Maldiverne og sharialovgivning

Jeg så lige et klip fra det store klimatopmøde, hvor ellers mange har skældt ud på Lars Løkke Rasmussen. Der var dog en, der ikke skældte ud, men tværtimod roste statsministeren, og det var præsidenten fra Maldivierne. Det er ellers et af de lande, der vil mærke klimaforandringerne voldsomt, da øriget simpelthen vil blive opslugt at havet. Præsidenten, der på mødet blev udråbt som en helt, fortalte, at landet iflg. eksperterne vil nå et kritisk stadie om 7-8 år.
Men hvad er det egentlig for et land, Maldiverne? Tjah ... det er et islamisk land med sharia-lovgivning. Et land, hvor det ikke er tilladt at praktisere sin kristentro og slet ikke forkynde om Jesus.
Missionsorganistationen, Åbne Døre, der hjælper forfulgte kristne, laver hvert år en liste over hvor det er hårdest at være en kristen... jeg prøver lige at gengive nogle af dem på toppen af deres liste:
1) Nordkorea
2) Saudi-Arabien
3) Iran
4) Afghanistan
5) Somalia
.... og kun på en 6. plads finder vi... Maldiverne.

En sjette plads!!! Det er da helt vildt så højt oppe dette land er. Selv kristne i det kommunistiske Kina har det bedre, for de er på 12. plads. I kan selv se listen her (tryk her). Her er hvad der står om Maldiverne:

I øgruppen Maldiverne, er islam den officielle stats-religion, og alle borgere
skal være muslimer. Sharia-loven følges, hvilket forbyder omvendelse fra islam
til en anden religion. En konvertit kunne miste sit statsborgerskab. At forbyde
praksis af nogen anden religion end islam anses for at være et vigtigt redskab
til at stimulere national enhed og bibeholdelse af regeringens magt. Således er
det umuligt at åbne nogen form for kirke, selvom udlændinge har tilladelse til
privat at praktisere deres religion som enkelt-individer. Samlinger m.h.p.
kristen tilbedelse blandt udlændinge er også forbudt, og man har ikke lov til at
opmuntre beboerne til at deltage i gudstjenester. Bibelen og andet kristent
materiale kan ikke importeres udover et eksemplar til personlig brug. I landet -
som er et af de mindst evangeliserede lande i verden - er der kun en håndfuld
oprindeligt troende, og de udlever deres tro i absolut hemmelighed pga. den
allestedsnærværende sociale kontrol fra andre maldivere. Der var stort set ingen
fremskridt for religiøs frihed i 2008 på trods af, at en ny konstitution blev
vedtaget og landet valgte en ny præsident, hr. Nasheed. Der var i år ingen
rapporter om oprindeligt troende, som er blevet arresteret, eller om kristne,
som pga. landsforvisning er blevet deporteret fra landet.

Hvad vil jeg så sige med det?
Tjah - det spørger jeg mig også selv om. Selvfølgelig skal man hjælpe dette land så godt man nu kan - og også stille krav tilbage om at behandle borgerne anstændigt og give frihed til at tro, tale og handle som man nu vil.
Hvilke krav om menneskerettigheder har man stillet i forhold til at yde hjælp/klima-erstatning (eller hvad man nu kalder det)? Det kan godt være, at man ikke skal sammenblande sådanne ting, fordi her er det noget højere, der er på tale, nemlig vores alles liv og velfærd... det kan vi tale om, når alting (forhåbentlig) kommer tilbage til sin vante gang. Men er det ikke bare os, der ønsker at de "normale omstændigheder" bare fortsætter, hvad med den kristne f.eks. på Maldiverne?
Spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, at vi skal se på sådanne ting. Nu, hvor vi pludselig står overfor en fælles fjende: Menneskets grådighed og egoisme. Nu skal der til at laves ting om - for det, der skal laves om er jo ikke bare på politisk plan, hvor ledere skal skrive under på et dokument, men det er hele vejen ned i samfundene - ned i den måde vi lever på. Så når vi nu alligvel er i gang, så kan vi jo lige så godt tage alting med - og ikke "bare" se på det fysiske og så sige, at det åndelige og det religiøse må underligge sig det fysiske. Det er måske endda det, der i første omgang har bragt os herhen, hvor vi er i dag.

Jeg stoler på Gud
I en prædiken (som jeg ikke har fået lagt ud på nettet endnu, men den kommer), som jeg holdt dagen før det store topmøde begyndte, sagde jeg blandt andet:

"Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: Hvornår har menneskeheden virkelig sat sig et positivt mål med positivet midler, og så opnået det? Ja, jeg er ikke kommet i tanke om noget tilfælde. Vi kan godt sætte os høje mål ved store konferencer og store militære oprustninger for engang for alle at slå fjenden tilbage, så vi får ”peace in our time”, som den engelske premiereminister Neville Chamberlain sagde, da han havde forhandlet med Adolf Hitler: Fred i vores tid. Men den fred varede ikke længe, men så kom 2. verdenskrig, krigen som skulle afslutte alle krige… men også det kom ikke til at passe. Vi kan sætte os høje mål, og vi mennesker kan se så positivt på os selv, at vi måske endda tror det kan lade sig gøre, men historien taler sit klare sprog – det lykkes ikke. Og vel kan historien ændre sig, men det kan mennesket ikke. Bibelen taler rigtig mange steder om fred og om at passe på skaberværket, men den giver os ikke meget håb om at det er noget, der skal bygge på vores bestræbelser. Den bygger ikke sine forhåbninger på en amerikansk præsident – for Bibelens fred bygger ikke på nogen isme, om det så er kapitalisme, nazisme, socialisme, kommunisme, humanisme eller amerikanisme eller hvad vi ellers kan finde på af ismer. Bibelen bygger ikke sine prognoser på alverdens kloge biologer og eksperter i gletschere og på alverdens delegerede, der strømmer til
Danmark for at frelse verden for os mennesker, men den bygger sin fremtid på
Kristus".

... Jeg stoler på Gud - uanset hvad, så tror jeg på at Gud nok skal klare det. Når vi mennesker har kæmpet det bedste vi har lært og kæmpet det værste vi har lært - og bagefter os har en stribe af nederlag og ødelæggelse, og planeten Jorden måske har lidt en krank skæbne undervejs, så tror jeg stadigvæk på Gud. Tror, at han vil stå frem - ham, som lederne i Maldiverne nægter folket frihed til at tilbede. Selv de lederes knæ vil bøje deres knæ for ham - og kalde ham Herre.

København - et flop?

Nå, nu er København-miljø-topmødet endelige blevet lagt i kisten, i hvert fald rent forventningsmæssigt. APEC -som består af nogle af de førende økonomier som USA, Kina og Australien har i hvert fald droppet det centrale klimapunkt om at halvere CO2-udledningen inden 2050. De kan simpeltehen ikke nå at nå til en aftale, siges dér.

Ond mistanke
Ikke nå det... der har jo simpelthen været forhandlinger og møder på alle niveauer i hele verden. Ikke nå? Jeg tror simpelthen, at de ikke har en vilje til det - selv Barack Obama har det kun i sin mund, så på det punkt ligner han lidt "den store djævel" (sådan er han i hver fald fremstillet i medierne, forgængeren George W. Bush. Men denne sagde dog tingene ligeud. For det er jo dyrt, det gør det dyrere at være f.eks. amerikaner. Det kan simpelthen ikke økonomisk betale sig - men rent menneskeligt kan det ikke betale sig at lade være.
Jeg ved godt, at det er en ond mistanke dér her - og især følgende: Hvad lavede Anders Fogh Rasmussen så, da han rejste verden omkring og talte klimaets sag? Ja, han endte jo som NATO-generalsekretær, var det hans rigtige mål for hans rejser - og så var klimatopmødet bare et middel? Tjah... det kan man jo have lov til at gætte om, men han har i hvert fald ikke gjort sit til at bane vejen for en aftale her i år.

Menneskeskabt eller naturlig udvikling?
Ja, ganske ganske få forskere mener jo, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte, men ganske naturlige og noget, som vi mennesker ikke kan gøre noget ved. Tjah... jeg håber faktisk de har ret, for vi mennesker kan åbenbart ikke tage os sammen til at gøre noget seriøst ved det.

Bare en lille bøvs her før middag-. God søndag - og nyd det gode vejr. Der kommer vist åbenbart mere af slagsen i de kommende år. (Se her)

World Trade Center genopstået

7,5 ton stål fra de to tvillingetårne, der udgjorde World Trade Center, er nu så at sige genopstået, ikke som et nyt højshus, men som et skib... krigsskibet USS New York. (I kan læse om det her på Politikens hjemmeside).

Er det bare mig, der sidder med en lidt mærkelig smag i munden. Alle tiders, at man bruger stålet til et eller andet håndgribeligt, men at det skal være et krigsskib, synes jeg er meget symbolsk... og det på en negativ måde. Vel er skibet ikke bygget til i sig selv at sende bomber og des lige af sted mod fjenden, men det skal bruge i krigens tjeneste. Bruges mod USAs fjender. Bruges mod dem, der gjorde 11. september imod os.

Det er virkelig symbolsk det skib - det er lavet af et smerteligt tab i USAs historie, men det bliver vendt til en jerknytnæve lige i hovedet på "the bad guys". I gjorde noget ondt imod os, det bruger vi imod jer.

Tænk nu, hvis man havde brugt stålet til at lave et hospitalsskib, der skulle sendes ud for at hjælpe til ved humanitære katastrofer i stedet for. Hvilket andet signal ville det ikke have sendt! I gjorde noget ondt imod os, det bruger vi til noget godt.

Ikke at den slags mennesker, der kan finde på at smadre passager-fly mod højhuse vil være i stand til at kunne aflæse sådant et budskab, men det ville virkelig sende et signal til resten af verden. Men i stedet er verden blevet endnu et krigsskib rigere... eller fattigere?

Allehelgens-tanker

Det er i dag Allehelgensdag - eller sådan, som vi vel rent kirkeligt behandler dagen nu: Alle Sjælesdag. Hvor Allehelgensdag handler om "Den store hvide flok" - martyrene, som Brorson skriver om:

"Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt" (Salmebogen, 571).

Men nu er det mest alle de døde, der er i centrum - alle sjæle. Om man så går fuldstændig amerikaner-amok, og gør det til halloween med græskar, drabelig udklædning og "chick or treat" eller man tager et starinlys og en blomst og går i ro og mag op på kirkegården. Det er det sidste, jeg vil satse på i dag. I dag - lige som sidste år - får vi ledsagelse af mine svigerforældre... dejligt at de kommer og er med til at markere denne dag med os.

Den første salme, vi skal synge ved gudstjenesten her om en helvandentimes tid, er "Stat op min sjæl", som indeholder de flotte, stærke og smertefulde linier

"Kom, hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar,
gak med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde" (Salmebogen 224,5).

