiken, eller er jeg ikke så "skråsikker"? Står jeg søndag-morgen med en prædiken, som jeg ikke tør sige "amen" til, så er det måske på tide at finde en frem fra arkivet og holde den i stedet... for er jeg ikke sikker på, at der er overensstemmelse mellem det, jeg siger, og det "der står skrevet", så bør jeg holde min mund og ikke vildlede min menighed. Hellere holde mund end risikere at komme med falsk lære.
Det er jo ikke bare pjat og pjank, vi står og prædiker, men det er alvorligt og kan have evighedskonsekvenser for de mennesker, der lytter til os.

Så jeg vil skrive i min notesbog: "Husk amen-testen"

Onsdags-tanker: Menneske først og kristen så... (del 1)

Med fare for at have misforstået... MEN jeg får en lille smule kvalme hver gang jeg hører det Grundtvig-slogan, Menneske først og kristen så. For det er meget sjældent at det er tolket som gode gamle Århusteolog Regin Prenter gjorde det, nemlig at man først skal se sig som menneske (dvs. som synder) før man kan se sig som kristen. Altså først anger og derpå tilgivelse. Ganske rigtigt.

Men det er sjældent, at det forstås på den måde. Groft karikeret så er det, at man først er menneske, dvs. har de menneskelige behov, de menneskelige glæder, de menneskelige sorger - "at man først skal løbe hornene af sig", før man er kristen.

Jeg var på kursus i foråret - en norsk professor i sjælesorg, Tor Johan Grevbo kunne ikke forstå Grundtvigs skelnen. For det gælder om at være menneske set i lyset af kristentroen. Man er ikke noget specielt som kristen. At være "kristen" er ikke noget andet end at være "menneske", men at være "menneske" i en speciel tro og tradition... og tør jeg tilføje: I et specielt forhold til Gud, nemlig et fader-søn-forhold?

 

Onsdags-tanker: Forskellen på at sige sandheden og at dømme

width="200" />Det er interessant, hvordan det sker igen og igen og igen. Man kommer med sin etiske holdning om et eller andet - og det indeholder et nej til nogen (det være sig i forhold til vielse af homoseksuelle eller abort) - og så kommer det som amen i kirken: Du er fordømmende.
Hvis jeg siger - som sandt er - at jeg er imod provokeret abort, så ryger det ud: Du er fordømmende - du lægger skyld over på de kvinder, der har måtte træffe et uhyggelig valg.

Den eneste måde at undgå at få den smidt i hovedet om at fordømme - også selv om man ikke har nævnt kvinderne eller omtalt den provokerede abort som racehygjene eller mord eller andet, der er temmelig værdiladet og bærer ekko med fra en anden verden og situation.

Og her forlader vi "abort" som eksempel og går videre til at se på sagen: "Forskellen på at sige sandheden og at dømme".

Skal man så bare holde sig mund, hvis man har en holdning, som ikke deles af flertallet? Ja, det skal man - hvis du spøger "folk". Det er i hvert fald sådan man opfører sig.

Men det er bare det, sandheden skal siges - og løgnen bliver ikke sand selv om den får fleste hænder i vejret ved en evt. holdningsafstemning på Kristeligt Dagblad eller Det etiske Råd... ja, sågar i Folketinget og ved landets domstole.

Men at sige at jeg ikke er enige med en holdning - at sige at du tager fejl, også i din handling, er ikke det samme som at dømme dig - kunne det være sagt i kærlighed, fordi jeg netop elsker dig? Jeg siger til dig, at jeg ikke er enig i din holdnig/handling, netop fordi jeg elsker dig - ellers kunne jeg jo være fuldstændig ligeglad. Jeg fortæller, at jeg synes du laver en fejl og jeg vil ikke have, at du smadre dit liv - jeg siger til dig, at det er synd, og jeg vil ikke have, at du skal tilbringe evigheden i helvedet.

At lade dig være i fred i din fejl og din synd - sådan som jeg ser det - er ikke at fravær af dom, men fravær af omsorg og kærlighed.

Jeg vil i hvert fald prøve at lytte efter det, næste gang, at der er en, der kommer og retter på mig - korrekser mig - at det er sagt netop fordi den person bryder sig om mig, og ønsker det godt for mig. Ellers kunne vedkommende jo lige så godt have ladet mig sejle i min egen sø. Jeg skal være glad, at der er nogle, der elsker mig så meget, at de gerne vil fortælle mig sandheden.

Onsdags-tanker: Korsmarken

På en mark ud til motorvejen ved Hedensted står 16000 kors. Hvert kors repræsenterer et menneskeliv, der blev endt i livmoderen af den ene eller den anden årsag. Man se  det som en provokation. Man ser det som et led i at give andre dårlig samvittighed og få det dårligere ved at minde dem om en gjort gerning. Man ser det som en politisk ukorekt gerning. Debatten har været hård - nogle har endda gået en tur og sparket enkelte af disse kors ned.

Jeg kørte forbi marken i søndags - en flot eftermiddag, i hvert fald lige på det tidspunkt. Jeg var egentlig spændt på hvordan det så ud. Og det var faktisk smukt! Nu har jeg naturligvis også et helt andet forhold til symbolikken i et kors end i hvert fald dem, der sparkede korsene ned. Men de var smukke i deres enkelthed og i de lige rækker af kors.
Jeg kan ikke se noget provokerende i de kors.
Vi planter et kors, når der er en, der dør. De fleste af disse børn fik aldrig deres eget gravsted, der blev ikke plantet et kors over dem. Nu er der.

Ved at sparke til de kors - ved at kræve dem væk - ved at blive edikesture - ved at blive provokeret - ved at blive stødt på andres vegne... så begår man et overgreb mod deres minde. Så prøver man igen at fjerne dem - der var ikke plads til dem af den ene eller den anden grund før, da de endnu levede i livmoderen. Der er heller ikke plads til deres minde nu, hvor de er døde.

Æret være deres minde! 

Onsdagstanker: Ingen debat

Der er blevet lavet en undersøgelse om den seneste debat om vielse af homoseksuelle. Det viste sig netop, at mange præster holdt sig fra debatten - lige bortest fra den i Kristeligt Dagblad. Og så var det nogle få og biskopperne, der var på færde.

En af grundene til det, skulle være, at der var en uforsonelig og spids debat mellem de to fløje... det synes jeg nu ikke passer - i hvert fald kun for dem, der var positive overfor vielse af homoseksuelle. Aldrig har jeg mødt så meget had og så grumme beskyldninger som hos dem. Man skulle bare sige ordet "nej" og så vældede det frem. Vi var lige flyttet ind og skulle have TDC til at etablere telefonforbindelsen - og da han hørte, at jeg mente et nej til det nye ritual... så var den venlige TDC-kundeservice væk. Og der var ikke ende på hvor snæversynet jeg var.

Den sidste debat var vel også bare en pseudo-debat - endnu en hørringsomgang, hvor selv ministeren ikke ventede på at få resultatet, før han offentliggjorde det. Man havde kørt kirkefolket død - der skal meget for at et menighedsråd sætter sig og laver et hørringssvar, så jeg orkede ikke at få mit menighedsråd med igen, da det igen kunne være aktuelt. Hele debatten var bare et præludium til selve lovgivningen - man var ikke interesseret i at høre noget negativt og i hvert fald ikke interesseret i at tage hensyn til det. Så hvorfor blande sig igen? Hvorfor sige sin mening igen? Jeg havde jo en gang sagt min mening om den sag - og den står jeg ved - for jeg har endnu ikke hørt et bibelsk argument for sådant et ritual.

Men et er, at den ikke var i aviserne - det er en debat, der aldrig må falde til ro. Der skal altid være en eller anden, der siger sin mening om det lokalt - holder ved sin mening. "Det I har gjort og gør er forkert - og er at skjule sandheden for de homoseksuelle".

Kaffetanker 19. søndag den 19. søndag efter trinitatis

Morgenmaden er spist her søndag morgen, konen forbereder sig på gudstjenesten i Hadsund Kirke og børnene ser Ramasjang. Der er stadigvæk lidt kaffe i koppen... så hvorfor ikke kigge på dagens prædikentekst, imens jeg drikker den sidste kaffe.

Det er Markus Evangeliet kapitel 2 vers 1 til 12 og handler om hvordan Jesus helbreder en lam mand, der bliver hejst ned til ham på en bårer. Jesus begynder med at tilsige ham syndernes forladelse, det er der nogle præster, der bliver forarget over... Det kan kun Gud gøre. Jesus spørger dem, hvad der er sværest at gøre at tilsige syndernes forladelse eller helbrede manden.

Jeg spurgte mine kære konfirmander i tirsdags hvad der var nemmest af de to ting. Svaret var naturligvis givet på forhånd: Det er nemmest at tilsige velsignelsen, for det kan jo ligesom ikke kontrolleres.

Herlige Jesus vender sig derpå til manden og helbreder ham.

"Forventningsafklaring" - hedder det, når man finder frem til hvilke forventninger man har til hinanden eller f.eks. et fælles projekt, inden man går i gang. Havde Jesus lavet en forventningsafklaring med den lamme eller med hans venner, så havde det nok ikke været syndernes forladelse, der havde drevet dem til at komme, men det, som Jesus udpeger som det nemmeste: Nemlig at helbrede manden.

Forventningsafklaring? Hvad er dine forventninger til Gud, når du kommer til ham, når du f.eks. går til gudstjeneste? Er det lykke? Er det oplysning? Er det underholdning? Er det et godt helbred for dig og dine? Er det at din familie igen må finde sammen?
Det er jo fantastisk vigtige ting, som da manden bliver bragt til Jesus for at blive helbredt... men hvorfor ikke gå efter hovedgevinsten: Tilgivelse af dine synder? Det er langt det sværeste end noget af alt det andet, du kan hungre efter, men selv det har Jesus kontrol over og selv det magter Jesus.

Så gå efter hovedgevinsten i kristendommen, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

... det var den sidst slurk kaffe. God søndag!

Rettelse: Ikke optimisme, men håb

I et indlæg i forbindelse med etårsdagen for vielsesritualet for homoseksuelle (kan findes her), skrev jeg, "jeg vi ikke være pessimist", "ud med bedrøvelsen, bitterheden og pessimismen" og at kirken skal være "Orte des Optimismus".
Jeg er nok kommet et stykke videre, siden jeg skrev de linier. En kristen skal ikke være optimistisk - for ærligt talt, så er der ingen grund til optimisme i verden. Ingen. Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ikke at tingenes tilstand bliver meget bedre - heller ikke i den danske folkekirke. Måske endda tværtimod. Jeg vil arbejde i retningen af at det bliver det - jeg vil gøre min lille mikroskopiske andel i det, men jeg vil er ikke optimist.
En kristen skal ikke være omtimistisk, men håbefuld - dvs. tro på Gud. Stole på Gud. Håbe på Gud. Den kristne håber på trods af at vi intet har at have vores optimisme i - men vi har alt at bygge vort håb på, nemlig Gud - og hans evigt gyldige ord til os. Så den strålende fremtid, som jeg skriver om i mit indlæg, som vi kristne går i møde, er ikke nødvendigvis her på jorden - men kan lige så godt placeres i himmelen - og det er nok, når alt kommer til alt, dér hvor målet virkelig er.
"Vi går en strålende fremtid i møde - for den er skabt af den almægtige Gud, som vi kristne må få lov til at kalde for "far". Som Johannes skriver i et af sine breve: "Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!" (1 Johs 3,1) - og det er ham, der vil stride for os."

Den gamle pave, Benedikt XVI skriver om forskellen mellem optimismen og det kristne håb: "Optimismens mål er utopien om en endegyldig og for altid fri og lykkelig verden, det fuldkomne samfund, hvor historien har nået sit mål og åbenbaret sin guddommelighed [...] Det kristne håbs mål er Guds rige, dvs. verdens og meneskets forening med Gud gennem en akt af guddommelig magt og kærlighed" (s. 50 i "Se på Kristus").
God sommer!