Jeg synes virkelig, at det vers går lige i hjertekulen på mig - ja, vi har bragt noget kært til graven, men det er stadigvæk i vort hjerte.

Dig, der har mistet en, du holder af, kender du ikke det? At vi har dem stadigvæk som minde, savn og knuste drømme i vores hjerter? Og netop dem, som vi har dér, kan vi få lov til at bringe til Jesus. Ham, der døde - ligesom vore kære døde, men som er levende... ligesom vore kære en gang skal blive levende. Jesu død på korset tilintetgjorde mine og mine kæres synder - Jesu opstandelse viser, hvad det betyder for mig og mine kære. Han lever og I skal leve!... de skal leve.

Jeg aner ikke hvad der sker på den anden side af døden - har aldrig været dér. Men min bedste ven og frelser har været dér - og er der stadigvæk... og han vil tage imod os, som han har taget imod vore kære. Det er derfor ikke ukendt land, for vi har Jesus som vores guide.

Jeg håber, at du må få en rigtig god allehelgensdag...

Skønt at være far...

Det bliver bedre og bedre... havde nogle sagt til mig, for 2 år siden, at det ville være så skønt at være far, så ville jeg have sagt:"Det er dejligt at høre", men dybest set havde jeg ikke troet det. Josva er simpelthen bedre, smukkere og sødere end jeg overhovedet har kunne forestille mig.

Tænk - sådan et dejligt lille barn, der er blevet os betroet... som er blevet mig betroet. Et lille væsen, der er ved at opdage verden og sig selv. Som skridt for skridt finder ud af hvad livet er - og som møder det hele med smil og forventning om, at alt da naturligvis vil ham det godt.
Når han sidder i indkøbsvognen og vi kommer hen til kassen: "Hej hej"... lyder det med et kæmpe smil. Eller da han kom mig i møde i morges imellem gudstjenesterne og holdt op med at græde (han måtte ikke smide øllebrød ned i saftevandet... dumme mor) - og kom storsmilende og ville have et knus af sin far. Eller da han i går aede mig over kinden med sin små fingre.

Jeg bliver simpelthen så lille, når jeg tænker på min dreng. Alt det han oplever nu, er starten opå hans liv og er det, som vil fremstå som det eventyriske fortidland, der hedder "barndommen". Præstegården her i Horne vil være hans første barndomshjem - det sted, hvor alting på en eller anden måde bare var rosenrødt.Og vi er ansvarelige for at det skal blive så rosenrødt og godt...

Jeg havde aldrig troet, at det ville være så godt at være far. Der er meget arbejde i det - det er mange bekymringer... men glæden er så meget større. Uanset hvor mange mennesker, der havde stillet sig op og svoret for mig, at det var godt at være far... ja, jeg tror, da at jeg ville tro, at det var godt for dem.... men de er jo også "dem", jeg er "mig" og vil sikkert opleve det på anden måde. Og lige som man tror, at nu bliver det ikke bedre med ham, så giver han lige en tand til... smiler lige lidt ekstra. Griner og ryster hovedet, som kun den lille bette prut kan gøre det - og han har igen overgået sig selv.

Bare en glad stemningsrapport her fra Horne. Håber I har haft en god weekend - og dem af jer, der skal have efterårsferie, til jer, vil jeg håbe, at I må slappe godt af og nyde tiden med jeres nærmeste.

Devaluering af fredsprisen II

Dette er anden gang, jeg skriver om devaluering af fredsprisen - sidste gang jeg gjorde det var for 2 år siden, da Al Gore fik prisen - I ved "the former-next president of the United States" som han siger, når han skal være sjov (se mit indlæg her).
Denne gang er det den amerikanske præsident Barack Obama, der skal have fredsprisen. Og igen - jeg synes det er at devaluerer den pris. Jeg er fuldstændig ligeglad med hvem, der får prisen... men jeg synes der er så mange andre, der vil være mere oplagte.
Han får prisen, fordi han igen giver verden håb - men han har jo faktisk ikke lavet noget. Sådan reelt - i denne video (fra Saturday night, hvis den skule være forsvundet fra nettet) gør på en sjov måde opmærksom på at Obama faktisk ikke har lavet noget - han har lovet noget, men ikke lavet noget. Han har næsten være i gang i et år, men har ikke noget at vise... ja, han var tre måneder om at vælge sin hund. I klippet siger "Obama" hvad han har lovet, og hvad han har gjort:
Lukket Cuba-basen - nej
Ude af Irak - nej (ikke i hvert fald ikke sidste gang han checkede)
Gjort forbedringer i Afghanistan - nej (det er faktisk blevet værre)
Reformer af sundhedsvæsenet - nej
... se den - den er faktisk sjov!



Men ærligt talt - jeg kan godt lide Obama - han skal nok få lavet noget stort... men lige nu har han altså kun holdt gode talere - og hvor mange af dem har han selv skrevet, og hvor mange af dem har hans taleskriver lave?
Jeg synes virkelig, at der er andre, der burde stå først i rækken - og være mere oplagt til den præmie.
- Hvad med Morgan Tsvangirai fra Zimbabwe? Vel har han heller ikke lavet noget, men har har dog kæmpet og ofret for demokrati og fred.
- Hvad med (symbolsk) oprørene for fred og demokrati i Iran?
- Hvad med det afghanske folk, der trods lidelser gik hen og stemte, da der var valg - flere blev straffet for det af Taleban?
... bryder man sig ikke om at give store grupper prisen (det har man dog gjort før), jamen så kan man da sikkert nok finde en person der på en særlig måde repræsenterer dem.

Som sagt, så er der en masse mennesker, der for mig at se, burde stå foran Obama... også fordi han sådan set ikke har lavet noget endnu. Og nej - jeg er ikke antiamerikansk. Nej, jeg er ikke racist. Nej, jeg er ikke republikaner. Nej jeg.... er ikke andet end en, der egentlig er lige glad med Nobels fredspris, for den er virkelig igen blevet devalueret... når der nu er noget, der hedder Nobels Fredspris så kan man jo lige så godt bruge den rigtigt og støtte de rigtige - og hædre de rigtige. Det mener jeg ikke man gør her.
Så det vil virkelig stå Obama godt, hvis han sagde tak for tilbudet, men bad dem vente nogle år endnu, og så give den til nogle andre. Det gør han nok ikke... så tillykke med den, Obama. Gid du må vise dig værdig til at modtage den.

Undskyld Seidenfaden

Tjah - hvor er det dejligt, når man er nødt til at sige undskyld, fordi man bliver positivt overrasket!! Jeg skrev den 30. september et indlæg om det debatmøde, der var som alternativ til gudstjenesten, der markerer starten på Folketingets åbning (se her).

Men til dette møde, der skulle hovere over kristendom og kirke og være en slags alternativ gudstjeneste med to selviscenesættende politikere som kordegn og organist, da "vender" Thøger Seidenfaden for mig at se på en talerken. Han slog da fast - som vel er i overensstemmelse med sandheden - at han ikke er religiøs på nogen måde, og gik derefter i gang med at lyne mod sekularismen som alternativ religion.

"Efter min mening kommer den største trussel mod sammenhængskraften i samfundet ikke fra religiøs side, ikke fra kristen side, ikke fra luthersk folkekirkelig
side, men derimod fra den lurende og ind imellem meget voldsomt artikulerede
sekularisme. Den sekularisme, som kan være meget intolerant over for religionerne og som har klangbund i den største del af den danske befolkning".

Hovas... hvor fedt sagt - og hvor rigtigt sagt! Ja, jeg kan kun sige undskyld for mit fordumsfulde indlæg mod ham og tage hatten af for det mod, det har krævet at sige sådan noget i det forum og på den dag. Men den anden paneldeltager, journalist Martin Krasnik, føler jeg ikke nogen grund til at undskylde overfor. Han havde åbenbart svært ved at skjule sin ærgelse over at mødet fik denne uventede drejning. Og han havde i det hele taget svært ved at se hvor den aggressive intolerance skulle findes blandt sekularister. Tjoh - man kunne f.eks. bare se på det møde, han var paneldeltager i :-)

Der var 30 deltagere ved mødet - og et par andre folketingsmedlemmer, blandt andet en fra Færøerene... mon ikke vedkommende får lidt svært ved at blive genvalgt i det mere religiøst/kristent bevidste Færøerene?

Anden pointe bekræftet
Nå - men der ser faktisk ud til, at debatmødet også fik en anden uventet virkning: Der kom faktisk flere til gudstjeneste end ellers!! Blandt andet Naser Khader kom til gudstjeneste - i protest. Jamen - tænk en muslim, der er protestant. Men så ser man min anden pointe i mit indlæg blive bekræftet, nemlig at kirken blev spundet foran politikkens vogn og altså taget til gidsel i et politisk ærinde.

DDR - 60 år

I dag er det 60 år siden, at DDR blev grundlagt. For 20 år siden var der stor festivitas i anledningen af DDRs 40 års jubilæum. Gobbe var på besøg i Berlin - han havde sagt nej til at sætte den russiske hær ind mod den mere og mere voksende utilfredshed i Østtyskland.

Men man ville alligevel holde en mægtig fest, hvor daværende øverste, Erich Honecker, var indbyder. Fra Danmark var nu SF-er Ole Sohn, der var formand for Danmarks kommunistiske Parti.

Et ikke heldigt billede, synes jeg. Synes i det hele taget ikke så godt om Ole Sohn - virker lidt "vende-kåbe-agtig", som man ikke rigtig ved hvor man har. Lidt uhyggeligt, at han sikkert bliver minister i en måske kommende S-SF-regering.

Nå, men 11 dage senere blev Honecker tvunget til at gå af - og 3 uger senere faldt Berlinermuren. Og verden blev lige så langsomt et diktatur fattigere!! Storartet.

Så er det jo på tide med en af de vittigheder, som ikke længere er sjove:

Gobbe var på besøg i Østberlin, men han frøs, så han tog vest på.

he he... morsom!!

Obama i København

Synes det er sjovt, at pressen hele ugen har sagt, at Obama først kommer fredag... men de har ikke lige med i overvejelserne, at Michelle egentlig også er Obama. Lidt ligesom at ringe her til præstegården og spørge efter "pastor Legarth"... tjo - hvem af dem, der er to lige for øjeblikket!

Nå - men Greenpeace har lige som irakiske flygtninge besat en kirke (sådan vil det danske parti nok vælge at tolke det), og hængt et banner op: "Obama - right city - wrong date". Men det skal nok blive fjernet inden Obama nærmer sig - det ville jo lige som ødelægge det glansbillede, som vi gerne vil hædre vores gæst med.