Han er ikke noget uhyre

"Sådan fangede de monstret" - sådan lød overskriften i Ekstra Bladet i dagene efter at  sexkrængeren fra Fyn langt om længe blev fundet - via. tilfædlighedernes spil, men når bare han er stoppet, så er det lige meget hvordan de fandt ham.
MEN det er ikke lige meget hvad man kalder ham, for han er ikke noget monster, han er ikke noget uhyre - han er et ganske almindeligt menneske."Et almindeligt menneske gør ikke sådan noget" - jo, det gør ganske almindelige mennesker - som har en eller anden psykisk brist, som lader sine drifter bestemme over sig - som lader sin seksualitet bestemme over sig, og derfor pludselig er nødt til at køre rundt i en rød bil og samle små piger op.
Ja, i denne tid, hvor man ikke må lægge bånd på sig selv og da især ikke sin seksualitet, så må det virkelig være et wake-up-call: Se hvad der sker, når man giver los! Se hvad der sker, når man kalder alt, der bare kan smykkes med ordet "kærlighed" frit lejde. Måske er det derfor, at man for alt i verden ikke vil kalde ham for et rigtigt menneske, men et uhyre og et monster - altså langt fra at være et menneske! For man vil ikke se det i øjnene, at det er den samme drift og kraft, der er i ham, og som ødelagde disse piger, som der er i ... ja, dig og mig, og som nogle ikke kan håndtere, eller ikke vil håndtere og bremse. Her i dette tilfælde gik det så desværre ud over nogle børn, der ikke selv havde bedt om det. Normalt "rammer" det folk af samme observans - almindelige mennesker.

"Man jæger et bæst, men fanger et menneske"
Politiinspektør Bent Isager-Nielsen har skrevet en bog om sit liv indenfor politiet med den titel. Det er en rigtig sigende og spændende titel. For vel kan man finde på at gøre noget forfærdeligt - men de er stadigvæk et menneske.
Politiinspektøren skriver: "I gennem mine år, som drabsefterforsker har jeg oplevet nok til at forstå, at alle mennesker kan slå ihjel, hvis de bliver drevet til det af omstændighederne. Og at selv den mest brutale morder i bund og grund dækker over et menneske. Måske drifterne er mere dystre og kræfterne mørkere. Men i næsten alt ligner han dig og mig. Altså bortset fra - at han har taget et adet menneskeliv" (s. 22).
For faktum er, at det lige så godt kunne være din nabo, der gør sådan noget - ja, jeg vil også sige det uhyggeligt: At under de forkerte forhold, så ville du også kunne finde på at gøre sådan noget, og mig med. For en måned siden var jeg en tur i Berlin og besøgte det gamle STASI-fængsel, hvor ganske almindelige mennesker gjorde uhyrlige ting, pinte folk, tog menneskeværdigheden fra mennesker og knækkede dem for altid psykisk og fysisk. Og som hilsen på vej ud fra guiden fik vi at vide, at mange af de mennesker stadigvæk levede i husene og lejlighederne omkring fængselet. Vi gik og kiggede om vi kunne se nogle forfærdelige menneske, der skulede efter os... men det var jo ganske almindelige mennesker som dig og mig.

"Han er da en flink fyr"

Efterhånden som der kommer ting frem om manden, så vil der garanteret være et flertal, der siger: "Jamen han var da en flink fyr" - "han var da ganske almindelig" - og hvis de svinger sig højt: "han var lidt stille af sig".

Sexkrænkeren er et almindeligt menneske - der har gjort noget forfærdeligt. Og uanset hvad, så har han krav på samme forståelse og menneskeværd som dig og mig. Intet menneske bør reduceres til deres gerninger. Og det er hvad der sker, når man kalder ham et monster og et uhyre. Man tager menneskeligheden væk fra et menneske - og det kan ingen gøre - og bør ingen gøre. 

Vi ødelægger os selv som folk

Der er nok af eksempler på hvad der sker med et folk, der pludselig fratager andre mennesker deres menneskeværd og menneskelighed - og der er flere eksempler på kriminelle i tiden, hvor man har udtrykt samme holdning som til sexkrænkeren. Det ødelægger et folk, det gør et folk råt og ukærligt.

Så vel er det hårdt at erkende, at han er et menneske som dig og mig - men i det lange løb gør vi os selv en tjeneste ved at holde fast på hans menneskelighed. Derved beholder vi vores egen. 

Hvor er du nu?

"Jeg har lyst til at gå en aftentur på kirkegården" røg det ud af mig, da vi havde spist aftensmad her søndag-aften. Og nu her små to timer efter sidder jeg på en bænk i dødens smukke have, Søndre Kirkegård i Hobro. Lyde er der massere af. Over mig sidder en due og kurrer - andre fugle giver deres til, at larmen fra de mange biler rundt omkring ikke får lov til at danne det eneste lydtæppe på oplevelsen.

Det er smukt at gå her. Velholdt. Der er brugt rigtigt mange mandetimer på at få den så smuk og stilfuld, og der bruges lige så mange for at holde det ved lige.

Man går i en duft af blomster - levende blomster, der lokker insekter til med duft og farver, og afskårne, der som en duftens svanesang efterlader et duftspor, "jeg har været her".

Det gør gravenstenene også - fortæller "jeg har været her". Mor, Far, Lille Ole - eller direktør, sognepræst, billedhugger eller Søs. "I hjertet gemt". Nogle gravsten prydes med levende lys, andre med friske blomster og igen andre ser ud til at dem, der har dem i hjertet gemt, ikke lige har haft dem i hovedet den sidste tid.

"Jeg har været her" - det er hvad der er tilbage. Dem, der var store engang, er nu lige så små som dem, der altid har været små. At man var stor engang betyder ikke, at ens eftermæle også er stort mange år efter ens død. Storheden kan være glemt. Døden gør os alle lige... næsten.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor disse mennesker er nu. Ja, alle er lige, men alligevel ens valg her i livet og ens fravalg bliver pludselig temmelig og meget håndgribeligt afgørende.