Egentlig: Jeg er ligeglad hvor det OL skal afholdes henne - interesserer mig ikke for den slags politik - men mon ikke det bliver i USA. Jeg tror virkelig ikke, at Obama vil have sit navn kædet sammen med en sag, der bliver tabt. Mon ikke, at hans stab har forhørt sig om mulighederne for at det blev USA? Tror det... men vi får se!

MEN der er jo noget over det slogan, at det er den rigtige by, men det forkerte tidspunkt. Jeg synes, at det, at han møder op til dette møde, at det forpligter ham til at møde op til klimamødet i senere på året. Eller også viser han en noget speciel form for prioritering.
Jeg tror dog, at han kommer... jeg er faktisk fast overbevist om det. Med mindre, at han ikke vil have sit navn forbundet til en sag, der er tabt på forhånd. Der er jo også noget PR i det... tror ikke nødvendigvis, at det er sådan, at dér, hvor præsidenten gør noget, at der bliver det en succes. Men jeg tror ofte, at det er sådan, at dér, hvor der er mulighed for succes, der gør præsidenten noget.

Men det er vel også tid til at se lidt resultater af hans flotte taler. For det må man give ham - han er en god taler, men nu skal der snart ske resultater. Læste i går, at nu er den første republikanske politiker begyndt at gøre sig officielt klar til at blive kørt i stilling som hans udfordrer til præsidentembedet ved næste valg. Valgkampen er skudt i gang!

Gudstjeneste og Folketing

Fælles fjende gør fælles ven... jeg har egentlig altid synes, at det virkede rigtig hyklerisk, at Folketinget begyndte deres arbejdsår med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke - man kan jo ikke vide det, men hvor mange mon egentlig mener noget kristent med at gå til den gudstjeneste? Det er sikkert bare en gammel tradition uden indhold for mange af dem, men så længe ham ved roret i partiet går foran ind, så er man jo en skidt dreng (Jens Rhode), hvis man bliver væk.
Og er det ikke også på en eller anden måde en gidseltagning, hvor kirken på den måde bliver sat som garant for alt det, der bliver bestemt i folketingssalen, og som ikke har noget med kristendommens etiske normer at gøre? Eller i hvert fald mindre og mindre.
Men alligevel - Danmark er en gammel kristen nation, så derfor har jeg alligevel slugt disse kameler, for det smukke i, at Folketinget alligevel begynder i min kirke. For at markere, at al uenighed til trods, og al hykleri til trods, så er Danmark det man vil kalde et kristent land.

Klaustrofobisk
Så derfor virker det faktisk rigtig arrogant, når SF-eren Kamal Quereshi og løsgængeren Simon Emil Ammitzbøll... nå nej, han er jo et parti... kan ikke lige huske hvad det hedder... at de inviterer til et møde på nøjagtig samme tidspunkt. Et debatmøde med vantroens forkæmpere - netop om det rigtige eller forkerte i at knytte Folketinget til Folkekirken. En chefredaktør som Tøger Seidenfaden - der... nå ja... og så er en, som jeg ellers sætter rigtig højt, nemlig Weekendavisens Martin Krasnik der får en lidt klaustrofobisk fornemmelse ved et arrangement som åbningsgudstjenesten – fordi man tager det for givet, at politikerne har lyst til at sidde og bede til Gud på deres første arbejdsdag.

Egentlig en ganske komisk bemærkning - som på mig virker utrolig elitær, at når noget, jeg ikke går ind for, alligevel har vundet indpas, så er det forkert. Og jeg føler ikke, at der er plads til mig.
Så har jeg meget større respekt for sådan en som Mogens Lykketoft, der rent ud siger, at han ikke er medlem af Folkekirken og heller ikke deltager i gudstjenesten.
Det er sådan lidt - "Uhhh... jeg gider ikke være med, så derfor laver vi bare noget andet, så kan I bare passe jer selv". De kan jo tage i fitnesscenter... Jens Rhode kender et godt sted.

Venstre: En festlig begyndelse
Britta Schall Holberg er inde på det, som kirken netop kan gøre:

"Give en festlig begyndelse på det nye arbejdsår, en ting, som man ellers
ikke kan gøre andre steder uden det virker plat. "Når vi holder gudstjenesten,
er det jo dels for at give Folketinget et løft op til åbningen, dels for at
vise, at vi bakker folkekirkeordningen op. Jeg synes, arrangørerne af mødet
skulle bukke for folkestyret og holde det en anden dag".

... Mogens Lykketoft siger:

"Det er nok først og fremmest, fordi det har man altid haft, og så fordi en stor
del af folketingsmedlemmerne også er medlemmer af den danske folkekirke, som er
grundlovsfæstet. Man skal gøre lige præcis, som man selv synes er rigtigt"

Friheden
... og netop friheden er vel et hovedord for vantroens forkæmpere, men sjovt nok, skal det ofte være frihed uden alternativ, når kristendommen kommer ind i billedet.
Jeg giver ikke meget for deres upolitske debat og argumenter og frihedskærlighed - det virker hult, for på mig virker det mere som mindretals diktatur. Kan de ikke bare kan lade deres fravær være en røst i debatten den dag. Selvfølgelig er de i deres gode ret til at debatere - det er det, politikere er gode til - men så længe der ikke er tale om tvang, at man skal med. Så længe at der er folketingsmedlemmer, der ønsker at deltage i gudstjenesten, så længe skal det da være et tilbud.
(Du kan læse om dette i Kristeligt Dagblad og Politiken.

Rygerum...

Jeg var ved at falde ned fra stolen og lande på det sted, man er højest, når man plukker jordbær!! Jeg læste, at lærer og pædagoger i daginstitutioner, folkeskoler og gymnasier må blive ved med at ryge cigaretter i indendørs rygerum, efter rygeloven fra 2007 bliver revideret inden længe i Folketinget. Jeg troede virkelig ikke, at der fandtes sådanne rygerum...
Jeg synes, at man naturligvis skal have frihed - også til at ryge, hvis det er det man vil. Men jeg vil også have min frihed til at undgå røg. Jeg vil også have frihed til at kunne vælge en daginstitution og skole, hvor jeg ved, at mit barn ikke bliver et offer for andres frihed til at ryge.
Dansk Folkeparti - et parti som jeg kunne tale meget om, men det vil jeg ikke - de sår endda tvivl om det er farligt at blive udsat for passiv rygning: "Fordi man kan lugte cigaretten, er det ikke ensbetydende med, at det er farligt. Vi er også udsat for bilos og alt muligt andet. Der skal være plads til rygere, selvom vi ved, at det er usundt at ryge."
Ja, vi er også udsat for bilos... jamen okay, så er det i orden, at vi også udsættes for røg. Hvor meget mere kan man godkende med den argumentation? Det er garanteret ikke småting. Bare fordi man ikke kan gøre meget et sted, så skal man da ikke lade være med at gøre noget det sted, hvor man kan.

Folk kan ryge og rejse... men det skal simpelthen ikke være på bekostning af mit barns helbred. Væk med de rygerum - tænk, at det er tilladt at have et rygerum i en vuggestue!!! Jeg gentager: I en vuggestue?!

Og hvem gør rent i det rygerum. Er det rygerne selv, eller udsættes en rengøringsassistent for passiv rygning i hans/hendes arbejde? Jeg må ikke en gang ryge på mit eget kontor (hvis jeg ville)... jo, men så skulle jeg selv gøre rent.

Vi skal jo være gode ved rygerne - de er jo dog mennesker.... endnu!

Mig som politiker?

Nogle gange har jeg lyst til at melde mig ind i et parti – nu skal det ske.. jeg har endda også kig på et enkelt parti, som ikke rammer fuldstændig min kristne grundholdning, men som dog på en eller anden måde tiltrækker mig. Og så vil jeg lægge en masse kræfter i det parti…

Men så rammes jeg igen af spørgsmålet: Kan jeg som præst gå ind i politik? Ja, grundlovsmæssigt har jeg som alle andre (bortset fra kongehuset) lov til at gå ind og udøve mine demokratiske rettigheder… og mange af f.eks. grundlovens fædre var præster. Og mange præster har øvet en stor og positiv indflydelse på vores land.

Så det er tilladt… men som Paulus skriver et sted: ”Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt”, for spørgsmålet er, om det nu også er klogt. Man kan sige meget om politik, men politik er langt fra samlende – og det skal kirken gerne være. Kirken skal gerne være samlende for alle mulige politiske retninger og holdninger. Politik gælder om at få så mange muligt overbevist om, at man har ret, og at man har den rette metode til at styre landet mod fremgang og gode tider. Og de andre, der ikke er ”os”… de tager fejl. Jeg hørte radioprogrammet Mennesker og Medier, hvor der blev debatteret om medierne var blevet mere kyniske, men det blev afvist med, at medierne egentlig bare gengav hvad de så. Så når medierne virkede kyniske, så var det fordi politik var blevet mere kynisk og mere magtglubsk, når den enkelte politiker gjorde hvad de kunne for at profilere sit eget parti og styrke sin egen magtposition indenfor partiet. --- og ærligt talt: Rimer det ret godt med ”vend den anden kind til”, ”sæt den anden før dig”, ”hvad du vil, at andre skal gøre for dig, det samme skal du gøre overfor dem”? Og vil man som menighed kunne skelne mellem det, jeg siger og gør som politiker – og det jeg siger og gør som præst? Og hvad med dem, der er helt uenige med mig politisk – vil de så føle sig hjemme i deres egen kirke, når en politikker fra den anden lejrer tilfældigvis også er sognepræsten på prædikestolen?

Jørgen Poulsen
Lad os prøve se på et advarende eksempel på hvordan det at gå ind i politik deler: Jørgen Poulsen. Før han gik ind i politik, hvor han var generalsekretær for Dansk Røde Kors, var han en af de mest troværdige leder. Men som vi alle ved, så gik den ikke – at slæbe det renomme over i den politiske verden. Pludselig fra at være en leder i en politisk neutral organisation, så var han pludselig midt inde det politiske mudderkast og jagt efter magt/indflydelse. Pludselig så vi en side af Jørgen Poulsen, som vi ikke brød os om (tryk her)… og så i dag, så tager han så skridtet ud af politik (tryk her) – og min profeti er så: Videre ud i glemslen. Noget af det mest tåbelige den mand har gjort, var at gå ind i politik – fra at være en anerkendt og samlende person, så skulle han nu leve af at splitte (groft sagt).

”Vores biskop”
Ser vi videre over i præstestanden, så synes jeg virkelig ikke, at jeg kan se eksempler på at man kan bevare sin neutralitet som sognepræst (en helt anden diskussion er, hvorvidt man skal være neutral på som præst… men her er det altså det grundlæggende postulat). Men for dem, der er enige i deres politik, så kan man naturligvis kun være glad over, at ens præst kæmper for ens mærkesager. Og for dem, vil man vel også blive styrket i forhold til at det er ”vores præst”… eller ”vores biskop”.