Jeg sætter mig på en bænk, sidder og stirrer på en gammel gravsten, "Elsket og savnet".

"Jeg har været her" - men hvor er du nu? Skal vi græde over dig,græde over dine spildte muligheder, eller skal vi glæde os over, at du nåede frelst igennem livet og nu står og tilbeder Gud for herlighedens trone?

Hvor er du nu? Var dit nej til Jesus det værd, som du oplever nu? Var den såkaldt frihed det fængsel værd, som egentlig kun var tiltænkt Djævelen og hans engle, men hvor du nu sidder, lokket dertil med tomme løfter og ond bedrag?

Hvor er du nu? Var dit ja til Jesus virkelig så meget værd, som det det oplever nu? Kunne du kende den Jesus, som du har hørt så meget om, og bedt så meget til? Har du set Gud på hans trone?

Hvor er du nu? Vi mødtes aldrig her på jorden - du døde længe før jeg blev født. Skal vi mødes på den anden side? Hvor vil jeg være... til den tid.

Lige nu sidder jeg på en bænk på Søndre Kirkegård, søndag. Min hustru putter mine to dejlige børn derhjemme. Jeg rejser mig, takker for det dette besøg gav mig af tanker for livet og for døden. Jeg lukker lågen - sætter mig ind i bilen og kører ude i livet beriget efter et besøg i dødens smukke have. Og med spørgsmålet: Hvor er du nu?

Jeg skriver ikke under

Der florerer for øjeblikket to underskriftsindsamlinger på nettet. En underskriftsindsamling for at få en 18 årig voldtægtsmand smidt ud af Danmark og en for at forhindre en kvinde, der har angivet sine alfonser (kvindesmugling), i at blive smidt ud. Begge sager er sørgelige – men når man læser de bemærkninger, der kommer omkring især den første, så må jeg tage mig til hovedet. ”Hallo menneskelighed?”. Det virker jo faktisk sygeligt det massehad, der er mobiliseret. Internettet, der hidser folk op – og den lette adgang til at udtrykke sin mening gør, at folk ikke lige tænker sig om før de trykker på ”send”.
Men jeg vil ikke skrive under på nogen af de to. Fordi

1) Jeg vil ikke ønske at leve i et samfund, hvor en retssag blev påvirket af en underskriftindsamling på nettet. Og jeg ønsker heller ikke populistiske politikere, der lader sig styre af enkeltsager. Lovgiver man efter enkeltsager, så rammer det bredt og forkerte i en anden, men dog smule lignende situation. Så hvorfor skrive under, hvis jeg dybest set ikke ønsker at min underskrift påvirker udfaldet af dommen?

2) Jeg kender ikke den 18 årige voldtægtsforbryders sag, baggrund og motivation for at handle som han gjorde. Vi må have tiltro til at dommere kan hæve sig op over stemninger og se nøgternt på sagen og dømme retfærdigt – og ”retfærdigt” er ikke altid lig med ”hårdt”.  Vi har et retsvæsen, som skal stille sig imellem mig og så den forbryder, der har gjort mig og mine noget ondt. Jeg skal hverken hævne eller straffe – det er samfundet, der på neutralt grundlag bedømmer og dømmer.

3) Hvad sker der med den unge mand, hvis han bliver udvist til Somalia. Et normalt liv? Næh sikkert ikke – radikalisering? Måske! Ryger i hænderne på en flok onkler med meget skarpe knive? Mere sandsynligt. Det korte af det lange: Det, de mennesker i den underskriftsindsamling har skrevet under på, er at den mand skal dø. Det er ikke op til os mennesker at sætte en stopper for andre menneskers liv, uanset forbrydelsens karakter og uanset om man så selv svinger kniven eller man giver andre muligheder for det. Men er de mennesker, der har skrevet under på dette – er det det bevidst, at konsekvensen af deres underskrift er at de får et andet menneskes blod på hænderne?

Jeg ved godt, at jeg er et naivt menneske, der ikke har forstået livets alvor - men jeg skriver ikke under.

Tak for din støtte, hr. minister

... titlen omhandler en artikel på Danmarks Radios hjemmeside, at et bøssepar først efter 17 præster fandt en,d er ville stå for at velsigne af deres forhold (læs her) og ministeren for ligestillede kirke, Manus Sareen, springer frem med sin politiske harme og taler om noget så sjældent for en politiker som retfærdighed.

Kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen mener ikke, det er retfærdigt, at homoseksuelle par skal spørge 17 præster før de finder en, der vil vie dem. Men understreger, at præsterne fortsat skal have lov til selv at vælge.

"Den ramme, som præsterne arbejder i, handler om tro. Og når det handler om tro, så må man også acceptere, at de ikke vil gøre noget mod sin samvittighed. Omvendt tror jeg heller ikke, at der er nogen, der har lyst til at blive viet af en præst, der ikke har lyst til at vie dem, siger Manu Sareen til P3 Nyheder"

Nå ja - min overskrift er ironisk. For jeg mener ikke at han støtter os præster, der siger nej til vielserne. Han kunne have sagt noget med at han havde forståelse for deres situation, at det var træls for dem, at de ikke kunne finde en før nr. 17, men... og så det med trossagen. I stedet for at skubbe et begreb om uretfærdighed over på os præster. Enten har man lov til at sige nej, og så er det retfærdigt, eller også har man ikke lov, og så er det ikke retfærdigt. Ministeren forsøger at sætte sig mellem to stole, men det er kun den ene røvballe, der støtter sig på en stol. Den anden når han lige at gøre det på som man nu gør med enden foruden at sidde.

Som mine konfirmander ville udtrykke det: "Tak for lort"

Døm ikke - tanker til søndagens prædiken

"Døm ikke, så skal I ikke dømmes” - siger Jesus.