Da jeg som nyuddannet teolog var på mit første visit hos et menighedsråd – det var i nærheden af Middelfart – så sagde den socialdemokratiske menighedsrådsformand om biskop Kresten Drejergaard, at de var glade for ”vores biskop”, for det var jo socialdemokraterne, der havde sørget for at han blev biskop. Ja, det er vel ikke en hemmelighed, at man har lettere ved at blive biskop, hvis man er ”en god socialdemokrat”.

.. så skal jeg melde mig ind i det parti?
Nej! Det skal jeg ikke… I Folkekirken er der i forvejen så mange partier og splittelse, at jeg slet ikke orker at have endnu en front at ”kæmpe på”. Og noget andet: Jeg har en større opgave lige nu end at skulle kæmpe for en jordisk partileder.

Fantastisk aften...

Som jeg fortalte i mit sidste indlæg på min blog her, så var der i går et møde med sygehuspræst Preben Kok. Og det var en god aften - en rigtig god aften. Og heldigvis var der mange, der var mødt op... ikke så mange, som der "burde", men en fantastisk nærværende flok.

Det er skønt, at der er folk, der kommer trofast til møderne - og tak for jeres trofasthed! Men i går aftes var det ikke bare disse trofaste, der kom - ja, der var faktisk mange af de trofaste, der viste sig fra en knap så trofast side og udeblev. Men "hvor de gamle forsvandt, er der nyt overalt", som den gamle frihedssang siger. Der kom mennesker, som jeg aldrig har set før. Venner havde sat hinanden stævne denne aften her, nu skulle der suges til sig.

Og der blev suget... og der kom guldkorn. Det er ikke i et og alt, jeg er enig med Preben Kok udi teologiske spørgsmål, men der er så meget at hente hos ham. Og på det punkt skuffede han ikke. Vi fik virkelig sat fokus på "Spørgsmål på livets kant", som var aftenens tema.

Han kom blandt andet med det postulat - der sikkert bygger på erfaring, nemlig, at når livet går godt, så er der mange måder at forholde sig til tro på. Så er der mange former for tro, men i det øjeblik, at livet ikke er let, så er der kun en måde at tro på!

Om at der ikke er nogen mening i at man skal være syg - der er ikke nogen mening i at et lille barn bliver kørt ned af en bil og dør. Og - som Preben Kok sagde det - hvis der var en mening med det, så ville han ikke have noget med Gud at gøre. Han erkendte samtidig, at der var andre, der havde en anden opfattelse - og dem ville han gerne arbejde sammen med, for han vidste også godt, at han ikke havde den fulde og hele sandhed på det område.

Det er meningsløst, men ikke forstået på den måde, at der ikke kan gro noget meningsfyldt ud af det svære og grimme. I overført betydning, så skal der død til for at der kan komme en opstandelse. Der skal nederlag til, før man kan vokse og modnes til sejr. Så selv ud fra det grimmeste grimme, kan der opstå og gro liv.

Men man skal også igennem placering af skyld! Og hvem er skyld i sygdom og død... tja... vi kender i hvert fald en, der har skabt verden og som har magten til at styre tingenes gang: Gud.

Vi hørte i går om hvordan Gud er den, der nok kan tåle, at man skælder ham ud, når der er noget man ikke bryder sig om. Skælder ham ud, når livet ikke er som det var på tegnebrættet i Edens Have. Vi skal bruge vores barneret, som vi fik i dåben - og hvordan reagerer Gud, når vi stiller os op og ikke længere er pæne? Man finder ud af, at det kan han også godt klare - man finder ud af, at Gud er den, der holder af os og holder om os.

Tja - det var lidt af de tanker, der har fællet sig ned på mit papir. På søndag kl. 17.00 kan man på SkagaFM høre Kirkeligt Forum, hvor talen her genudsendes. Det bliver aldrig det samme som selv at være til stede, men det er da bedre end ingenting.

Spørgsmål på livets kant

I morgen, tirsdag den 8. september, får vi besøg af sygehus- og sognepræst Preben Kok, der vil fortælle om hvilke spørgsmål han oftest møder hos syge og dødende mennesker.

Preben Kok er en fantastisk fortæller og så har h an noget på hjertet og han tør stille de spørgsmål, som de fleste af os tumler med, men som kun få tør stille højt. Spørgsmål om lidelsen, meningsløsheden og Gud. Hvad er det for tanker, der melder sig, når mennesker står ansigt til ansigt med alvorlig sygdom? Hvilken rolle spiller tanker om synd og skyld?... Hvad sker der mellem Jesu råb på korset: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig" og "far i dine hænder betror jeg min ånd"?

Han kender spørgsmålene ikke bare fra sit arbejde som sygehuspræst, men også fra sit eget liv. Så det bliver en aften med et varmt og livsklogt menneske.

Han har for kort tid siden skrevet bogen " Skæld ud på Gud", om sjælesorg i det moderne samfund - en bog, der udsprang af hans medvirken i DR2-udsendelsen "Skriftestolen". En udsendelse, hvor vi fik et blik ind i skriftestolen og fulgte med i en fortrolig samtale mellem præst og et menneske i nød.
Du kan høre ham i denne DR-udsendelse i et interview med Bjarke Stender. Tryk her.

Mødet foregår tirsdag den 8. september klokken 19.30 i menighedshuset i Horne (Tornbyvej 14, 9850 Hirtshals).

Tak til BT!!!

Det er vist tid til at udslynge en fatwa her fra Horne Præstegård igen!! Møgbladet BT har lokket præsten Per Ramsdal - der er engageret i de irakiske flygtninges skæbne - ud i en fælde. Under dække af at være en privatperson, der ønskede at hjælpe illegale flygtninge til et sted at gemme sig, så ringede de til præsten. Og optog samtalen, hvoraf det fremgår, at præsten er engageret i at gemme flygtninge (læs mere her). Præsten har nu været til samtale hos den nye biskop, der har sendt ham på tre ugers ferie.

Angreb på præsters tillid

Det er jo ikke første gang, at præster er blevet narret af journalister, der udgiver sig for et eller andet, for at lokke en historie frem. Der var en sag for nogen tid siden om djæveluddrivelser, hvor en journalist gav sig ud for at være dæmonbesat for at se, hvad der skete dér. Og resultatet er, at man som præst bliver mistænkelig, når der er nogle, der så ringer og præsenterer en eller anden voldsom historie - for er det her et ægte menneske i nød, eller en storrygende journalist, der bare vil lokke en ud på glatis? I lang tid derefter mødte jeg virkelig fok i telefonen med en lille potion skepsis. Per Ramsdal bliver citeret for at have sagt: "Som udgangspunkt stoler jeg på folk, men det ved jeg ikke om jeg gør mere".

Jeg ved godt, at uanset hvem, der måtte ringe, så skal jeg være klar til at vedgå mig mine ord også selv om de måtte ende på forsiden af BT. Men der er altså forskel på at prøve at hjælpe en person og så tale med en journalist. Der er forskel på om man tør løbe chancer også for måske at provokere en eller anden naturlig og sund reaktion hos en person, for at hjælpe denne frem i en proces - og så sige det til en journalist, der lever af at sælge historier og som kan klippe og forvalte i mine ord.

Har jeg bagtanken, at det her måske er en journalist, så vil jeg virkelig blive hæmmet i mit arbejde. Jeg vil blive hæmmet i min hjælp til andre - og i sidste ende, vil det gå ud over det menneske, som virkelig har brug for hjælp.

Men kan du ikke høre forskel? Det ved jeg jo ikke, for jeg har (tror jeg) kun talt med mennesker, som jeg stolede på. Men på den anden side, har jeg mødt historier, der er så forfærdeligt, at de næsten lød opdigtede - men jeg stolede på dem. Og det vil jeg sikkert også fra i dag af. Men hvad vil jeg gøre, hvis nu der var en, der ringede til mig for at høre om jeg kunne skjule en irakisk flygtning? Nu skal man jo holde landets love - men hvordan vil jeg lige svare? Vil jeg tro på personen eller vil jeg svare som om landets BT-læsere lyttede med?

Jeg stoler ikke på journalister
Dybest set stoler jeg ikke på journalister - heller ikke, når de kommer uden forklædning. BT citerede en gang fra en prædiken - selve citatet var forkert og i det hele taget ville jeg aldrig sige, sådan noget. Jeg frygtede virkelig, at jeg ville få en masse præstekolleger på halsen.... det skete heldigvis ikke.Jeg er meget påpasselig med journalister - de er bestemt ikke sandhedsvidner - har faktisk afvist at snakke med en journalist i forbindelse med rømningen af Brorson Kirke. Det er heldigvis ikke noget, jeg er forpligtet på i mit præsteløfte.

Men tak til BT - nu er vi igen bombet tilbage til mistillidsperioden, hvor man tænker "er det nu en journalist jeg taler med!!".

Rosenkål? Nej tak... jeg tror jeg springer over!

Nu har forskerne fundet ud af, hvorfor mange mennesker ikke kan lide rosenkål (jeg er en af disse). Det skyldes faktisk, at vi har et gen i os, der advarer os mod giftstoffer og bitre ting - og som gør, at vi faktisk er mere kampklædte til at overleve næste trin af evulutionen!
I Kristeligt Dagblad kan man læse (her):

"I en bunke 48.000 år gamle knogler, der engang har tilhørt en af menneskets nære slægtninge, neandertalerne, har forskerne fundet spor af et ganske særligt gen, kaldet TAS2R38. Dette gen skulle angiveligt føre til en modvilje mod fødevarer med en særlig bitter smag udløst af kemikaliet fenylthiocarbamid, hvilket ud fra et evolutionært synspunkt kan ses som en beskyttelse mod blandt andet flere giftige planter."

Så vi er faktisk undskyldt - alle os, der sender skålen med rosenkål videre... ja, faktisk er er det jer, der godt kan lide denne mærkelige spise - det er jer, der skal frem med undskyldningerne. Hvorfor kan I virkelig lide det?

Come in his house

Når du læser disse linier er vi på vej ind i Ålborg Domkirke til Judiths ordination... eller også er det overstået :-)

I aften sker det

... Judith bliver ordineret i Ålborg Domkirke kl. 19.00. Du er stadigvæk velkommen til at være med til en festlig gudstjeneste.
Her er der en bette film fra Århus Domkirke ved udgangen fra en ordination. MEEEN præster kan ikke gå i procession!! Det bliver altid alt for hurtigt og ligner en sæk kartofler, der falder ned ad en trappe - vi burde lærer sådan noget, når vi nu er så glade for at gå i samlet flok :-) Lidt mere militær præcision, tak!

Septembers himmel er så blå

Jeg elsker september... det er min favoritmåned!!