Hvad Jesus siger, er, at vi ikke skal sætte os i Guds sted. Det er ikke mit job at sætte mig som dommer, jury eller bøddel over mine medmennesker.Mit job er, at forsvare ham, tale godt om ham og forklare alting, så det træder frem i det bedste mulige lys. Min opgave er at dække over min familie og venners fejl og synd – ja, endda dække over mine fjenders fejl og synd. Min opgave er at huske på, at vi alle er syndere, og jeg er simpelthen en løgner, hvis jeg påstår, at jeg er bedre end andre.

Lige som andre af Jesu ord, er dette også blevet misforstået. ”Døm ikke, så skal I ikke dømmes”. ”Det var kloge ord. Det er vis og god tale, lad os dog blive fri for det dømmeri, for denne strenge barske tale om de store modsætninger, om synd og om hellighed, om løgn og sandhed, lad os tage blødt og eftergivende på alting. Vi skal ikke dømme”.

Hvis I spørger mig, så har man fuldstændig misforstået Jesus ord om at dømme, hvis man siger, at man ikke må f.eks. påtale synd og fejl. Hvis man ikke må sige, at Gud har en vilje med vores liv og at det vil ramme os selv, hvis vi går imod den vilje. Det Jesus fordømmer her, er at man har en dobbelt standard. Han siger, at du ikke må have en højere standard for andre, end den standard du har i forhold til dig selv. Vi skal alle måles efter den samme høje standard, nemlig Guds hellige lov, ikke vores egne smålige regler. Og Guds hellige lov kan ikke bøjes. Vi står alle fordømte overfor Guds lov, som vi alle bryder igen og igen og igen. I stedet for at pege fingre af folk, så skal vi se i Guds Lov og dér selv møde en finger: ”Du er manden” (Se 2. Sam 7a).

Vi passerer en kilometersten

... i disse dage er det et år siden, at der blev indført et ritual for vielse af homoseksuelle. Den kirke, som jeg holder så meget af - uvist af hvilken grund - har taget et skridt væk fra det, jeg ser som sand kristendom og kristent liv. 

Og alligevel er jeg her i kirken som præst - og jeg ved, at min tilstedeværelse her som præst gør, at nogle bliver i kirken, selv om de måske mest af alt har lyst til at forlade den. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, men det er mit ansvar.

Men et ved jeg ... er jeg fast overbevist om... ja, eller jeg klamrer mig i hvert fald til håbet om, at jeg tjener den herre, som har tidens gang i sine hænder. Den herre, som har givet mig lysten til at være præst, udholdenheden under studierne til at blive teolog og evnerne til at være præst, selv om jeg menneskeligt set bare er et skvat.

Jeg tjener den herre, der ikke bad de kristne i den døende menighed i Sardes (Åb 3,1-6) om at forlade menigheden, men tværtimod om fornyet opvågning for at de skal "styrk(e) resten, som er døden nær" (Åb 3,2).

Det må være vores opgave som kristne - at tale imod vranglære, at styrke de døende, at opildne til kærlighed, for vores kamp skal være velsignende. Ikke en menneskelig velsignelse, men et genskær af Guds velsignelse.

Nej, jeg er ikke optimist på Folkekirkens vegne - jeg er bedrøvet på Folkekirkens vegne. Men jeg vi ikke være pessimist, jeg vil ikke være bedrøvet. Af alle talerør, så brugte Gud den nye pave i Rom til at ryste i mig for leden dag:

"Die Traurigkeit ist Satans Zauberkunst, die unsere Hertz verhärtet und verbittert... die christlichen Geminschaften (sollen) Orte des Optimismus werden... Das Schlimmste am Geist der Traurigkeit ist jedoch, dass er die Sünde gegen die Hoffnung in sich trägt" (s. 24 i Papst Franziskus: Offener Geist und gläubiges Herz).

Så ja, ud med bedrøvelsen, bitterheden og pessimismen. Vi tjener en herre, som er Alfa og Omega, som omslutter alting, og som bærer alt og styrer alt med sin mægtige hånd. Kirken har før oplevet noget, der var værre end det, vi oplever nu. Vi går en strålende fremtid i møde - for den er skabt af den almægtige Gud, som vi kristne må få lov til at kalde for "far". Som Johannes skriver i et af sine breve: "Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!" (1 Johs 3,1) - og det er ham, der vil stride for os.

Hvor lang må en prædiken være?

For mig er der tre vigtige ting ved en gudstjeneste: Altergang, prædiken og velsignelsen - nok i nævnte rækkefølge. Alt andet ved en gudstjeneste ville nok kunne undværes for min skyld.

En god prædiken kan jeg leve på i ganske lang tid, ja, jeg har hørt prædikener, som jeg bliver ved med at vende tilbage til flere år efter.

Hvad er en prædiken?
En prædiken skal for mig at se ikke være en bibeltime, men skal ud fra dagens tekst tage fat på et vigtigt emne og gøre mig klogere både på den bibelske verden, men også på mig selv. Jeg vil kort sagt både blive klog på mig selv og på min Gud. Der skal være tiltale, som gør at jeg føler, at det her er relevant for mig at tage med mig ud i mit hverdagsliv - og det skal være undervisning (helst uden at det har karakter af undervisning). Og så må det også gerne være underholdende og i hvert fald skal det være gengivet af præsten på en sådan måde, at man bliver fanget.

Jeg har altså kort sagt mange forventninger til en prædiken. Den skal indeholde rigtig meget, men spørgsmålet er hvor lang må en sådan vare? Ja, er det kommer naturligvis an på om den er godt formidlet og om dens indhold er godt. Er det en jævn kedelig præstation med et indhold, der rent teologisk er helt til hundene, så kan 5 minutter være ren tortur. Men opfylder prædikenen mine forventninger til en prædiken, så må den gerne vare 45 minutter.

Kort, men godt?

Men i Den kongelige danske Folkekirke, der må en prædiken gerne være slut, inden den rigtig er begyndt. Den må i hvert fald ikke komme ret meget over de 15 minutter alt incl. Hvorfor?

Man siger med et fint ord, at "less is more" altså, at vi som prædikanter kan sige mere ved at skære alt det overflødige bort,  så det væsentlige ikke drukner i det uvæsentlige, Men hvad er det så, der skal skæres væk, er det netop det uvæsentlige, altså det, der gør en prædiken sjov at lytte til (anekdoter) eller det, der gør prædikenen vedkommende (hverdagshistorier)? En prædiken, der ikke har de ting med, er pludselig "forvandlet" til en bibeltime... eller?

Men man altså også sige, at man så heller ikke kan gå i krig med særlig vanskelige emner, hvis det skal klares på 15 minutter. Det vil sige, at man når ikke det spadestik dybere, som gør en prædiken spændende, og gør, at jeg bliver klogere på det bibelske/Gud. Ens budskab bliver derfor let til lette postulater og bliver ikke begrundet hverken ordentligt bibelsk eller også placeret i hverdagen. Eller også bliver det ved det, vi har høet før, og "Gud er kærlighed", når Gud nu også er meget mere end det. Det er væsentligt, men selv væsentlige sandheder kan blive platte, hvis det er det eneste, man fortæller.

Dovenskab
Er det ikke også en portion dovenskab i "max 15 minutter"-kriteriet? At man ikke er skolet til at sidde ned og for en gang skyld blive tiltalt, i stedet for at alt på en eller anden måde er diskussionsoplæg eller  noget, der kun kan tilegnes ved at man er i samtale (mærkeligt, at samtaleprædikenen ikke er mere udbredt, men det er nok bare os præster, der ikke tør det, for så ryger vi måske ud i området, hvor vi ikke er forberedt).

Er det fordi, at en gudstjeneste gerne skal slutte en time efter bedeslagene, for så skal man hjem til middagsmaden?

Længere gudstjenester med nyt indhold
Jeg vil gerne slå til lyd for længere gudstjenester, ikke ved at vi får længere salmer ind, men ved at vi måske tager flere andre elementer ind, f.eks. menighedens deltagelse ikke bare ved at læse op, men ved at komme med historier fra deres liv, der har noget med gudstjenestens emne at gøre. Og også ved at prædikenen får lov til at vare mindste 20-25 minutter. Når vi nu alligevel bruger tid på at gå til gudstjeneste, så kan vi jo lige så godt også få noget med hjem.

HAN ER OPSTANDEN

Jesus var død - men er levende!!!

Pjerrot og paven

"Mandag eftermiddag udviklede sig i en trist retning for Cirkus Arenas Pjerrot. Den karakteristiske cirkusklovn har nemlig fået stjålet sit kostume, der lå i en af cirkussets biler".

Sådan kan man læse på Politikens hjemmeside (tryk her). Manden, der står for markedsføringen for cirkusset siger: "Det er ikke den smarteste bil at stjæle, og man bliver nok også genkendt, hvis man render rundt i hans kostume".

Mon der er en dusør for at finde hans tøj... for et eller andet siger mig, at jeg har fundet den skyldige!

Hvorfor hat?

Jeg er feltpræst, og jeg har det ok med at gå i store støvler med smørrebånd så lange, så man er nødt til at binde dem et par gange rundt om benet for ikke at rende rundt med en snublefælde på hvert ben. Jeg har det også ok med at rende rundt i grønt og camouflageagtigt tøj... Men jeg har det ikke godt med den skide barret, som man skal have på hovedet, når man er ude - og som man for alt i verden ikke må have på indenfor.

Og hvorfor vil jeg ikke det? Fordi det er en hat... det er fordi det virker mærkeligt på mig, at man skal have noget på hovedet, som ikke har nogen funktion. Jeg har det fint med om vinteren at have en hue på, der varmer og skærmer - og jeg har det også ok om sommeren i sollyset at tage et eller andet på for at skærme af for solens ubarmhjertige stråler MEN så har hatten, huen eller kasketten jo også en funktion. Det har en barret ikke - og det har en kæk lille cowboyhat heller ikke... eller provsternes kæledægge: Alpehuen - det har den heller ikke.

Jeg kan ikke se, at den har anden funktion end at pynte eller udstråle et eller andet (enten religiøst opstemthed (f.eks. pavens store og små hatte), humor (klovnens spraglede hat) eller prestige (bowlerhatten).... ja, den kan også udstråle en masse andet). Og derfor kan jeg ikke se, at det er nødvendigt. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg vil føle mig latterlig, hvis jeg iklædte mig  en hat af en eller anden slags, med mindre at det var intentionen, at jeg skal se latterlig ud. Og når jeg hopper i dronningens klæder og tager min barret på, så er det med en "øv-nu igen"-følelse. For det er da så latterligt.

Men hjælp mig, alle I, der bærer hat!! Hvorfor gør I det? Hvad tænker I i det øjeblik, hvor I tager hatten på og træder ud af døren? Synes I, at I er pænere med hatten end uden hatten? Har hatten en funktion andet end image - og er det ok?

Hjælp en stakkels enfoldig person, der ikke kan andet end at smile lidt skævt, når jeg ser en mand eller kvinde med en ikke-funktionsbåret hat på hovedet.

Tillykke, Mette!

Kære Mette
Tillykke med din sejr! Tillykke til os præster - som du har kæmpet for.

Jeg forstår stadigvæk ikke, at man bliver ved med at sige, at du var på kanten med sognet - når retsteologen taler om "længerevarende uoverensstemmelser mellem præst og menighed". Men det var netop ikke mellem menighed og præst - men mellem ansatte og nogle fra menighedsrådet.

At der manglede en rygende pistol fra systemets side, er et godt billede, for det var godt nok tyndbenet de ting, der kom frem. Sådan lidt at nu skal vi finde noget. Alene citatet her fra artiklen får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig:

"Ifølge hans (en provst, som jeg sætter utroligt højt) vurdering var sognepræsten årsag til mange problemer. Blandt andet fordi hun låste sine døre i præstegården.
Medlemmer af menighedsrådet og flere af de ansatte ved de tre landsbykirker opfattede de låste døre som et problem. Det virkede uvenligt, og de kunne ikke komme ind i konfirmandstuen, uden at præsten lukkede dem ind; enkelte gange måtte vente udenfor."