Hustrurabat

.... egentlig er rigtig uhyggeligt ord, når det bliver sat ind i sammenhæng med et drab.
I Nordjydske kan man i dag læse om at en mand, der dræbte sin hustru fik en dom på 12 års fængsel. Nu ankes dommen med henblik på at få nedsat straffen. Og man læser så:

"Forsvarsadvokat Mogens Pahl Christensen var ikke overrasket over, at hans klient blev dømt for drab, men han mente, at retten skulle have brugt den rabat på straf, der normalt er blevet givet, når der er tale om samlevende. Derfor vil de anke" (læs mere her)

... hvor er det egentlig sygt, at man skal have rabat, hvis man slår sin kone/mand ihjel, som om, at det var en formildende omstændighed. At man om ikke har ret til at slå sin (sikkert forhenværende) elskede ihjel, så dog lidt hen ad vejen har man et fortrin, at hvis der er nogle, der skal gøre det... så er det da ægtemanden. For man ejer jo lidt vedkommende - ritualet siger jo, at man bliver et kød, så man skal have lidt mindre straf, fordi det jo også gør ondt på en selv at slå sin kone ihjel....

... eller hvad er tanken lige? Mener også at hustruvold (om det så er hustruen der er voldelig eller om det er vold mod hustruen)... at det også takseres mildere, end hvis man går ud på gaden og pander en tilfældig ned.

Undskyld - et eller andet sted tænker jeg, at det her er sådan lidt middelalderligt, men skriv en forklaring til mig, der kan sætte den slags rabat i et forklarende lys for mig. Jeg lader mig gerne retlede.

Flaget i præstegården er på halv...

Og hvorfor er det på halvt? Jo, for at vise sorg over, at kirken i nat har fået frataget sig sin selvstændighed og ret til at tage sig af de forfulgte.

Jeg skammer mig over kirken, hvis vi ikke giver et kraftigt svar tilbage på det, der skete i Brorsons Kirken i nat. Jeg er flintrendes ligeglad med politik og ret og rimelighed efter lovens paragrafer... for her trænger staten ind på kirkens område - DET er et problem. Vi har længe hørt mantraet "religion ud af det offentlige rum" - nu er næste skridt nået "religion ud af det religiøse rum". Vi er ikke længere herre i eget hus - eller hvis vi kan bruge det ord om et hus, hvor herren, er Herren (dvs. ham med stort H).

Jeg glæder mig til at biskopperne vågner op - de sidder forhåbentlig i forhandlinger lige nu om en passende protest.

Uden sammeligning i øvrigt, så støver jeg lige disse gamle linier af fr Martin Niemüller, der var præst og sad som Hitlers personlige fange i en KZ-lejr:

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist
Så kom de for at tage fagforeningsmedlemmerne, men jeg protesteder ikke, for jeg var ikke fagforeningsmedlem.
Så kom de for at tage jøderne og sigøjnerne, men jeg protestede ikke, for jeg var hverken jøde eller sigøjner.
Så kom de for at tage de homofile, men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke homofil.
Da de kom for at tage mig, var der ingen tilbage for at protestere.

Uwe Holmer

Det spændende ved at være præst i et ferie-paradis som vores er, at der kommer spændende personligheder på ferie i området. Jeg tænker ikke på kendisser fra fladpandet fredagsunderholdning i fjernsynet, men mennesker med noget på hjertet, mennesker med en god historie.

En af disse kom forbi igen i år – en tysk teolog og hans kone. Men det er nu ikke dem, jeg vil fortælle om, selv om det også er spændende. Nej, jeg vil fortælle om deres gamle præst, Uwe Holmer. Vi skal skrue tiden tilbage til den gang det hed Øst- og Vesttyskland. Uwe Holmer boede sammen med sin kone og deres otte børn i Østtyskland. Alle deres otte børn søgte ind på universitetet, men alle fik afslag… og det fra allerhøjeste sted, undervisningsministeriet. Dér sad Margot Honnecker – som var gift med DDR-chefen Erich Honnecker – og styrede ministeriet. Og det var ikke svært at gætte sig til hvorfor de blev afvist: Som præst skulle hans børn ikke have nogen chance i et kommunistisk og ateistisk land.

Østtysklands kollaps i 1989 var også et personligt kollaps for familien Honnecker. Fra at være højt på strå var de pludselig uden luksus embedsbolig, uden arbejde, uden penge og uden venner. Folk stod i kø for at lægge afstand til den synkende skude Honnecker. Undtagen Uwe Holmer, der sendte en invitation til de to om at de kunne komme og bo i præstegården. Familien Honnecker havde intet alternativ, så de takkede ja til invitationen.

Det var ikke naturligt at gøre sådan noget, som pastor Holmer gjorde – de fleste, der havde lidt og blev forfulgt af DDR-systemet ville hellere have set ægteparret leve på gaden end at hjælpe dem på nogen måde. Holmer modtog hade-breve fra hele landet for sin handling – endda folk fra hans egen kirke truede med at melde sig ud og stoppe med at betale til kirken.

For mig at se viste Uwe Holmer en så radikal kærlighed og omsorg, at det ikke kan beskrives med andre ord end med ordene ”Kristendom i praksis”. Det er at følge Jesus, der sagde: ”Jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matthæusevangeliet 5,44-45).

----------------------------------

Sådan kunne man læse i kirkebladet for Horne og Asdal oktober-november-december sidste år. De feriegæster, som jeg omtaler i andagten, har netop sendt mig en bog om Uwe Holmer - hans biografi. Den glæder jeg mig til at læse - jeg tror virkelig, at man kan lære noget af ham.

Ud af venskabet...

Prøv læs med på dette blogindlæg - om venskab:

"Det er ikke meget, jeg ikke ville gøre for mine venner, og selvom jeg godt kan give en verbal røvfuld fra tid til anden, er der langt til min grænse. Til gengæld jeg forventer også noget af dem. Jeg forventer, at de fortæller mig, når de har det skidt, så jeg kan få lov at hjælpe. Jeg forventer, at de blotter sig og lægger paraderne, så det ikke kun er mig, der sidder med skodderne slået fra og frit udsyn til fejl og mangler. Jeg forventer, at de prioriterer mig, og jævnligt sørger for at finde den tid, det kræver at vedligeholde vores venskab. Om det er over msn, over telefon eller over kaffe er underordnet. Til gengæld forsøger jeg selv at gøre det samme. Jeg er ikke for stor til at give en undskyldning, når jeg fucker op, og jeg forventer det samme af dem. Og når det er nødvendigt, regner jeg så også med, at vi helhjertet forsøger at tage imod den, og komme videre, og ikke maler lågerne med nag eller skyld."

- du kan læse hele indlæget i sin helhed på bloggen Ordet rundt

Kirkeasyl

På DRs hjemmeside kan man se, at Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard forlanger, at de iranske flygtninge, der har søgt kirkeasyl, at de anholdes af politiet. Der står blandt andet:

"Dansk Folkeparti har fået nok af irakerne, der på tredje måned har taget ophold i Brorsons Kirke eller er på flugt rundt i landet, og rejser derfor nu et konkret krav over for regeringen. Foruden anholdelserne af de 60-70 irakere i kirken skal regeringen beordre politiet..." (læs mere her).

Jeg håber virkelig aldrig, at det kommer til, at dansk politi går ind og anholder folk, der har søgt tilflugt i en kirke. Jeg aner intet om deres sager og om de bare er snydere, der forsøger at udnytte os som danskere, men det er også underordnet. Det skal man ikke tage stilling til, nu er de i kirken og har brug for dens hjælp - læs mere her.

Jeg håber aldrig, at det kommer dertil, at politiet går ind i Brorsons Kirken - og sker det, så håber jeg virkelig, at det er under massiv pressedækning, og at Folkekirken, menigheder, præster og ja... kirker ude i verden protesterer. Det må bare ikke ske... og det sker ikke.

Stakkels Iran!!

Hvor håber jeg dog, at det forfærdelige præstestyre i Iran snart må falde - det er et frygteligt sted. Der har været forsøg på det før, men det virkede som om der ikke var nok opbakning om det. Men nu... desværre ser det ud til, at præstestyret vil gøre hvad de kan for at holde sig ved magten - om det så koster blod og død. Som lederen af Teherans Revolotionsgarde sagde i går: "Vi laver ikke sjov. Vi vil konfrontere de, som ønsker at kæmpe mod det gejstlige system".

Min bøn er virkelig, at Iran må blive frit - både for enhver iraners skyld, men også for mine kristne brødre og søstre, der lever under forfølgelse og kummerlige forhold. Læs om Iran på Åbne Døres hjemmeside.

Fremtidens præster?

Her er en tom prædikestol... vil den også være tom om 10 år, selv om søndagen, hvor der skulle have været gudstjeneste? Eller skal der allerede nu skæres ned på antallet af gange om året, hvor prædikestolen bliver benyttet...

"Tillykke med optaget"
I dag får de unge poder at vide på hvilket universitets-studie de er blevet optaget og på hvilke de ikke er. Jeg er nu mest interesseret i de to teologiske fakulteter, som igen i år har en meget lav tilgang af studerende - 147 studerende er blevet optaget, dvs. at alle er blevet optaget og der står ledige pladser tilbage.

Hvis vi prøver at være kyniske og kigger på de tal, så viser erfaringen, at 67% af disse aldrig gennemfører deres studie, dvs. vi er nede på at ud af de 147 studerende bliver kun 49 uddannet teologer om 6-7 år. Menighedsfakuletet i Århus har optaget omkring 30 studerende på deres teologi-uddannelse, og de fleste af disse gemmefører nok.

Men hvor mange af disse vælger så at fortsætte ud for at blive præster? Rigtig mange fra min årgang, som gennemførte, har valgt at lave noget andet end at være præster - der er vel flere penge og bedre arbejdsforhold.

Men det korte af det lange er: Der skal bruges omkring 100-120 færdige teologer om året for at få maskineriet til at køre rundt.

Hvor ligger fejlen?

Ja, hvem er det lige, der skal bebrejdes for dette? Hvem er det, der skal lave noget om? Ja, biskopperne peger deres skyts på universiteterne: " Den er at der er for meget fortid og for lidt nutid" - siger Keld Holm fra Århus. Biskoppen i Roskilde, Peter Fischer-Møller peger også skytset lidt i kirkens egen retning, for kirken skal være bedre til at vise hvor god en uddannelse teologi-uddannelsen er. Biskoppen i Helsingør, Liselotte Rebel mener desuden, at vi som præster skal være bedre til at omsætte vores teoretiske viden ude i sognene.

Hmmm... ja, tag den! Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg hørte en præstedatter (dobbelt præstedatter: papmor er præst og hendes rigtige mor er også præst) - hun blev spurgt om hun gerne ville læse teologi. Nej, det ville hun ikke. Jo... selve studiet er rigtig spændende, man lærer en masse spændende ting, men man bruger det bare ikke bagefter i sit arbejde.