Undskyld - jeg har ikke lyst til at have min dør ulåst hverken her i byen eller på landet. Og var det et problem med at komme ind til konfirmandstuen (som jeg går ud fra ikke er så lille, så præsten har helt råderet over den), så kunne man ordne det med at lave b-nøgler til den dør give nøglen til dem, der har brug for det. Og så kunne låse ordentlig af ind til selve præsteboligen med en a-nøgle.

Jeg kan simpelthen ikke se, at du havde gjort dig skyld i noget, som fortjener en fyrring. Men systemet - måske endda også den daværende biskop - var ude efter at få dig af vejen, og så måtte resten af systemet følge trop.

Du har vundet - men du får nok aldrig ansættelse i den kongelige danske folkekirke igen. For "der er jo nok et eller andet i vejen".

Og ja - det er vel det eneste: Du var fra Sjælland og fik stilling i Nordjylland - men med mindre, at du skjulte det og løgn om de ophav under samtalen, så kan man vel ikke klandre dig for den del af det.

Jeg håber, at denne dom må give dig en personlig oprejsning - og jeg skammer mig på min stands vegne over, at så få præster som tilfældet er, har bakket dig offentligt op. Er det fordi vi er bange for at være de næste?

Alt godt fremover!
Kærlig hilsen
Kim

- artiklen, der henvises til, kan læses her

Farvel til paven

" imageanchor="1" style="clear: left; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;">

En pave forlader sit embede

Ja, så oplever pave Benedikt XVI noget som ellers nærmest ingen pave har oplevet før ham: Han oplever at få sin embedstid analyseret og karakteriseret. Det er normalt noget, der først lader sig gøre, når den siddende pave er død... men nu får han altså "glæden" af at lytte  og læse dette selv.

Jeg må erkende, at jeg faktisk ikke kender så meget til den nuværende pave - eller "endnu nuværende pave". Nu er det med paven jo noget, som ikke rigtig betyder noget for de fleste af os her i Danmark, men jeg må dog erkende, at jeg har købt en enkelt bog af ham i forbindelse med hans afgang. Den lød spændende, så jeg fik den bestilt hjem. Han lyder til at være en strammer og en dogmatisk konservativ katolik/kristen.

Man kan sige meget om den katolske kirke - og sikkert også meget godt - men der er en ting, som jeg synes, at jeg godt kan misunde den katolske kirke for: De er ligeglade med om det der bliver prædiket og det, der praktikeres i kirken vinder gehør og er i overensstemmelse med hvad "folket" ønsker, tænker og lever - når bare det er i overensstemmelse med kirkens teologi. Og naturligvis: De får slag på den baggrund - der er nok mange, der vender dem ryggen, fordi det ikke lige passer ind i den moderne tankegang, det, der er teologi og praksis i kirken - men en kristendom, der er populær hos alle mennesker, vil jeg faktisk sige ikke er den sande tro på Jesus.

Det kan vi lære af den katolske kirke: Ikke at være bange for "folket" - for vi har noget, som ikke alle bryder sig om at høre, men som alle har brug for at høre og rette vores liv ind efter. Folkekirken er bange for "folket" - og lader "folket" opdrage på kirken og udvikle kirken, istedet for det, der var meningen, at man i kirken skal finde vejledning og hjælp til livet... som "folket" ikke bare kan regne ud af sig selv.

Nå - rigtig godt otium - og bliv nu ikke ked af det, hvis der bliver sagt for grove ting om dig og din regeringstid... det er alligevel hverken dem eller os, der skal dømme. Og brug så tiden på at bede - der er brug for alle bønner - også fra en pave emeritus.

DR-kirken

Der er heldigvis mange, der hver søndag ser den såkaldte DR-kirke, der er DRs store satsning på kirke-trosområdet og ud fra folks omtale er det en succesfuld satsning. "Ud fra folks omtale" - ja, for jeg har faktisk aldrig nogensinde set en eneste af udsendelserne, selv om de ser ret fantasifulde og inspirerende ud.
Først og fremmest ser jeg det ikke, fordi det er placeret søndag-eftermiddagen, hvor jeg gerne vil ud på tur med familien eller besøge venner. Men så har jeg også en personlig aversion mod selve tanken i programmer, der vokser sig op som en uoverstigelig mur for budskabet - og bare efterlader mig lidt småsur. Og det er naturligvis min egen fejl - men så tager jeg gerne det kors på mig, som det efterlader mig med: Et liv uden DR-kirken.

Jeg kan godt lide tanken om at stramme sig an, og være kreativ, når nu fjernsynet kommer på besøg - og det er skønt, at Kristus bliver forkyndt for rigtig mange mennesker, der ikke gider den normale kirke om søndagen (at jeg så tvivler på at det er den fulde kristendom, der kommer til udfoldelse dér i de udsendelser, er nok bare en fordummende fordom, jeg har...).

DR-kirken er sin egen
Og derfor er DR-kirken jo virkelig en insitution i sig selv i det kirkelige landskab - der er DR-kirken og så kirken om formiddagen. Og det kan sagtens være den samme præst, den samme menighed, de samme organister etc der er om formiddagen og derefter om eftermiddagen, men "produktet" er vidt forskellig. Og det er egentlig her min aversion ligger. Nemlig at der ingen forbindelse er mellem de to. Gudstjenesten i DR-kirken afspejler ikke folkekirkens gudstjenester. Møder man op til gudstjenesten om formiddagen vil man se præsten stå på prædikestolen - ikke i korbuen - og præsten står med sit manuskript - og kan ikke som i DR-kirken prædikenen udenad. Organisten sidder alene og spiller på sit orgel - og er ikke ledsaget af en mand, der spiller på vandglas eller et kor af glade amatører. Den folkelige biskop med liturgi og musik "som vi kan li´ det" er en lige så kedelig liturgi-pendant som biskopper normalt er her til lands. I DR-kirken har man på fornemmelsen af at man kappes om at være orginal og opfindsom i at udtrykke det kristne budskab på en moderne og tidssvarende måde - det er ikke det indtryk man får ved at deltage i gudstjenesten om formiddagen. Der er det stadigvæk "lad os alle bede" - og lad os alle finde koralbogen og liturgien frem - og så er vi færdige om 60 minutter.

Vi bliver snydt ikke bedraget
Selvfølgelig det er en præmis, som alle er vel-vidende om, så ingen bliver bedraget - sådan er det. Men måske bliver man snydt - snydt for noget godt om formiddagen. Ja, vi kan jo ikke hver søndag have en mand på besøg, der spiller på vandglas... og hvorfor egentlig ikke? Når en præst, menighed og organist (eller hvad gudstjenestens forskellige aktører ellers hedder) har været igennem processen i forbindelse med en udsendelse i DR-kirken, så burde vi jo lade noget af det fortsætte ud i den "normale" gudstjeneste om formiddagen. Man burde have et efterevalueringsmøde hvor man spørger sig selv: Var det her en god oplevelse? Kan vi bruge de erfaringer til noget, som vi har fået i DR-kirken - eller var det her bare en god oplevelse?
Man burde lave en undersøgelse for at se om DR-kirkens besøg i den pågældende menighed og kirke har betydet noget for det videre gudstjenestelig liv. Jeg er rimelig negativ hvad resultatet angår, for jeg tror ikke det betyder noget som helst - alt er ved det gamle allerede søndagen efter.

Ikke med mig
Det er nok også derfor, at jeg vil takke pænt nej til at blive inviteret ind i DR-kirken. Jeg vil ikke (og sådan vil det være, hvis jeg deltog) forgøgle et eller andet, der ikke havde bund i virkeligheden her i Hobro. Jeg har ikke lyst til at deltage i noget, der i mine onde øjne mest ser ud til at være en konkurrence om at være orginal og nytænkende. Og så længe jeg har det sådan, vil jeg ikke.
Jeg synes det er rigtig godt at nogen vil - og (som skrevet) det er rigtig godt, at mange høre evangeliet i DR-kirken - og det er rigtig godt at DR satser på denne selvstændige institiution i det kirkelige landskab.

Inspiration
Det kan jo faktisk godt være at DR-kirken på længere sigt bliver en inspirationskilden for gudstjenesten om formiddagen. Det vil da være rigtig godt - men som meget inspiration i kirken er rigtig længe om at bundfælle sig og nå ned til at kunne spire, sådan altså også her. Det tager lang tid - og spørgsmålet er, om DR-kirken med dens mange forskellige udtryksformer giver ro til at det netop kan bundfælle sig. Fordi næste måned er der et helt nyt udtryk - og så ryger den anden i glemmebogen. Og intet ondt ord om det - bare et lille suk at vi ikke får mere ud af det.

For okay - jeg kan altså heller ikke huske hvad jeg fik at spise i sidste måned - men jeg ved jeg fik noget at spise, for ellers havde jeg ikke levet nu. På samme måde med det åndelige - jeg kan ikke huske i detaljer, hvad jeg fik at spise i sidste måned, men noget må jeg have fået, ellers ville jeg åndeligt ikke leve i dag. Jeg kan ikke huske DR-kirken, men jeg må have fået et eller andet fra det alligevel - ellers havde jeg ikke vendt tilbage til det igen denne søndag.

Unges druk i Prag

Et træls syn at komme ned til om morgenen.

"Danmarks omdømme har lidt skade" sådan omtalte en forsker nogle unges hærgen og druk. Jeg hørte netop et program, der behandlede forældrenes ansvar i dette, og en på Facebook (folk tør sige mere end de normalt gør i nettets sikkerhed) sagde at de unge begik landsskadelig virksomhed.
Okay ... små slag, ikke?! Især i forhold til hvordan tjekkerne beskriver os. Nu ved jeg ikke hvor mange den er gal med, men prøv lav en undersøgelse over hvor mange mennesker, der har fået ødelagt deres ferie i Prag fordi deres bil blev plyndret. Det er garanteret rigtig mange. Der er et eller andet med ikke at kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus. Inden tjekkerne begynder at se skævt til og tale ondt om en hel nation, så skulle de måske se at få gjort noget ved det problem. Det kan da ikke passe, at man skal betale i dyre domme for at parkere sin bil væk i hotellets overvågede garage, hvis man ikke vil have smadret sin bagrude!
Hvis tjekkerne ser skævt til os pga. det, hvor meget desto mere kan vi så ikke gøre det pga. tyverier.

Nå ja - vi har selv været ofre for sådan et tyveri midt i Prag. En lørdag morgen, vores sidste i Prag, fin afskedsgave. Politiet kunne ikke tale andet et meget svagt tysk - vi fik stjålet en masse mad og konserves samt telt, da vi var på vej til campingferie. Og betjenten troede ikke, at vi havde for så mange penge mad, da mad er meget billigt i Tjekkiet, så det blev nedskrevet værdimæssigt i politirapporten.

Billedet er taget kort tid efter at vi havde opdaget "indbrebet".

Så vi forlod skyndsomt Prag - dækkede det, der var tilbage af vores bagrude med Vitavrap og fandt den hurtigste vej ind til gode gamle vestlige og trygge Vesteuropa - Østrig. Det føltes faktisk som om at vi kom lidt hjem. Tjekkiets omdømme havde lidt overlast :-)

Opbakning til sogn, der efterlyser en troende præst

Jeg vil gerne gå imod den overskrift, jeg netop har læst på Kristeligt Dagblads hjemmeside - den lød: "Ingen opbakning til sogn, der efterlyser en troende præst".
Her fra mig er der fuldt opbakning til sognet - og jeg ser med interesse og bedrøvelse, men endnu ikke med overraskelse, dem, der bakker væk fra sogn, der efterlyser en troende præst. Spørgsmålet er, om de er værd at bakke op.