Det er da rigtig godt ramt, synes jeg. Vi ved en masse spændende ting, og har virkelig arbejdet nede i nogle af de store ting, men hvad bruger vi det til? Forbløffende lidt! Uhyggeligt lidt!

Hvad har min tid været brugt med her i denne uge: Kirkebogsføring, navneændringer, kontakt til kirkekontor og anden administrativt kontakt. I går havde jeg en god bryllups-samtale og var i Sæby for at holde et oplæg om at søge stilheden. I dag er det så gudstjeneste på plejehjemmet og prædikenskrivning til søndag. Det, der arbejdsmæssigt har fyldt mest er derfor noget, der ikke har noget med at være teolog at gøre.

Skoen trykker mange steder

Ja, jeg tror nok man vil kunne finde et par steder, hvor skoen trykker indenfor præstefaget - og skal der laves ændringer, så vil det gå ud over menighederne vel især først og fremmest i ydrekantsområderne. Spørgsmålet er: Er det det værd? Er det en for stor regning at give til sognene for at de kan sikres en teolog-uddannet præst? Eller skal vi genetablere den gamle ordning med særuddannede præster? De har da klaret det meget godt - dem, der er aktive særuddannede præster i dag... men kan man så ikke tage skridtet fuld ud og lade det være præsteuddannelsen og ikke en lang teologiuddannelse, som er langt fra præstens hverdag?

Ja, spørgsmål er der nok af - og det er ikke mig, der skal besvare dem... tak for det! Men besvares skal de jo nok - og iværksættes hurtigt, hvis fraværet af præster ikke skal tage fat.

Nå, jeg vil ringe ind til kordegnen i Hjørring nu - en ændring af fødselsregistreringstedet på en person i Sønderjylland - det står forkert i den elektroniske kirkebog og det er kun dem, der kan ændre det.

Søndagstanker - 2

I dag har vi i kirken hørt om Zakæus - tolderen, der fik lov til at starte på en frisk, da Jesus inviterede sig selv til middag i hans hus.

Hvis jeg skulle holde prædiken i dag - det skulle jeg ikke, da jeg har ferie... men skulle jeg, så ville mit tema være: Gud giver mulighed for en ny start. Historien om Zakæus er nok min favorit-historie i Bibelen - dels fordi hvem har ikke sunget om ham i den kristne børneklub som barn, men dybest set, fordi den handler om mig. Jeg er den fortabte, som Jesus er kommet for at opsøge og frelse - jeg er grunden til at Jesus kom til jorden. Som vi hører i Mozarts Requiem: "Kom ihu, fromme Jesus, at for min skyld gik du smertens vej" (eller som det hedder på latin: "recodare, Jesu pie, quod sum causa tuæ viæ"). Jeg er grunden til at Jesus kom til jorden - for at give mig en ny start på trods af mine fejl og min synd.

Egentlig kan vi nok forstå kødranden af mennesker, at de bliver forarget over Jesus - for hvorfor kunne han gå ind til Zakæus og spise med ham, en synder?! Fejl og nederlag er noget af det værste at rode sig ud af - det klæber ved en.

Klæber ved ens omdømme - "sådan er han nu en gang". Selv når vi så forsøger at gøre noget anderledes, så hænger der stadigvæk en flig af tvivl hos folk, om det nu også kan passe. "For vi kender ham jo".

Klæber ved ens handlinger - og "tvinger" os til at gøre en anden fejl - eller leder i retningen af flere fejl. F.eks. man lyver, men for at dække over en løgn, så er man nødt til at finde på en anden løgn... og pludselig er man fanget i et net af løgne. Løgnen lever sit eget liv.

Det er derfor svært at komme ud af fejl og synder, fordi det klæber sig til en. Vi kan ikke som en anden Münchausen hive os selv op i hårene - og det var heller ikke det, der skete med Zakæus. Jesus kom og tilbød ham en ny start - en ny start, hvor du ikke længere er bestemt af dine handlinger og fejl i fortiden. Han skal ikke længere lade sin fortid bestemme sin nutid og fremtid. Han skal ikke længere være begrænset af folks opfattelse af ham, og heller ikke længere være bundet af sine gamle fejl.

"Vi slår en streg i sandet - og når du krydser den, så glemmer vi alt det, der er bag dig. Ikke fordi det bare er glemt, men fordi det er tilgivet, fordi du er frelst".

----
Åh Jesus, kom og sig det til mig også!!

- god søndag!

koreansk børnekor, der jodler...

Tja... hvad skal jeg sige? :-)

Søndagstanker

Hvis jeg skulle prædike i dag - hvilket jeg ikke skal, da jeg har ferie - men skulle jeg, så ville jeg prædike om nåden! Et af de stærkeste ord i kristendommen, og samtidig et af de ord, der er sværest helt at forstå: Nåden.

Vi er jo vant til at se farisæerne og de skriftkloge som "the bad guys", så i første omgang kan man nok ånde lettet op, når Jesus siger, at vores retfærdighed skal overgå den, de kan præstere. Vi vil nok ikke sige, at vi er perfekte og lever op til alt det Jesus siger, men dem kan vi da godt overgå! Men nej - sådan er det jo slet ikke. Disse mennesker var de meste fromme og mest lovopfyldende man kunne forestille sig - de havde endda lavet ekstra love og regler for at være sikre på at overholde Guds lov. Vores retfærdighed skal overgå de menneskeligt set mest retfærdige menneskers liv. Jesus siger altså ikke, at vores retfærdighed skal være større end den man finder hos de dårligste og foragteligste - "når I bare er bedre end de værste, så kan I komme ind i himmeriget".

Det er ikke det Jesus siger: Hvis I vil med derind, så må I være bedre end de bedste. I må være retfærdigere end de retfærdigste. Hvis I ikke er det, jamen så kender I alternativet til himmelen og I vil lære det endnu bedre at kende, for det er dér I vil tilbringe jeres liv efter døden".

Vi sidder altså i fælden - for det er ikke til at have en retfærdighed, der overgår deres - for grunden til at deres retfærdighed ikke slår til er, at de er syndere. Selv med deres bedste evner, deres største anstrengelser kunne de ikke bekæmpe deres identitet som syndere. At være synder kan sammenlignes med en livstruende sygdom, hvor vi måske kan bekæmpe symptomerne, men vi kan ikke stille noget op mod selve sygdommen - som er den livstruende sygdom.

Farisæerne kan godt lade være med at slå sin bror ihjel - men kan han lade være med at blive gal på sin bror, når broderen har gjort ondt mod ham?

Egentlig er Jesus ligeglad med handlingen - han peger ind til det inderste i mennesket, det vi kalder hjertet. Det er dér handlingen fødes - det er dér i vreden hos mig selv at krigen, drabet, løgnen, utroskaben og al verdens ulykker begynder.

Hvem kan så blive frelst? Ja, der skal et under til. Der skal en genfødsel til (Romerbrevsteksten). Det er et under - og det er et under, som vi alle kan få del i kvit og frit fra vores side. Vi skal bare tage imod - vi skal tage Jesus på ordet og tro - vi skal leve vores liv sammen med Jesus - tættere og tættere på ham og han vil forvandle os. Vi er ikke længere slaver under synden, men vi er børn af den almægtige, der vil lave os om, så vi mere og mere ligner ham. Og i den forvandling vil han støtte os - og han vil ikke slippe os, for vi er fuldkommen lige som han. I et par vers længere fremme i bjergprædikenen siger Jesus - "så vær da fuldkommen, som jeres himmelske far er fuldkommen".

... GOD SØNDAG!

Det kan simpelthen ikke passe...

Prøv forestil jer det her:
1) En ældre dame forsvinder fra sin bopæl lørdag - en etageejendom i Hirtshals med elevator.
2) Damen er svagelig og kan ikke klare sig uden den rollator, som man finder nær/på bopælen.

Spørgsmål 1: Hvor kigger man først?
Ja, hvis jeg ledte efter hende, så ville jeg begynde min eftersøgning ud fra bopælen og langsomt udvide søgningen. Checke opgangen, hvor hun bor og så derefter kælder og nabobygninger og så derefter - hvis jeg endnu ikke har fundet hende, så ville jeg begynde at kigge steder, hvor det er sandsynligt, at hun var taget hen. Alt med udgangspunkt i at hun var dårligt gående.

I går - onsdag - så vi en hellikopter flyve over Horne, og lande et eller andet sted i Hirtshals. Vi undrede os over hvad den skulle dér, og fik svaret, da vi læste om den 54 årige kvinde, der var forsvundet fra sin bopæl - hjemmehjælperen opdagede, at hun var væk. For det var hende, at poitiet ledte efter - og der var samtidig sat en hundepatrulje på opgaven og to almindelige politipatruljer.
... det er desværre set før, at en person forsvinder fra sit hjem, og ikke altid bliver de fundet i live. Denne her sag endte heldigvis heldigt... hun blev fundet i live. Afkræftet, men i live!

Men var det så helikopteren, der fandt hende? Nej!
Men var det så hundepatruljen, der fandt hende? Nej!
Men var det så en af de to almindelige patruljer, der fandt hende? Nej!
... men hvem var det så? Jo, hun blev fundet af rengøringspersonalet få meter væk fra hendes bopæl. Om lørdagen havde hun taget elevatoren op til sin bopæl stueetagen, men ved en fejl kom hun til at trykke sig op på førstesalen, hvor der ikke bor nogen. Da hun opdagede fejlen havde hun ikke kræfter til at trykke på knappen til elevatoren igen. Kvinden har derfor siddet på repoesen og ventet på hjælp siden i lørdags... så at hun var svækket er vel ganske forståeligt, når hun hverken har haft vådt eller tørt. Og det en af de varme sommerweekender.

Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad nu hvis rengøringspersonalet havde ferie, og ikke var kommet? Hvad nu, hvis de ikke gjorde rent på den etage, når der nu alligevel ikke boede nogen dér?

... og så kan jeg heller ikke lade være med at tænke: Klodsmajorer!! Hvorfor har de ikke ledt efter hende i nærheden af, hvor hun bor, når hun nu ikke kan klare sig uden rolatoren? Jeg ved ikke hvem ,der har stået for eftersøgningen, men mon ikke, at de sidder med en dårlig smag i munden, for det kunne lige så godt have gået helt galt... Hun kunne være blevet fundet ganske få minutter efter hendes forsvinden, i stedet skulle der gå 4 dage.

I kan læse om hele historien her på DRs hjemmeside:
Hellikopter leder efter forsvunden kvinde
Eftersøgt kvinde fundet afkræftet

... vel! God sommer!

Uagtsomt manddrab?

Endnu en gang er vi vidne til vanvidskørsel - denne gang dog ikke med alkohol, så vidt vi kan se i nyhederne. En 23 årig mand, der har mistet kørekortet pga.... ja, vanvidskørsel, mistede herredømmet over sin bil og kørte ind i et busskur, hvor der var en gravid kvinde. Hun slipper med bækkenbrud, imens hendes 5 uger gamle barn desværre blev aborteret ved ulykken. Man overvejer om sigtelsen imod ham også skal indbefatte uagtsomt manddrab (se mere - tryk her)

Jeg bliver simpelthen så frustreret over at sådan noget sker! Et er at knægt har gjort... ja, for han er jo ikke meget mere end en ung knægt... et er at han har gjort det en gang før, men at han så gør det igen viser, at den første straf ikke duede. Hvad gør man lige overfor sådan en mangel på respekt for andres liv? De dræber - der var for nogle år siden en engelsk udsendelse om trafikdrab, der hed "Licens to kill" - som vel også oversat kan betyde "med ret til at dræbe"... eller er det "kørekort til at dræbe"? Men det er som om, at det er mere ok, når det har med bilen at gøre - danskernes nationalhelligdom.

Jeg er meget spændt på, om han vil blive sigtet for uagtsomt manddrab - og om han vil blive dømt for det. For det vil også fortælle lidt om hvilken retsstatus det ufødte barn i virkeligheden har i Danmark.
Så jeg tror ikke at han bliver dømt for det... men det er jo det gode med pessimister - der er større risiko for at de bliver skuffede!

Michael Jackson (1958-2009)

Jeg sidder netop og ser mindehøjtideligheden for Michael Jackson, dette er skrevet under højtideligheden og er mine umiddelbare reaktion og tanker.

Og hvis du siger: Jeg så det ikke… ja, så er det ikke fordi du ikke ville, fordi du ikke var interesseret eller fordi du ikke ville lade dig styre af dette Hollywood-medie-show! Nej, så er det fordi du bare ikke kunne eller fordi du i eftertiden vil kunne sige ”jeg så det ikke”. Så på den måde definerer du dig også selv ud fra denne begivenhed. Så du kunne lige så godt have set det… beklager!

Og ja – det var også et medie-cirkus. Især nyhedsværterne på TV2-NEWS har været pinlige!! ”Jeg sidder her og får gåsehud”. ”Fortæl os, hvad andre medier fortæller”. Men okay, det er jo de samme, der gejler en stemning op ved begivenhederne, ”det er så smukt, så smukt, så smukt”.

Show eller sorg?

Men hvad er det så, at jeg er vidne til? Det er virkelig Hollywood i højeste gear – man har lidt indtrykket af, at det her slet ikke er en mindehøjtideligehed, men endnu et show. Jeg sagde til Judith, at det kunne da lige passe, at han slet ikke er død, men det bare er et velsmurt propaganda-nummer for hans comeback-show”. Det ville virkelig have været et comeback, der ville noget… men nok også efterlade Jackson som den mest hadede mand i hele USA!! Men nej – indtil videre har Hollywood ladet ham blive i sin kiste, for selv om de kan meget på film, så i virkeligheden er en stjerne død, når hjertet holder op med at slå. I virkeligheden bliver den døde i sin kiste, om den så er lavet af billig træ eller i Jacksons tilfælde lavet af ægte guld. Det virker virkelig surrealistisk at tænke på, at i guldkisten ligger en død mand!

Men er det bare et show?

- Der var noget virkelig ægte over Stewie Wonders ”Det er det øjeblik, som jeg har håbet ikke at skulle leve og være en del af”. Der var noget smerteligt over hans sang! Men er det show eller sorg?

- En kvindelig skuespiller (Brooke Shields), jeg ikke kender, men som åbenbart var god ven af Jackson, står nu og forsøger at tale om hvordan de havde det sammen. Hun har åbenbart også været en barnestjerne, der var tvunget til at blive voksen alt for hurtigt. Grædende står hun og taler… er det show eller sorg?

- Lige nu står en bror og synger Charlie Chaplins

Smile
tho' your heart is aching
smile
even tho' it's breaking
when there are clauds in the sky
you'll get by
if you
smile through your fear and sorrow
smile and maybe tomorrow
you'll see the sun come shining thru for you.
Light up your face with gladness
hide ev'ry trace of sadness
altho' a tear maybe ever so near
that's the time you must keep on trying
smile
what's the use of crying
you'll find that life is stillworth while
if you'll just smile.

Selv om han kunne klare at synge sangen uden at stemmen knækkede (utroligt, når han står foran sin brors kiste) – så måtte han stoppe op til sidst. Igen: Er det show eller sorg?

- ”En tydeligt bevæget Usher sang Gone to soon”… er det show eller sorg?

Jeg føler mig faktisk lidt hårdhjertet, når jeg sidder og skriver dette… men det er jo skuespillere og sangere, der er vant til at arbejde med følelser og fabrikere sorg og følelser på scenen og på film. Så når de så står og viser følelser… så sidder jeg i hvert fald og tænker: Er det show eller sorg?

Kan I huske en af de sidste scener i ”Mrs. Doubtfire”, hvor dommeren afviser faderens grædende bøn om at få mere tid sammen med børnene med, at han ikke tror på at det han har set var ægte følelser… og ikke bare et shownummer.

Kan man sørge foran… ja… hele verden uden at det på en eller anden måde bliver show? Sikkert ikke – men midt i det hele, så er det vel også ægte… ja, det må være ægte… det bør være ægte… det skal være ægte! Især for hans egen egen familie, der tårevældet siger farvel.

Eneste sted, hvor det unægtelig var ægte var, da hans 12-årige datter Paris gik frem og sagde, at hun havde haft verdens bedste far. De tårer kan ikke være show. Det var ægte (der er sikker nogen, der vil kalde det for usmageligt at være vidner til det, men ja... jeg er ikke blandt dem). Til sidst var der gruppekram på scenen Det var en afsked med en mand og et menneske med en familie, der savner ham!

Og det – og alt det andet – bliver modtaget som ægte og sender følelser ud til en verden, der nu pludselig har endnu et samlingspunkt, som man ikke var bevidst om før. Det virkede bestemt ikke forlorent, jeg tror faktisk det var ægte... eller også rigtig godt show!

Folk gik ind til afskeden grinende og smilende - tog billeder af hinanden, for det her var en folkefest. Folk gik ud af hallen stille - som journalisten sagde: "Der havde været mere følelser og spiritualitet end de havde regnet med. Det havde været noget andet".

Gud på scenen

Til tonerne af gospelsangen, ”We are going to se the king” blev en guldkiste med Michael Jackson båret ind foran scenen. Hmmm… når nu Michael kaldes the king, så kunne det godt tolkes blasfemisk, at man bruger en sang, der handler om Jesus, om et menneske. Og så igen… denne religiøse tone holdt hele vejen igennem. Så set i det lys var det stort, at synge ”no more dying there, we are going to see the king”… det kan man ikke sige om ”King of the Pop”, men om King of the world, Jesus.

Man kan som kristen naturligvis kun glæde sig over, at mange af de sange, som der synges og mange af de ord der siges, relaterer til Gud. Stevie Wonder: ”I know God is good”.

Det er kun Guds kærlighed i Kristus, der kan løfte os til højere ”to higher grounds”, siger en datter af Martin Luther King.

En soulsanger (Smokey Robertson) har vist lige sluttet mindehøjtideligheden af med ordene: ”Jeg tror så meget på Gud. Jeg tror så meget på, at det her ikke er alt. Min bror er et sted, hvor han helt sikkert vil leve for evigt. Så han vil leve for evigt to steder… for verden vil aldrig nogensinde glemme Michael Jackson. Gud velsigne dig… jeg ved at han gør det”.

Hvor er det dog skønt! Men hvor var Gud og Jesus henne i Michael Jacksons sange? Jo, der var strejf af det – der var ting, der kunne tolkes i den retning, og der var også stærke tekster som ”Ill be there”. Men prøv forestil dig hvor meget, der kunne være blevet udrettet, hvis Michael Jackson havde brugt sit talent fuldt ud i Guds tjeneste? Hvis han havde sunget lige ud om Jesus i stedet for noget, der skulle tolkes frem? Ja, det er ikke til at sige!

Og så truer det hele spirituelle med at ryge en tur på gulvet under sangen ”We are the world”, hvor de forskellige symboler for kristendommen, jødedom, islam, jing og jang, buddhisme… flyver rundt og smelter sammen. ”We are all part of Gods great family”…

Hvad er det så for en gud, der er blevet snakket om? Det sidste brød jeg mig altså ikke om – en sammensmeltning af verdens religioner og kristendommen. Øv! Sådan "en-verdens-religion". Der var vist mange kager, der skulle meles her i aften: Afro-amerikanerne (eller hvad man nu må kalde dem i dag) prøver på at hente Michael tilbage, politikeren fra kongressen prøver at få lidt populistisk medvind efter Michaels død... og altså også religion. Er Michael Jackson - af udseende både mand og kvinde - samlingspunktet for pan-religiøsiteten?

Til sidst…

Når man ser den her mindehøjtidelighed, og hører de ord, der bliver sagt… når man ser hvor mange tv-kanaler, der sender live verden over herfra. Så må i hvert fald hele tiden holde mig for øje: Han var bare en sanger og danser. Og ikke ”bare” som noget negativt, men det er ikke en religiøs personlighed, det er ikke en politiker eller frihedskæmper, der er blevet skudt, det er ikke en forfatter, der har skrevet vægtige bøger.. nej, det er en sanger. Godt nok en stor og kendt sanger, der har øvet indflydelse på rigtig mange sangere og inspireret endnu flere. Men altså kun en sanger, en sanger… men nej, det er han ikke mere. Han er blevet mere end en sanger! Han er blevet mere end en danser! Han er nu blevet den utilnærmelige Michael Jackson – foreneren, legenden, en mand med en himmelsk mission. Som en sagde: Nu er han større end han nogensinde har været i sit liv!

Jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvor var alle de mennesker henne, da anklagerne mod pædofili og medierne kastede sig over ham? Den ene efter den anden stod nu frem – selv en fra kongressen ville fremlægge et forslag til en lov, der ville slå hans navn fast for altid, og altid og altid! Men hvor var de henne, da han virkelig blev fremstillet som et monster? Tja…

Det har været en mærkelig omgang at være vidne til, på en og samme tid rørende og provokerende. Men jeg er faktisk glad for at have set det, selv om jeg ikke havde regnet med at bruge en hel aften på det. Jeg tror faktisk aldrig jeg har brugt så meget tid på Michael Jackson som i aften. Jeg har egentlig altid synes, at han var mærkelig! Ødelagde sig selv – og døde til sidst af det. Som person var han yderst mærkeligt. Hvorfor fik han foretaget plastik-operationer? Hvorfor gemte han sig bag en hvid ansigtsmaske… hvorfor ødelagde han sig selv? Før han døde havde jeg i baghovedet, at Michael Jackson var en sanger, der havde sit bedste bag sig, og nu flygtede fra verden, til Dubai og andre steder…

Men ok… mange af hans sange er faktisk rigtig gode. Den første sang jeg hørte fra ham var ”Bad”… og wau… det er vist første gang at jeg er faldet pladask for en sang lige med det samme. De fleste sange skal man høre et par gang, før i hvert fald jeg synes om dem. Den her røg lige ind allerførste gang.

The man in the mirror

Nu er showet slut – kisten blev båret ud af tonerne af ”The man in the mirror”.

I'm Starting With The Man In The Mirror
I'm Asking Him To Change His Ways
And No Message Could Have Been Any Clearer
If You Wanna Make The World A Better Place
Take A Look At Yourself, And Then Make A Change

Michael Jackson er død… hans musik lever, og vil sikkert leve stærkere fra nu af.

Er det bare mig...

... eller begynder det ikke at blive lidt træls med de folk, der stiller sig frem og snakker om intime detaljer om Michael Jackson? Senest er det hans bodyguard, men en sygeplejerske har også haft sine minutter foran pressen - ja, selv en børnepasser til hans børn har fortalt livligt om livet med den specielle familie.
Burde sådanne personer ikke have en eller anden form for tavshedspligt - at det jeg oplever skal jeg ikke fortælle videre. Kun til en dommer - hvis der kommer en retssag (og det er jo USA,så hvorfor skulle der ikke komme en retssag?) - men ikke til pressen. I stedet for er de mere end villige til at snakke - og pressen er klar til at stille spørgsmål.
Og nej - hvad der er sket i Michael Jacksons privatliv har ikke almen betydning for menneskeheden, så det berettiger brud på... om ikke tavshedspligt, som de måske ikke har, så i hvert fald pli og almindelig anstændighed. Hvad der kører her er jo bare almindelig nysgerighed, at vi gerne vil vide, hvad der er sket - og hvordan det er sket - og hvornår det er sket... så vi kan gyse lidt, indtil næste ulykke skyller hen over os.
En undersøgelse for leden fortalte, at amerikanerne mente, at medierne er gået i selvsving omkring sangerens død. 30 % mente, at dækningen havde et passende omfang, imens 3% mente, at der var talt for lidt om hans død i medierne... hmmm... det sidste vil jeg nok ikke mene.

God weekend!

The man in the mirror - en prædiken

Vi havde en rigtig god aften - En sommeraften på Hellehøj. Der vil snart komme en video ud derfra. Vi var omkring 250 mennesker til en god gudstjeneste og efterfølgende hygge med folkedans og kaffe (desværre var der ingen, der havde købt pølser!!! ... så grillen stod ubrugt hen!). Men hermed prædikenen - som handler om etik og nåden, hvis man skal tale dogmatisk om den.
----------------------------
Da jeg skulle forberede min Sankt Hans tale i sidste uge, løb jeg over en sang skrevet af Flemming Jensen fra de gode gamle satiredage, hvor vi synes, at det var sjovt at se ”Jensen Tonaight”. I den sang synger han blandt andet:
Kan I huske gamle dage?
Uden kvide! - Uden klage!
Da var alting som før.
Det var rart at eksisteremen
det er det ikke mere.

Og det er vel noget man altid har sagt: Alting var bedre i gamle dage. Vejret var bedre, kagerne var større, børnene var mere velopdragne, pigerne var smukkere… det eneste, der altid har været lige slemt, er svigermødre. I gamle dage, da var alting som før. Der var ingen gale terrorister, der truer med at dræbe uskyldige mennesker. Der var ingen global opvarmning, der truer planetens liv…. Når vi tænder for fjernsynet, så er der nok af ting, som man godt kunne tænke sig at lave om på.

I torsdags døde Michael Jackson – jeg må indrømme, at jeg nok aldrig har været den store Jackson fan, men når han pludselig efter sin død fylder medierne og overskygger f.eks. nyhedsdækningen af optøjerne i Iran, så give det jo lidt lyst til at genhøre nogle af de gamle hits.
Så jeg fandt min gamle opsamling-CD frem, HIStory, historie, eller hans fortælling. Michael Jackson har virkelig arbejdet med tanken om at verden er af lave, men du kan gøre noget. ”Heal the world” er en af sangene: ”helbred verden, gør den til et bedre sted, for mig og for dig – ja, for hele menneskeheden”.

Og i den store sang ”We are the world” synges der:
We can't go on Pretneding day by day
That someone, somewhere will soon make a change
We are all a part of God's great big family
And the truth, you know love is all we need

Og oversat betyder det noget med: ”Vi kan ikke gå rundt og forestille os, at nogen vil lave noget om et eller andet sted – for vi er alle en del af Guds store familie og sandheden er, at det eneste vi har behov for er kærlighed”.

En anden af Jacksons sange hedder ”The man in the mirror” – og den handler også om at forandre verden. Den handler om de forskellige problemer, der er i verden, lidelse, sult – man skal virkelig være blind, hvis man forsøger at lukke øjnene overfor elendigheden. Der er så meget, der skal laves om – men hvor skal man begynde? Og så lyder omkvædet:

I'm Starting With The Man In The Mirror
I'm Asking Him To Change His Ways
And No Message Could Have Been Any Clearer
If You Wanna Make The World A Better Place
Take A Look At Yourself, And Then Make A Change

Sådan hurtigt oversat betyder det:
Jeg starter med manden i spejlet
jeg beder ham om at ændre sig
Og intet budskab kan være mere tydeligt:
Hvis du vil gøre verden til et bedre sted
så kig på dig selv og lav en forandring.

Hvis du vil forandre verden, så skal du begynde med dig selv. Henne i boghandlen har man flere hylder med gør-det-selv-bøger. Der er er have-bøger, bage-bøger, Os-med-et-gammelt-hus… og så har man også bøger om selv-udvikling, hvordan vi forandre os selv. Der er et helt marked for sådanne bøger, der kommer med gode råd og vejledninger.

Men spørgsmålet er: Kan vi lave om på os selv? Kan vi som en anden Münchausen hive os selv op med hårene? Kan vi ændre manden i spejlet – bare hvis vi tager os sammen, gør vort bedste og lidt til, kan vi så forandre os? Bibelen siger: Nej, det kan vi ikke. Jo, vi kan måske godt ændre det spejlbillede som vi ser, når vi kigger i spejlet. Vi kan farve vores hår – vi kan tabe os – vi kan bruge hundredvis af kroner på anti-rynkecreme – ja, vi kan endda som Michael Jackson få den ene plastikoperation efter den anden… vi kan ændre billedet som vi ser, når vi kigger ind i spejlet, men vi kan ikke forandre manden, der kigger i spejlet. Michael Jackson kunne forandre spejlbilledet ved hjælp af plastikoperationer, så han var helt ukendelig, når man sammenligner billederne af ham fra start til slut. Men han var stadigvæk den samme – nogle kalder ham endda drengen, der aldrig blev voksen. En bange dreng

Vi kan ikke forandre os selv – vi kan måske forandre den måde folk ser på os på ved at stramme os an, når vi er sammen med dem… men sådan noget skuespil holder ikke i længden. Vi kan forandre os selv på overfladen – ikke dybest inde.

Jeg læste for lidt siden fra Bibelen: ”Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Og er det ikke også det, at vi desværre mærker så mange gange: At selv om vi gerne vil gøre et eller andet godt, så er det ikke altid, at vi får det gjort. Og omvendt: Det som vi ikke vil – det kommer vi somme tider til at gøre alligevel, selv om vi dybest set ikke ville gøre det. Vi vil jo gerne give penge til hjælpeorganisationerne, men når vi står med et girokort nede ved banken og dankortet pludselig skal i bevægelse, så er det noget andet noget. Vi vil jo gerne være god og gøre det bedste for vores ægtefælle og vores børn, men alligevel kludre vi i det somme tider, og de bliver skuffede – måske endda også kede af det. ”Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”.

Men Bibelen siger, at vi skal prøve at kigge væk fra spejlet og kigge ind i et andet spejl: Nemlig Bibelen. Vi har en lille dreng derhjemme, Josva, og efter at han er begyndt i dagplejen, hvor de andre børn er noget ældre end ham selv, så er det virkelig gået stærkt med hans udvikling, fordi han pludselig har nogle at stræbe efter at ligne. Så nu kan han sige som en traktor og han kan forsøge at spise med gaffel – selv om han ikke altid rammer munden. Vi skal ikke bare se på manden i spejlet og måske blive deprimeret over det vi ser, men vi skal se i Guds ord og dér finde ham, der kan forandre os, nemlig Jesus. Vi skal sammenligne os og stræbe efter den perfekte.

Et andet sted skriver Paulus: ”alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billed, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er” (2 Kor 3,18).

Læs i Bibelen og læs dér om at du er skabt i Guds billede – og derfor er vi elsket. Det kan være svært at huske, at vi er elsket af Gud i en verden, hvor man er hvad man gør, ”har du succes eller er du en fiasko?”. Men Gud elsker dig ikke, fordi du er god eller dygtig. Gud elsker dig. Punktum. Der er ikke noget du kan gøre for at få Gud til at elske dig mere, og der er ikke noget, du kan gøre for at få ham til at elske dig mindre. Og Gud ønsker at være sammen med dig og forme dig – han ønsker at følge dig, så du mere og mere må ligne ham. Jeg er jo ikke tilfreds med at min Josva stopper sin udvikling her – og tænker, ”nu kan jeg sige som en traktor, så må det være godt nok”. Jeg vil naturligvis støtte ham og rose ham hver eneste gang, han siger som en traktor, men lige så langsom vil jeg være med til at danne hans sprog. Og på samme måde med Gud: Han ønsker at vi mere og mere skal ligne ham – og støtter os og hjælper os fremad. Og vi lærer ham at kende ved at læse i Bibelen, ved at bede – ja, ved at gå i kirke. Han ønsker at forandre dig, så du kan væøre med til at forandre verden. Og med ham i ryggen kan vi gå ud i verden og lave den del af verden om, som er inde for vores rækkevidde.

Frans af Assisi, der levede fra 1182-1226 bad denne bøn, som skal være min aftenbøn her i aften:
Herre,
Gør mig til et redskab for din fred.
Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder.
Lad mig bringe tilgivelse, hvor forurettelsen råder.
Lad mig bringe enighed, hvor spliden råder.
Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder.
Lad mig bringe håb, hvor fortvivlelsen råder.
Lad mig bringe lys, hvor mørket råder.
Lad mig bringe glæde, hvor sorg og modgang råder.

Mester, lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste,
ikke så meget søge at blive forstået som at forstå,
ikke så meget søge at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, man får.
Det er ved at glemme sig selv, man finder sig selv.
Det er ved at tilgive, man finder tilgivelse.
Det er ved at dø, man opstår til evigt liv.
Amen.